Category Archives: Uncategorized

Indvandringen af romaer fra Bulgarien og Rumænien rejser sigøjnerspørgsmålet i Tyskland – Om fattigdomsimmigrationens nyttige og skadelige virkninger

Fra 2014 gælder den fulde frie bevægelighed for arbejdstagere for rumænere og bulgarer – det vil sige, at de kan tage imod en stilling i et hvilket som helst EU-land, også Tyskland. Ledsaget af medierne, der som altid betragter sagsforholdet ud fra statens og nationens synspunkt, advarer demokratiske politikere allerede på forhånd om, at Tyskland er konfronteret med problemet: en massiv “fattigdomsindvandring”. Den østeuropæiske overbefolkning, som består af dårligt uddannede, ofte syge og/eller kriminelle og for en stor dels vedkommende af romaer, truer nu med at oversvømme Tyskland, hvor de så bor i vanrøgtede bygninger og provisoriske herberger, lader sig ansætte til sultelønninger eller fra starten går i gang med at tigge eller lave forskellige former for kriminalitet. I vores pluralistiske offentlighed, som officielt er så udlændingevenlig, betragtes denne vurdering hverken som ondskabs- eller fordomsfuld. Hvor denne elendighed stammer fra, hvordan det kan gå til, at der i EU på den ene side findes “verdensmestre i eksport” og på den anden side andre stater, som hovedsagelig producerer “fattigdomsflygtninge”, skal man ikke interessere sig for; og slet ikke for, at fattigdommen i det sydøstlige EU måske kunne have noget at gøre med produktionen af rigdom hos BRD, verdensmesteren i eksport. Tyskland optræder på en helt anden måde – som offer for disse menneskemasser, som simpelthen ikke er berettiget til at oversvømme dette land, som primært er forbeholdt ægte tyskere, bare fordi de er blevet berøvet ethvert eksistensgrundlag derhjemme. Den kristeligt-sociale indenrigsminister mener at det på tide med modforholdsregler i EU: blokering for indrejser, muligheder for at sende folk ud af landet, i hvert fald alt andet end den frie bevægelighed, som ellers gælder for borgere i Europa.

Allerede da de nye medlemslande fik EU-medlemskab tilbage i 2007, var der betænkeligheder med hensyn til, om de egnede sig som blomstrende kapitalinvesteringssteder. Men dengang ville EU ikke gå glip af den historiske chance for at kunne udvide sit territorium helt til de russiske grænser. Med de to Sortehavsnabostater rækker det nu helt ind i Centralasiens naboskab og de kaspiske olieområder. Det var den ubestridelige strategiske fordel for den europæiske statsunion. Men samtidig skulle de nye medlemslande ikke kun inkorporeres territorialt men også kapitalistisk og – i det mindste på længere sigt – til principielt egnede sfærer for kapitalistiske forretninger. Nu, syv år senere, er ingen af de to nye medlemslande blevet til blomstrende kapitalregioner, men til underskudsforetagender over hele linjen. Deres økonomier, som havde baggrund i de planøkonomisk orienterede strukturer i den østeuropæiske socialisme har slet ikke evnen og midlerne til at leve op til konkurrencekravene fra det internationale forretningsliv – netop disse midler har deres EU-naboer, frem for alt Tyskland, til gengæld så meget mere. De to nye medlemslande har altså straks tabt denne konkurrencekamp. Det er derfor helt igennem konsekvent, at den økonomiske udnyttelse af de tilbageværende industricentre og de 30 millioner nye EU-medborgeres elendige betalingsevne og deres billige arbejdskraft overvejende er blevet foretaget af de europæiske forretningsfolk og ikke af de nye medlemsstater selv. Resultatet er ødelæggelsen af deres hidtidige livsgrundlag, en lille gruppe af oligarker, der deltager i den udenlandske forretningssucces og et stort antal, der ikke bruges økonomisk og derfor betragtes som unyttig overbefolkning, som nu også mister sine sidste subsistensmidler. De første ofre for denne forarmelse var dem, der allerede forinden led nød og var udgrænsede. Hvor de gamle regeringer stadig var interesseret i at integrere romaerne i deres socialistiske folkerepublikker, har de i mellemtiden atter mistet ethvert perspektiv i deres hjemlande – afskåret fra skolegang, arbejde og sundhedsydelser og udsat for militant racisme fra dele af befolkningen. I forsøget på at finde en eller anden form for eksistensgrundlag vælger flere og flere af dem nu den vej at udskifte den udsigtsløse elendighed derhjemme med en eksistenssikrende udbytning hos den tyske kapital. Dér får de øje på en verdensdel, hvor der er penge og dermed en chance for at tjene nogle. Og hvad sker der: Midt i det herligste demokrati konfronteres de med en anden form for diskriminering med hårde konsekvenser for dem.
Ved synet af de mange “fattigdomsflygtninge” får Tyskland nemlig øje på et nyt “sigøjnerspørgsmål” og en skyggeside ved den frie bevægelighed inden for Europa, som man ikke ønskede sig. Det tyske erhvervsliv profiterer ganske vist i høj grad af arbejdstagernes frie bevægelighed, som de kan bruge til at rekruttere faglært arbejdskraft og akademikere fra hele Europa. Tyskland, vinderen af den økonomiske krise skummer den kvalificerede arbejdskraft fra de lande, som har tabt konkurrencen i krisen, fx Spanien og Grækenland, hvor store dele af den veluddannede ungdom ikke kan finde jobs på grund af den manglende økonomiske succes.  Den slags skulle det også være muligt at hente fra Bulgarien og Rumænien: De ville være yderst velkomne. Men en anden afdeling af det tyske erhvervsliv kan helt sikkert også bruge den mindre veluddannede del af den overflødige befolkning i disse lande profitabelt. For det (sorte eller grå) erhvervsliv i Tyskland er det attraktivt at få adgang til arbejdskraft på sulteløn, som lader sig udbytte for et minimalt beløb, fordi arbejderne på grund af deres absolutte fattigdom slet ikke har noget alternativ til  de mest elendige arbejdstilbud på afpresningsvilkår. De befolker sfærerne i den kapitalistiske ‘markedsplads for daglejere’, uden enhver sikkerhed og retsbeskyttelse. Og de sætter tyske grundejere i stand til at udleje selv de mest befængte huller for dyre penge. Store tyske byggepladser, “overskudsorienterede” som de jo nu engang er, udnytter i stigende omfang den billigste østeuropæiske arbejdskraft på elendige betingelser. De støder på meget velvilje fra statens side, der kun sjældent generer dem med stikprøvekontroller. Også den slags illegale arbejdsbetingelser tjener den tyske konkurrenceevne. Eventuelle bøder vil sagtens kunne sættes i det rigtige forhold til de omkostninger, man på den måde har sparet på arbejdet.
Mindre attraktive er til gengæld de “fattigdomsemigranter”, der rejser til Tyskland uden at blive afhentet af tyske arbejdsgivere ved ankomsten. Dette reservoir af elendige, som ingen har bedt om, forsøger alligevel at finde et eller andet eksistensgrundlag her, og de griber til de tilsvarende strategier for at leve og overleve. Og til forskel fra de fortvivlede, der risikerer livet i joller og plimsollere for at komme over Schengen-grænserne, ligger der ikke engang et Middelhav, som man kan lade dem drukne i, mellem deres hjemlande og den europæiske kapitalismes metropoler. Tyskland er altså konfronteret med et dobbelt resultat: På den ene side resulterer de uønskede indvandrere immervæk i den kollateralnytte, at de udrangerede arbejdere i hele Europa står til rådighed for den tyske kapital på Tysklands eget territorium: det kan den frie bevægelighed i Europa tjene til og dermed kunne romaerne også komme hertil; men til gengæld er der også den kollateralskadevirkning, at der med hæren af brugbare mennesker også følger den om muligt endnu større hær af ubrugelige. Disse ofre for  den tyske forretningssucces føler forvalterne af den tyske kapitals territorium sig ikke ansvarlige for. Det er og bliver op til fattighusene i den europæiske periferi at forvalte den del af deres beboere, der ikke kan anvendes her i landet, og i givet fald opbevare dem på en måde, så de ikke bryder ud.
Den tyske indenrigsminister meddeler i hvert fald allerede, at han mener, at der er behov for en betragtelig korrektur af den frie bevægelighed inden for Europa i den henseende.

Hvad er fattigdom og hvordan behandles den ideologisk?

Fattigdom – den findes, og vel at mærke i et sådant omfang, at det får regeringen til at præsentere en såkaldt “fattigdomsrapport” med jævne mellemrum.

Samtidig kører den herlige markedsøkonomi og producerer igen og igen årlige stigninger i eksportoverskud, statens indtægter og DAX. Det er altså helt klart: Nationen er rig – og det passer glimrende til den massive fattigdom. Det meddeles også, at denne rigdom ikke alene kræver fattigdom, men vel at mærke stigende fattigdom:

- For når der hele tiden henvises til, at landet kommet så prægtigt gennem krisen, fordi det har sørget for at få en lovgivning, der forordner fattigdom, der målrettet har ført til en sænkning af det nationale lønniveau;

- og når det præsenteres for de andre nationer som et lysende forbillede, hvormed man helt uforblommet siger til dem, at de ikke har en chance i kampen mod andre nationer, hvis de ikke kæmper mod deres nationale arbejderklasses levevilkår,

så bekender man sig jo ligefrem til, at fattigdom hører med til dette samfund og er et middel for vellykket produktion af rigdom. Og dermed har man også gjort det klart, at det ikke går ud på at producere nyttige goder til den bedst mulige forsørgelse af af alle. Det ville sænkning af lønningerne virkelig også være et dårligt middel til at opnå.

At kapitalismen på en og samme tid producerer både rigdom og fattigdom og at de to ting hænger uadskilleligt sammen, at fattigdom med andre ord er det mest normale, man kan tænke sig, vil dette samfunds politiske, økonomiske og intellektuelle ledere dog ikke have siddende på sig. De frygter ikke uden grund, at det ikke ville være særligt motiverende at sige klart og tydeligt: “Ja, selvfølgelig er fattigdom nødvendig for at få hele butikken til at løbe rundt.”

Det ville ikke motivere folk til fortsat at søge lykken i den markedsøkonomi, som angiveligt er en enestående og uforlignelig forudsætning og mulighed for at sikre sit eksistensgrundlag. Fattigdom skal i stedet betragtes som en ulykkelig skæbne, som man kan undgå – hvis det skal være. Den ideologiske udfordring, som man skal leve op til, lyder med andre ord: Hvordan kan man på den ene side i praksis insistere på konstant forarmelse til fordel for produktionen af rigdom – udtrykt virksomhedsøkonomisk: sænkning af omkostninger per produceret enhed – og på den anden side benægte fattigdommens systemimmanente nødvendighed? Udtrykt på en anden måde: Hvordan kan man forvandle fattigdommens normalitet til lutter problemer, undtagelser, utilsigtede og beklagelige arbejdsulykker? Her følger tre eksempler på, hvordan man argumenterer for dette syndspunkt:

1. Den billigste måde består i at tage fat i fattigdommen fra den menneskelige side og højlydt beklage fattige mennesker. Så understreger man, at der skjuler sig “rigtige levende mennesker” bag de anonyme tal over de tydeligt fattige. Ved at demonstrere sin medlidenhed er man nået frem til de individuelle ofre, og spørgsmålet om, hvorfor det markedsøkonomiske system producerer massevis af sådanne ofre, forsvinder ud af billedet, og i stedet stirrer man på de “mange individuelle skæbner”. Logikken er som følger: Eftersom fattigdommen er en “skæbne”, der rammer ofrene, behøver man slet ikke forklare den yderligere – for slet ikke at tale om at se den i sammenhæng med markedsøkonomien. Og for at det også skal være helt tydeligt, at det virkelig drejer sig om “individuelle skæbner”, kombineres medlidenheden med det ondskabsfulde spørgsmål, om de “individuelle” fattige ikke selv er skyld i deres “skæbne”. Derfor må de også detaljeret dokumentere, om og hvordan de “uforskyldt er blevet fattige”, for ikke at blive bebrejdet for deres fattigdom. Og det dokumenterer de bedst ved at acceptere enhver prøvelse for at komme ud af fattigdommen igen.

2. Man kan imidlertid også tage fat i temaet ‘fattigdom’ ovenfra – og vel at mærke ved at lade samfundsvidenskaben gøre det til noget gådefuldt. Fattigdomsforskerne fortæller os følgende:

Fattigdom er et multidimensionalt problem med mange sider, som kan have mange årsager og talrige konsekvenser … Fattigdom er i de sjældneste tilfælde monokausal, og for det meste betinger og forstærker flere faktorer hinanden.” (armut.de)

Monokausal? Ville det for eksempel være monokausalt at fastslå, at arbejdsgiverne ikke alene betaler mindre og mindre i løn, men samtidig kræver mere arbejde og at folk på den måde bliver fattigere og fattigere og får mere og mere svært ved at klare sig? Det ville være helt entydigt monokausalt! – eftersom der jo er “årsager” og “konsekvenser”, som ikke alene er “mange og talrige”, men desuden også betinger og forstærker hinanden – en yderst kompliceret og forgrenet historie. Og hvad skulle det så være for ikke at være mono, men derimod stereo, for at kunne leve op til problemets mangesidighed? Følgende problemstilling er fx en passende måde at betragte fattigdommen på:

‘Den, der ikke har nogen penge er fattig.’ Eller forholder det sig måske omvendt: ‘Den, der er fattig, har ingen penge’?”

Forfjamsket spørger man sig selv: Hvor er forskellen? De to ting går vel ud på et? Nej, ikke hvis man jonglerer rundt med ordene “årsag” og “symptom”:

Man kan diskutere, om pengemangel gælder som årsag til eller symptom på fattigdommen.

Nu siger fattigdomsforskerne ganske vist igen det samme, nemlig at man er fattig, når man ikke har nogen penge, og at man ikke har nogen penge, når man er fattig, men de påstår desuden, at det kan diskuteres. Hvorfor de har opfundet denne diskussion, siger de i næste omgang:

På en vis måde afhænger svaret på dette spørgsmål af, hvordan man definerer ‘fattigdom’.

Aha, så det drejer sig altså om definitionen på fattigdom. Fattigdom er altså ikke bare: ikke at have nogen penge. Dermed har de givet sig selv friheden til at definere rundt på fattigdommen, og straks støder de på andre former for fattigdom: Man kan forestille sig alt muligt!

Findes der også andre former for fattigdom, fx kulturel, social eller emotionel fattigdom?

Man kan med andre ord være stinkende rig, men samtidig kulturløs, socialt uudholdelig og i sidste instans dødulykkelig. Det er den videnskabelige udgave af den populære talemåde: “Penge alene gør ikke folk lykkelige.” Dermed er det også klart, at det langt fra er sikkert, at man rent faktisk er fattig, når man lider af pengemangel – det kan jo være, at man er godt udrustet i “kulturel, social og emotionel” henseende. Og dermed er det dér med fattigdom blevet meget relativt. Udtrykt på en anden måde: Den er “videnskabeligt omdiskuteret”, og ingen skal bilde sig ind, at de har patent på sandheden om fattigdom.

3. Man kan også gøre følgende: I stedet for at spørge om grundene til fattigdom kan man spørge om en “fattigdomsrisiko” og vurdere de millioner af “lønafhængige” derefter. Som fattigdomsforskerne er nået frem til, så er de truet af “risici” som fx: børn, utilstrækkelig uddannelse, ungdom, sygdom, skilsmisse, alder osv. Det er det, de påstår: de hundrede tusinder af mennesker, der lever af deres løn, er ikke fattige. De bliver først fattige, hvis “risikoen” indtræffer. Lønarbejde beskytter altså mod fattigdom, hvilket man især kan se ved den største “fattigdomsrisiko”: arbejdsløsheden. Det passer: De hundrede tusinder af “lønafhængige” har kun et middel, som de kan leve af: deres arbejdskraft – når den ikke bliver efterspurgt, har de ikke noget at leve af. Men det er en forbrydelse, hvis man fortolker dette faktum på den måde, at de så ikke er fattige, så længe de bare har et arbejde – altså, at lønarbejdet er et brugbart middel for dem. Det er løgn, at lønarbejdere ikke er fattige, hvilket fremgår tydeligt af den andre “fattigdomsrisici”: børn, sygdom, skilsmisse osv. Det er for det første lutter normale hændelser, der hele tiden forekommer i en lønarbejdertilværelse, og for det andet er det kun i de mest ekstreme undtagelsestilfælde, at den slags hændelser kan gøre rige mennesker fattige. Men hvis en “risiko” er nok til at gøre “lønafhængige” fattige, så betyder det jo bare, at hele deres eksistens principielt og hele tiden er truet – eftersom de hele tiden er udsat for eller i det mindste truet af forarmelse.  Men når man snakker om “fattigdomsrisici”, har man vendt op og ned på dette forhold: Her skal man prise sig lykkelig for at kunne gå på arbejde, fordi den endnu værre fattigdom, som truer i form af “fattigdomsrisici”, endnu ikke er indtrådt. Indtræder den så, må man under ingen omstændigheder betragte det på den måde, at det har sin grund i det sædvanlige lønarbejde – man skal betragte det som en undtagelse, som det individuelle menneskes helt personlige skæbne. Det får lønarbejdets helt normale fattigdom til at tage sig så meget smukkere ud.

*

Sådan foregår den ideologiske behandling af fattigdommen. Men så bliver den også “bekæmpet”. Her tænkes der ikke på at give de fattige penge. Det kan højst blive til et krav om mindsteløn. Den skal man se som beskyttelse mod alt for stor fattigdom – men hvad er kravet om en nederste grænse for løn andet end en indrømmelse af, at denne forarmelse hele tiden finder sted? Og hvad skal man mene om kravet om, at staten skal bekæmpe fattigdommen ved at føre “beskæftigelsespolitik”? Gå tilbage til udgangspunktet: Staten skaber forudsætningerne for “beskæftigelse” med sine love. De går altid ud på én ting: at optimere forholdet mellem løn og arbejdsydelse til fordel for de kapitalistiske arbejdsgivere. Altså mere og mere arbejde for mindre og mindre løn, hvilket for de arbejdende betyder: De bliver fattigere og fattigere, hvilket beskæftigelse skal være universalmidlet imod.

“Sundhed er det højeste gode” – Grækenland, Portugal, Spanien … beviser det modsatte

Et engelsk lægevidenskabeligt tidsskrift publicerer en betænkning, hvoraf det fremgår, at der – især i Grækenland, Portugal og Spanien – er sket en betydelig stigning i sygdom og død, og også en voldsom stigning i selvmord. Forfatterne til betænkningen gør finanskrisen og de derefter besluttede spareprogrammer ansvarlige for stigningerne. Naturligvis protesterer politikerne straks og erklærer, at de anvendte data er utilstrækkelige eller “ikke særligt solide”. Men når man læser i en avisartikel eller ser i fjernsynet, hvordan der for eksempel er på græske hospitaler nutildags, kan man umiddelbart se, at der er blevet skåret drastisk i sundhedsplejen. Det rammer så øjeblikkeligt de gamle, de kronisk syge, men også – og herom senere – stofmisbrugere, og det rammer naturligvis også den samlede befolkning, hvilket man for eksempel kan se i form af, at sygdomme, som man troede var udryddet, bryder ud igen: fx malaria, Vestnil- og denguefeber. Demonstranter og strejkende i disse lande har allerede længe været klar over, hvad der truer dem, og de har fundet en skyldig: den såkaldte trojka, som består af den Europæiske Centralbank, EU-kommissionen og den Internationale Valutafond. Der hersker stor vrede over denne trojka, når den insisterer på, at de offentlige sundhedsopgaver i løbet af tre år beskæres fra 14 til 9,5 milliarder euro, altså næsten med en tredjedel, og når den kræver yderligere “beskæringer”. De oprørte borgere ser det som en stor gemenhed og uretfærdighed, og de beskylder trojkaen for at have afpresset den græske regering. For dem vidner denne afpresning om viljen til at underkue Grækenland. Og de er sure på deres egen regering, fordi den fejt lader sig underkue. Men er “afpresning” og “underkuelse” i det hele taget de rigtige betegnelser for det, der sker?

 

I ét spørgsmål, det væsentlige, er trojkaen og den græske regering enige, når det kommer til stykket: Det drejer sig først og fremmest om, at staten overlever. Og denne overlevelse står på spil, fordi staten ikke har flere penge, og den har ikke flere penge, fordi finansmarkederne nægter at udskyde tilbagebetalingen af dens gæld. Det er imidlertid ikke kun livsfarligt for staten, men også – og det er det, som den græske stat og trojkaen er fælles om – for hele euro-systemet, hvis ikke ligefrem for hele verdens kreditsystem. Statens overlevelse har derfor førsteprioritet. Og for at det kan lykkes, er staten – og på det punkt er trojkaen ret ubønhørlig – nødt til at bringe visse ydelser. De består i, at undlade henholdsvis fjerne alle overflødige opgaver. Ved afgørelsen om, hvad der er ‘overflødigt’, bliver det tydeligt, hvad det er, der må ofres – nemlig de statslige undersåtters liv og levned. Trojkaen betegner sundhedssektoren som “overdimensioneret”, hvilket ikke kan betyde, at denne sektor var udstyret med for mange sygehuse, læger, sygeplejersker, medicinsk udstyr osv. –for så ville sundhedsvæsenet også fungere efter et par nedskæringer og det ville ikke komme til de ødelæggende virkninger af disse nedskæringer, som nu kan iagttages. Med udtrykket “overdimensioneret” afgør trojkaen derimod, at staten ikke længere har råd til sit folks sundhed. Græske borgere kender ligesom andre europæere udtrykket: “Sundhed er det højeste gode” – det får man jo hele tiden ørene tudet fulde om. Og grækerne fatter det ikke: Så brutalt kan man da ikke behandle os! Jo, det kan man – og de får at se, hvad der er meningen med dette “højeste gode”.

 

For den enkelte er sundhed det “højeste gode”, fordi det drejer sig om en elementær forudsætning for, at man kan tjene til livets ophold – ellers er man afhængig af hjælp og kan ikke selv bestemme, hvilken hjælp man får eller om man i det hele taget får nogen. Staten ser også sundheden som en elementær forudsætning, men under en noget anden synsvinkel. For staten drejer det sig om at have en brugbar befolkning. For staten består sådan en af mennesker, der er i stand til at sørge for sig selv. Det er vigtigt, fordi de så ikke er en byrde for statskassen. Primært drejer det sig imidlertid om, at den slags mennesker stiller sig til rådighed for en kapitalistisk virksomhed og på den måde bidrager til væksten i bruttosocialproduktet. Det skal de så til gengæld også gerne kunne – og til det formål findes sundhedssystemet, som tager sig af de omfattende skader på sundheden, som et sådant bidrag til væksten medfører. Et sådant system har til formål at opretholde folks sundhed i et sådant omfang, at de kan yde deres bidrag så kontinuerligt og så længe som muligt.  Men så er det også nødvendigt – hvilket kun mindretallet af rige stater er i stand til – at opbygge et system, som kan tage i de mange sygdomme hurtigt og effektivt, så fraværet bliver så minimalt, som det kan lade sig gøre. I et sådant system kan rige mennesker, ligesom på alle andre områder, tilkøbe sig yderligere sundhedsydelser, hvilket imidlertid ikke betyder, at fattigere mennesker simpelthen unddrages medicinsk behandling af en nogenlunde standard – staten er nu engang interesseret i en generel opretholdelse af folkets brugbarhed, dvs. uden hensyn til de enkelte personer og deres specielle situation. Der er derfor også en evindelig diskussion om sundhedsreformer, som alene skyldes den kendsgerning, at bidragene til statskassen og sygesikringerne falder med den tiltagende forarmelse, hvilket for reformatorerne rejser spørgsmålet, om man egentlig stadig har råd til de hidtil eksisterende sundhedsydelser. Udover den kendte “brugerbetaling” for forskellige ydelser mindskes ydelserne, og det går så vidt, at der efterlyses “rationering”, så man fx overvejer, om man stadig skal give gamle mennesker nye hofter, selv om deres nytte for væksten jo er meget begrænset.

Det, der stadig diskuteres som enkelttilfælde her i landet og anses for at være et pinligt spørgsmål, er nu blevet til den brutale generelle regel. I forbindelse med statsfinansernes nedtur viser følgende billede sig for staten og trojkaen: Folket blev ganske vist holdt nogenlunde sundt, men de bidrag, som det skulle bruge sin sundhed til at yde, viste sig ikke at være store nok – den rigdom, som staten har brug for, kunne ikke presses ud af det. Den kulørte presse i Nordeuropa hetzer mod de “dovne grækere”, men trojkaen og staten ser helt sagligt på sagen: Den samlede nationaløkonomiske regning har som facit, at grækerne er medlemmer af en nationaløkonomi, som halter bagud i den europæiske konkurrencekamp, fordi andre stater fører og har vundet denne konkurrence med større og mere produktive kapitalapparater, og det har ført den græske stat ud på grænsen af handlingslammelse. I resultatet viser det sig: Den statslige investering i folkets brugbarhed – hvilket samme folk som bekendt har betalt rigeligt til i form af skatter og bidrag til sociale kasser – har ikke kunnet betale sig; i betragtning af konkurrencenederlaget har det således været en fejlinvestering. Det fører til den passende kyniske konsekvens i denne form for økonomisk system: Man har ikke længere råd til sundhedsudgifterne for dette folk, dets sundhed er “overdimensioneret” – ikke den ene eller den anden patient eller patientgruppe, men hele folket må klare sig med mindre sundhed. Så derfor er det nødvendigt, at mortaliteten i Grækenland stiger. Af det kan man lære følgende: De goder, som i virkelighedens verden er de højeste goder, som folk også må ofre livet for, er staten og pengene.

 

PS

Græske stofmisbrugere får ikke længere sterile nåle. Det latterligt lille beløb, der spares på den måde, siger meget om det gennemført markedsøkonomiske princip: Man har hidtil været så nådige at lade dem overleve, selv om der ikke var udsigt til, at de nogensinde ville kunne bruges til noget – og i den nuværende statslige nødsituation er det slut med nåden, og enhver cent til dem er en cent for meget.

Man bliver syg af fattigdom – men hvordan?

I det kolde efterår 2007 er det ikke kun partidage, statistikker og talk-shows, der beskæftiger sig med fattigdommen, også lægevidenskaben helliger sig ”denne permanente skandale” i ”en fælles journalistisk kraftanstrengelse i 234 internationale fagblade” og Süddeutsche Zeitung (SZ) fra 23.10.07.
Fra den kampivrige patos – ”Sørg for, at sundhedsforskelle hører fortiden til”! (”Make health inequality history!” (British Medical Journal, 27.10.07)) …
”Resultaterne er skræmmende … I betragtning af, at det er muligt at undgå den, er den høje børnedødelighed i hele verden ikke nogen geografisk-klimatisk betinget ulighed, men derimod en socioøkonomisk og politisk betinget uretfærdighed” (Deutsches Ärzteblatt 43/07). ”Man bliver syg af fattigdom. Fattigdom fører til, at mennesker dør tidligt og må lide hyppigere” (SZ, 23.10.07)
Og her er medicinmændene på hjemmebane: ”Medicinerne har vidst det gennem længere tid. Alligevel bliver den verdensomspændende ulighed mellem fattig og rig stadig større”. Dette ”alligevel” er godt nok en smule frækt. Det lever af forestillingen om, at de toneangivende interesser, der ”betinger” fattigdommen ”socioøkonomisk og politisk”, ikke kan lade elendigheden bero på sig selv, eftersom medicinerne jo er klar over og henviser til, at fattigdom er sundheds­ska­de­lig. Det bærer snarere præg af det lægevidenskabelige storhedsvanvid, der bilder sig ind, at men­ne­skeheden slet ikke har noget andet valg end at følge deres råd, eftersom de jo ved, hvad der er godt for den.
… via den lægefaglige bestræbelse på at forblive sund på trods af fattigdom …
I sammenligning med den forudskikkede patos, om at man vil foretage sig noget mod ”den verdens­om­spæn­dende ulighed mellem fattig og rig”, har målet for faggruppens forenede bestræbelser alli­ge­vel en noget anden retning. De drives af den medicinske stræben efter at hjælpe mennesker og lindre deres lidelser. Under dette synspunkt helliger de sig elendigheden, og vel at mærke ud fra et ret egensindigt perspektiv: Fattigdom interesserer dem som en dårlig betingelse for sundhed. Derfor er fattigdommen selv ikke genstand for deres undersøgelse. Det er derimod spørgsmålet om, hvor­vidt fattigdommen gør folk syge eller forhindrer en terapi. Det er derfor også konsekvent, når den læge­videnskabelige ekspertise tager fat i netop dette problem og alvorligt forsøger at adskille be­hand­lingen af sundhedsskader fra fattigdommen. Lægevidenskaben forsøger at finde midler imod den fattigdomsfremkaldte sygdom for at sætte den sammenhæng, som den selv har fået øje på, ud af kraft – som om der var tale om en infektion, den kun behøver at finde en vacci­nation eller et passen­de antibiotikum mod. Så måtte det da også være muligt at mildne de værste virkninger på sundhe­den og gøre det muligt at leve et liv i fattigdom uden graverende sund­heds­skader.
Under denne målsætning er der rigeligt behov for ”at udforske sammenhængen mellem fattigdom, sundhed og menneskelig udvikling”. Allerførst gælder det om at levere et videnskabeligt vandtæt bevis på, at fattigdom virkelig gør folk syge – med et ambitiøst observationsstudie af 94.4 % af ver­dens befolkning, der påviser en højsignifikant korrelation mellem lav indkomst og forhøjet døde­lig­hed (British Medical Journal, 27.10.07). Og vel at mærke i fattige såvel som i rige lande, for alle aldersgrupper og begge køn! Hvem skulle have troet det? Åbenbart har forskerne i forbindelse med deres opdagelse slet ikke tænkt på den banalitet, at fattigdom med udtalt nødvendighed ødelægger mennesker fysisk og psykisk. At sige den slags ville for dem formodentlig kun være socialkritisk og ikke videnskabeligt. De anser det for bemærkelsesværdigt og værd at finde ud af at spørge, for hvil­ke sygdommes vedkommende og hvorvidt denne sammenhæng eksisterer. Med alle deres statistiske beviser relativerer og tilslører de på denne måde udgangspunktet: at fattigdommen tydeligvis er grunden til de beskrevne sygdomme.
Som det næste punkt må den verdensomspændende elendighed granskes med henblik på dens ska­delighed for sundheden. Og sandelig, de findes rent faktisk, de fattigdomsspecifikke risiko­fak­to­rer, fx i forbindelse med ”brystkræft: fattigdom er et karcinogen” (Deutsches Ärzteblatt). Desuden skal der udforskes mange nye sammenhænge, blandt andet onde cirkler af følgende art: ”Gør ar­bejds­løshed folk syge eller gør sygdom folk arbejdsløse” (Deutsches Ärzteblatt)? For at bryde denne on­de cirkel kræves der bedre samarbejde mellem lægen og arbejdsformidlingen, hvilket skal for­hin­dre, at ”sundhedsforstyrrelser bliver permanente” i kraft af ”svingdørseffekter i det sociale sik­rings­sy­stem”. Imod dette vil den socialstatslig-medicinske joint venture anbefale en terapi, som ik­ke la­der nogen tvivl om den gyldige målestok: ”Aldersbetinget arbejdsløshed hos folk, der stadig er præ­sta­tionsdygtige skal ikke længere tolereres med et blink i øjet (fx ved at melde folk syge eller give dem en lægerklæring): dette bliver folk ofte sygere af og det kan desuden ikke længere finansie­res”. Det bedste for Hartz-IV-modtagerne er derfor stadig arbejdet og ikke velment hensyntagen til deres øde­lagte sundhed …
Når alt kommer til alt bliver kendte terapiformer så gennemgået med henblik på, om man kan til­pas­se dem til de elendige betingelser og dermed effektivisere dem. I Guinea Bissau fx kunne mala­ria-behandlingen af børn ’forbedres signifikant’ via de mest simple forholdsregler (British Medical Journal). Tidligere fik børnene kun deres tabletter i utilstrækkeligt omfang; til dels blev de omsat i penge af sygeplejerske som supplement til deres sultelønninger, og til dels havde familierne allige­vel ikke råd til malaria-tabletterne til deres børn. Og hvad hjælper så på sundheden? Rigtigt: En smule mere kontrol med afsætningen af pillerne, en lille bonuspræmie til sygeplejersker, der udle­ve­rer pillerne – og straks kunne ’terapiens effektivitet fordobles’! Herligt, når man ikke behøver at ændre mere ved elendigheden for at bekymrede læger også kan være tilfredse med slum-beboernes sundhedstilstand!
Man kan desuden lære af disse bestræbelser, hvor beskeden lægernes kamp mod de fattigdoms­be­tin­gede sygdomme nødvendigvis er. Når de som højst officielle repræsentanter for sundheds­syste­met tager sig af ofrene for den kapitalistiske verden, så er dennes massive og permanente fattigdom, som artiklerne beretter så udførligt om, en selvfølge for lægerne. Dermed behøver de heller ikke at beskæftige sig yderligere med, hvorfor fattigdommen med nødvendighed opstår ved siden af al den rigdom, der produceres i rig målestok i hele verden; det vil de tydeligvis heller ikke, men for­udsæt­ter hellere elendigheden som udgangsposition for deres hjælp og lægekunst. Og når de så be­handler de syge efter alle deres moderne sundhedssystems regler, orienterer de sig hele tiden efter de mar­keds­økonomiske betingelser, som fremkalder elendigheden, og under behandlingen tager de bestik efter det, som staterne anser for at være foreneligt med den kapitalistiske vækst – intet studie kom­mer i dag uden om det synspunkt, hvorvidt dets erkendelser enten umiddelbart eller ”samfunds­mæs­sigt set” hjælper med at spare omkostninger.
… til en anmodning til staten om mere støtte.
I forbindelse med alt dette har de udpeget lige nøjagtig de instanser som hjælpere, der er ansvarlige for hele elendigheden: ”Ikke kun sygdom er økonomisk og socialt determineret, også modgiften er politisk vilje, penge og samfundsmæssigt ansvar” (SZ). Til disse instanser retter de den forhåb­nings­fulde appel om, at de skal støtte lægevidenskabens bestræbelser: ”Situationen har endnu al­drig været så gunstig og behovet for handling aldrig så stort som nu, for at gennembryde den onde cirkel af fattigdom og sygdom – ifølge det amerikanske sundhedsinstitut NIH” (SZ). I betragtning af det enorme behov for handling er det mere end gådefuldt, hvor lægerne får deres optimisme fra. De samme stater, under hvis regimer de beklagelige tilstande er opstået og opretholdes, er ifølge denne logik egentlig parate til at udbedre skaden. Men når man betragter fattigdommen ene og alene ud fra det standpunkt, at den er sundhedsskadelig, så er de ”socioøkonomiske og politiske” interesser, som ”betinger” sygdommene, i sidste ende ikke andet end justerskruer, der er forbundet forkert. Når lægevidenskaben så deltager i et samarbejde med staten for at ”skærpe bevidstheden om disse problemer”, ”vække interesse” og ”forske i sammenhænge”, så er de mest gunstigt tænkelige be­tin­gelser for kampen mod elendigheden tilsyneladende til stede! Og for at lægevidenskaben kan gø­re sine tjenester og søge efter ”modmidler” i denne forbindelse er der brug for flere penge til me­di­ci­nernes søgen efter veje til at ”bryde den onde cirkel”.  Når det kommer til stykket, består ap­pel­len til de statslige instanser i, at de skal bruge flere penge på forskning i sammenhængen mel­lem fat­tig­dom og sundhed.
Jamen så er sagen jo klar! Så er der virkelig kun brug for et par professorater mere i fattigdoms-medicin, og så udgør elendigheden garanteret ikke mere nogen forhindring for den sunde levevis …
Oversat fra GegenStandpunkt 1/2008: Armut macht krank – aber wie??
http://www.gegenstandpunkt.com/gs/08/1/inh081.htm

Den tyske regering får udforsket den fattigdom, som den regerer over: Socialforskerne sveder over “fattigdomsbegrebet”

af Karl Held

I marts 2005 udkom Forbundsregeringens anden fattigdoms- og rigdomsrapport, og offentligheden interesserede sig for den ca. lige så længe, som meddelelsen varede. Det var også tilstrækkeligt, for forskningsresultatet – de rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere – er virkelig ikke nogen nyhed, og der er heller ikke nogen, der for alvor benægter det. Tværtimod: Ned med lønningerne og op med profitterne er det erklærede kampprogram, hvormed de regerende eksperter i samfundsøkonomi vil bringe Tyskland til tops som investeringsland. Efter fire års studier og 370 sider når de regeringsuafhængige fattigdomseksperter frem til præcis den samme kur: “Fremme af vækst og konkurrenceevne … yderligere sænkning af lønomkostninger, pensionsbidrag etc. … nye former for privat forsikring … incitamenter til at tage erhvervsarbejde på lavtlønsområdet” (s. 196 ff). For det kan vel ikke passe, at de fattige bare skulle have brug for flere penge! Også fattigdomsforskere når frem til den yderst fornuftige indsigt, at fattigdom kun kan bekæmpes via mere forarmelse.
Det budskab, som disse forskere er enige med Gerhard Schröder-republikkens konsensus i, kan det ikke betale sig at kigge nærmere på. Derimod bør man undersøge de snørklede stier, som de følger på deres vej til det ret konventionelle budskab.

Man måler fattigdommen i stedet for at forklare den
Fattigdom er ikke særlig rart. Når man konstaterer fattigdom et sted, er det til enhver tid en kritik af det samfund, hvor den sameksisterer med voksende rigdom og ikke aftager, men snarere vokser, altså åbenbart hænger sammen med systemet. Det er fattigdomsforskerne også klar over – og netop derfor vil de tydeligvis ikke lade denne diagnose gælde. I dag er man imidlertid ikke længere så naiv, at man bare benægter den massive fattigdom – for eksempel med det herlige argument, at det hele går strålende bortset fra et par enkelte undtagelser. Man arbejder sig derimod frem til et ‘differentieret billede’ af det ubehagelige forhold, som får det til at fremstå i et helt andet lys. Og det foregår på følgende måde:

“Fattigdom og rigdom er som samfundsmæssige fænomener uadskilleligt forbundet med værdidomme. Bag enhver fortolkning af såvel fattigdoms- som rigdomsbegrebet og bag enhver målemetode, som beror på disse begreber, står der værdiholdninger. Derfor kan det ikke lade sig gøre i streng videnskabelig betydning at løse opgaven med at gøre fattigdommen “målbar”. Det er imidlertid muligt at tegne et differentieret billede af samfundet og af social uretfærdighed.” (s. 5)

De forskere, som regeringen har givet til opgave at udforske fattigdommens niveau i landet, starter med at skrive, at det er umuligt at løse den stillede opgave på tilfredsstillende vis. Strengt videnskabeligt og objektivt set er det umuligt at sige noget holdbart om fattigdom. Endnu inden man har udsagt noget konkret, har man dermed sløjfet den selvfølgelighed, at genstanden eksisterer – den genstand, som enhver, der lover at undersøge den, går lige så selvfølgeligt ud fra som den minister, der har bestilt en fattigdomsrapport. Det forholder sig jo ikke sådan, at ‘fænomenet’ fattigdom er ukendt; det er ikke engang en hemmelighed for nogen, at dette ‘fænomen’ hænger sammen med den måde, som rigdommen produceres og fordeles på i dette samfund, og at rigdom i et system, hvor rentabilitet og omkostningsberegninger bestemmer produktionen, hvor lønnen er en udgift og arbejdet altså skal være billigt og profitabelt for dem, der anvender det, at rigdommen i et sådant system hele tiden forøges på den ene side men sjældent på den anden … Det eneste, der er interessant og værd at få forklaret, ville altså – ‘strengt videnskabeligt’ set – være spørgsmålet om nødvendigheden af det, som alle er bekendt med: Hvorfor og hvordan den rigdom, som produceres i dette samfund og hele tiden gør visse kredse rigere, samtidig producerer fattigdommen, udelukkelsen fra den ikke ligefrem ubetydelige rigdom. Men det interesserer dog ikke fattigdomsforskerne. Beskæftigelsen med den udbredte fattigdom, hvis forklaring uundgåeligt munder ud i en – ikke ligefrem positiv – ‘værdi’dom over samfundet, anklager de for selv at udspringe af en subjektiv opfattelse: Dermed bliver fattigdommen, som systemnødvendigt hører lige så sikkert med til dette samfund som amen i kirken, reduceret til et rent subjektivt betragtet faktum, hvis anerkendelse afhænger af bedømmelse og holdning.

For fattigdomsforskerne er dette selvfølgelig ikke en grund til at afslå den umulige opgave og give de dertil hørende forskningsmidler tilbage til ministeren. Tværtimod: Med opgavens umulighed i baghovedet kan der siges meget om fattigdommen på de resterende 365 sider, endda “differentieret”, meddeler de. Man udnævner den faktisk eksisterende fattigdom til at være et metodisk problem med at begribe den – og giver sig herefter i kast med dette problem. Man gør fattigdommen videnskabeligt tvivlsom – og under bedyrelse af skrupler og forbehold giver man sig selv friheden til at sammenstrikke, fortolke og operationalisere et “fattigdomsbegreb”, der er bekvemt og passer til ens egne overbevisninger, så at man ved hjælp af det kan sortere den uoverskuelige empiri og finde fattigdommen dér.

For det andet går fattigdomsforskerne i gang med at definere opgaven for en videnskabelig beskæftigelse med den udbredte økonomiske mangelsituation, hvor massevis af folk i vores samfund lider under metoderne til at forøge rigdommen. De definerer den på en måde, som først for alvor tryller den genstand væk, som de påstår, at de er i gang med at finde en ‘eksakt’ forklaring på. Man er nødt til at gøre fattigdommen ‘målelig’, ellers er den ikke objektiv. Man må give forfatterne til fattigdomsrapporten direkte ret: Hvis opgaven skal bestå i at opmåle fattigdommen empirisk, så er det rent faktisk nødvendigt med en metodisk fordom, der kan bruges som målestok. Men en opmåling er godt nok også noget ganske andet end en forklaring på massefænomenet fattigdom, som immervæk er anerkendt som et så almindeligt og vigtigt samfundsmæssigt problem, at det skulle kendetegne staten, markedsøkonomien og til og med de ansvarliges samvittighed, at man tager hensyn til fattigdommen ved at betegne den som ‘social’. Enhver kender i øvrigt tilstrækkeligt mange eksempler fra den faktisk eksisterende fattigdom på, at massevis af medlemmer af samfundet mangler penge og derfor ikke har råd til nok af den enorme mængde eksisterende midler til behovstilfredsstillelse og derfor hele tiden er beskæftiget med at prøve at få pengene til at slå til, mens andre kun slås med de problemer, som forøgelsen af deres private rigdom volder dem. For at finde ud af årsagerne til, at disse modsætninger ikke alene stadig eksisterer, men også vokser trods de ansvarliges engagement, ville det være nødvendigt at kigge på de organiserede tjenester for pengeforøgelsen, som ydes af den lønarbejdende del af menneskeheden og som regelmæssigt lader deres løn falde til så lavt et niveau og for ret mange til og med gør muligheden for at sælge sine ydelser, altså aflønningen selv, til en usikker sag. Fattigdomsforskernes tilstræbte oplysninger om antallet af fattige og graden af deres fattigdom bidrager ikke til at finde frem til disse årsager. Men for en helt anden ‘videnskabelig’ interesse er det derimod yderst passende og målrettet at ville måle fattigdommen og så ellers beskæftige sig med det vanskelige ved at finde det passende instrumentarium til denne opgave – nemlig for det formål, som fattigdomsforskerne har udkåret til genstanden for deres forskning: Hvor mange penge har mennesker brug for, hvis de i det hele taget – socialforskningsmæssigt set – skal betragtes som fattige. Når man forfølger det skeptiske spørgsmål om, hvorvidt og i hvilket omfang ‘fattigdom’ i det hele taget kan dokumenteres, så er man ikke interesseret i at fatte noget, men kræver under den falske betegnelse “begreb” et kriterium, som gør det muligt at afgrænse fattigdom fra ikke-fattigdom og at bestemme omfanget af den eksisterende fattigdom: Hvor begynder fattigdommen, hvor hører den op? Fra og med hvilken grad af fattigdom må jeg eller er jeg nødt til at sige det slemme ord? Og – det er det andet og ikke mindre interessante spørgsmål: Hvad falder dermed ikke ind under det, som med fuld ret kan anses for at være, altså anerkendes som ‘fattigdom':

“Man kan ikke afgøre, hvad der er det bedste koncept for måling af fattigdommen, eftersom det er samfundsmæssige værdiforestillinger eller socialpolitiske normer, der leverer målestokken for, ved hvilken indkomst, levestandard eller handlemuligheder uligheden ikke mere kan kan accepteres.” (s. 8 )

De siger det lige ud: For dem drejer det sig om at skelne mellem acceptabel og ikke-acceptabel fattigdom.

Først skal der defineres! Hvilket fattigdomsbegreb er mest populært?
Hvis man ikke kan håbe på at finde et “bedste koncept for måling”, kan man i hvert fald afveje nødvendigheden, forsvarligheden og nytten af alternative “fattigdomsbegreber” . Forskerne finder det vanskeligt at vælge et forsvarligt fattigdomsbegreb især i dag, hvor der jo faktisk findes fattige, der ikke straks afgår korporligt ved døden, men derimod lever videre i en tilstand af permanent fattigdom:

“I samfund som vores ligger det gennemsnitlige velstandsniveau væsentligt over det fysiske eksistensminimum. Her er det meningsfyldt at bruge et relativt fattigdomsbegreb for at erkende problemstillinger på en passende måde.”

Hvis det gennemsnitlige velstandsniveau lå på eksistensminimum, så alle, der ikke nåede op på det, døde på stedet af sult, så ville der ikke være nogen fattige, men til gengæld kunne man tale om fattigdom på en objektiv måde; et absolut fattigdomsbegreb uden tvivlsomme værdidomme ville være muligt. Men så let har videnskaben det ikke længere i vores bekvemme tidsalder, hvor fattigdom højst er relativ. Det er stærkt! Ikke et ord om den relation, som fattigdommen er. Spørgsmålet om, hvordan fattigdom og rigdom hænger sammen årsagsmæssigt, altså virkelighedens kapitalistiske ‘relation’ mellem en produktion lagt til rette efter rentabilitetskriterier med lønomkostninger per produceret enhed og profit og de bekæftigede såvel som ubeskæftigede lønarbejderes pengesorger, erstatter de så for det tredje med intellektuelle bestræbelser af en helt anden art. Deres anstrengelser med at undersøge det samfundsmæssige fænomen består – for nu at blive moralsk – i ret kyniske og – mere videnskabeligt betragtet – skrupforkerte sammenligninger. De laver undersøgelser over, hvor mange penge mennesker har i sammenligning med hinanden, opdeler deres begrebsløse skelnen i flere eller færre – og nøjes så også med at foretage denne sammenligning mellem dem, der i dette samfund deler den samme ‘skæbne’, at de ikke er dem, der organiserer forøgelsen af rigdommen, men derimod er objekt for samme organisering. I forbindelse med dem rejser de spørgsmålet om, hvornår man med deres levevilkår i det hele taget kan tale om fattigdom, eftersom der jo er nogle, der klarer sig bedre, og andre, der er dårligere stillet. For enhver potentiel fattig kan det lade sig gøre at finde en, der er endnu fattigere og som dermed får den første til at se relativt rig ud. Det er altsammen et spørgmål om, hvor store krav man stiller, hvilket er den måde, som vi foretrækker at definere fattigdom, der under alle omstændigheder altid kun er relativ. Og så skammer fattigdomsforskerne sig ikke engang over at identificere rigtig fattigdom med sult og hungersnød og relativere den ved hjælp af alt det, der ikke er livstruende, d.v.s. at bagatellisere det, som de kun opfatter som halv fattigdom. Det står altså allerede klart: Man kan kun være ægte fattig, hvis man sover under broer, hvorimod andre har en rigtig bolig, eller hvis man kan sammenlignes med rigtige sultende, hvorimod der er andre, der bliver mætte …
Så banalt og udifferentieret udtrykker fattigdomsforskerne det naturligvis ikke. De søger bare strengt videnskabeligt efter kriteriet for, hvornår man i det hele taget med rette har lov til at kalde nogle af disse almindelige levevilkår for ‘fattigdom’, og de når på den måde frem til de subtile differentieringer mellem på den ene side fattigdom og på den anden side de almindelige proletariske levevilkår, som man på ingen måde må forveksle med fattigdom. For lige så vanskeligt det måtte være at forsvare, så er den subjektivt vurderende fastlæggelse af et “fattigdomsbegreb” uundværlig. Der er jo nødvendigt med en målestok, som forskerne kan bruge til at slå den streg i data-materialet, der markerer skellet mellem fattige og ikke-fattige. Et uløseligt dilemma? Nej, heldigvis ikke! For det fjerde når forskerne frem til det resultat, at det alligevel er muligt at afgrænse fattigdommen, at måle den og subsumere en vis del af den nationale befolkning under den henholdsvis at definere en endnu større del af befolkningen, så den ikke falder ind under denne tilstand. ‘Fattigdom’ foreligger på den måde ret pålideligt, men så netop også kun, når mennesker falder ind under en fattigdomsdefinition, som måske heller ikke ligefrem er videnskabelig, men til gengæld med garanti ikke bare er subjektiv: nemlig under den definition, som er fastlagt på statens vegne. Disse fattigdomsforskere, som skal fortælle staten, hvad der er fattigdom og hvordan det står til med den, er så snedige, at de benytter sig af en grænsedragning, som politikerne har besluttet helt uden deres hjælp, og de bruger nu denne definition som deres eget ‘fattigdomsbegreb': Det hedder 60 %. “I rapporten anvendes den definition, som er blevet aftalt mellem EU’s medlemsstater.” En herlig oplysning om, hvad der har gyldighed i videnskaben.

Fra fattigdommen til fattigdomsrisikoen: Når man ikke har nogen penge, risikerer man at bliver fattig!
I overensstemmelse med EU’s bestemmelser trækker forskerne så for det femte deres vilkårlige grænse i data-materialet – men det gør de til gengæld overordentligt nøjagtigt:

“Kvoten for fattigdomsrisiko er defineret som en andel af personer i husstande, hvis “behovsvægtede nettoækvivalensindkomst” udgør mindre end 60 % af alle personers middelværdi (median). Nettoækvivalensindkomsten fastsættes som vægtet indkomst per person, hvori nettohusstandsindkomsten er divideret med summen af personernes vægtede behov – afledt via den nye OECD-skala. I Tyskland udgør den således udregnede grænse for fattigdomsrisiko 938 euro.” (s. 6)

Men hører man så til de fattige, hvis man har mindre end 938 euro at leve for? Nej, fattigdomsdefintionsteoretikerne vil ikke engang lade definitionen gælde så definitivt: Man risikerer bare at blive fattig! Forskerne kommer i tanker om, hvor vilkårlig deres egen grænsedragning er, og de vil under ingen omstændigheder påstå for meget om den kaotiske empiri, hvor en masse ting er mulige. Det kunne jo være, at en sådan set fattig kunstner har en mæcen, hvis bidrag ikke figurerer i nettoækvivalensindkomsten, og det kunne være, at der er nogle, som ikke har særlig meget, men heller ikke har brug for meget … Fattigdomsforskerne vil ikke gå med til mere end, at man er i fare for at blive fattig, når man ikke har nogen penge. Dermed har de ydet endnu et bidrag til deres definitionskunst: Når denne videnskab betragter materielle mangler, alt det, der i det virkelige liv kaldes fattigdom, accepterer den dem kun som muligheden for fattigdom. Fattigdommen selv bliver på den måde mere og mere gådefuld.
Men dermed er fattigdomsforskerne endnu ikke færdige. De “udvider” nu for det sjette “fattigdomsbegrebet” i retning af en højere mening.

Fattigdom er en risiko, rigdom er en chance – for deltagelse og selvrealisering

“Indkomstfattigdom er dog kun et – omend ofte meget vigtigt – element i identifikationen af fattigdom. Derudover har også ikke-materielle ressourcer (som fx uddannelse, sundhed og sociale kompetencer) afgørende indflydelse på de individuelle realiseringschancer.” (s. 11)

“Den anden fattigdoms- og rigdomsrapport opfatter fattigdom og rigdom som de to poler i et spektrum af deltagelses- og realiseringschancer. Fattigdom er dermed ensbetydende med en mangel i realiseringschancer, rigdom med en meget høj grad af realiseringschancer.” (s. 9)

Dermed når begrebsdannelsen frem til sit antimaterialistiske mål. Fra nu af argumenteres der kun med, hvad der muligvis vil ske: Fattigdom i gængs betydning er en fare for egentlig fattigdom, virkelig rigdom er ikke andet end en mulighed for ægte rigdom – og den kommer åbenbart fra hjertet! Man bliver ikke lykkelig af penge! Der skal derimod ikke meget til for at blive glad, for der er hjerterum selv i den mindste hytte … Hvem har lyst til at bytte med en syg millionær eller med en filmstjerne med rod i følelseslivet? Den høje videnskab forkynder bedstemors leveråd! Man “opfatter” såvel adgangen til som udelukkelsen fra materiel rigdom som en vej til et naivt teenagerideal om lykke – og se bare! Der er i begge tilfælde kun tale om muligheder.
Som ligeværdige formler for det vellykkede liv nævnes selvrealisering og deltagelse: Ifølge disse er man ægte fattig og ikke kun muligvis fattig, når man er udelukket fra det samfundsmæssige liv, ikke mere har en rolle, som man kan udfylde og på den måde realisere sig selv. Det højere, humanistiske fattigdomsbegreb retter sig mod de – nu alligevel ikke så svære at erkende – arbejdsløse; men netop ikke ud fra betragtningen, at det, som de arbejdsløse mangler, er penge til at leve for, men derimod ud fra synspunktet, at de er udelukket fra at arbejde og deltage i samfundslivets fællesskab. Det er det endegyldige og sidste resultat af det kategoriale modelbyggeri: Hvis man har lov til at arbejde for de riges rigdom, som man ikke selv har noget ud af, så hører man ikke til de fattige, næsten uanset, hvor meget man tjener. Kun de, der ikke får mulighed for at arbejde i kapitalens og statens tjeneste og på den måde vise, hvilke potentialer de rummer, udelukkes fra det, som de har krav på:

“Det er jo samfundsmæssigt betingede chancer, der afgør, hvilke konsekvenser der rent faktisk bliver resultatet af de forskellige individuelle potentialer i sidste ende.”

Denne uret tør de værdifrie forskere så alligevel godt anklage uforblommet. Det er ikke underligt: Hjælp mod udgrænsningen, støtte til “at stå på egne ben”, mobilisering af dem, der allerede har opgivet selvrealiseringen – alt det passer godt sammen… Regeringsforskerne gør deres arbejdsgiver den tjeneste at definere fattigdom som lige præcis det, som staten bekæmper så overordentligt hårdt med sin “aktiverende socialpolitik”. Dermed er den kategoriale ramme færdig, som resten af de 300 siders tal og statistikker skal indordnes og fortolkes efter. Hvad tallene angår, forties eller bagatelliseres intet angående de ødelagte eksistenser og ødelagte liv, som hører med til vores samfund. Det gælder bare om at “forstå” dem rigtigt:

“Rapporten gør det tydeligt, at fattigdomsrisikoen i betydeligt omfang hænger samme med arbejdsløshed. Men hvis arbejdsløshed er hovedårsagen til fattigdom og social udgrænsning, så må en socialt retfærdig politik primært orientere sig mod at skabe arbejdspladser og få arbejdsløse integreret på arbejdsmarkedet. … Det peger på den centrale betydning af økonomisk vækst.” Og til det formål er det nødvendigt, at “lønomkostningerne incl. pensionbidrag etc. fortsat falder … osv.” (s. 194 ff)

- men det har vi allerede haft. Quod erat demonstrandum.

*

I øvrigt er fattigdomsforskningen selv det eneste område, hvor man rent faktisk kan afhjælpe en mangel ved hjælp af penge. For det første har den hænderne fulde med den fortsatte afklaring af det vanskeligt målelige og værdidomsbehæftede fattigdomsbegreb. Og for det andet er der endnu en uløst opgave, der ligger og venter: Når nu fattigdommen er sådan en ‘kompleks’ forskningsgenstand, hvordan står det så til med rigdommen …
Diagnosen: “For tiden kan en fuldstændig operationalisering af den meget komplekse ansats til deltagelses- og realiseringschancer endnu ikke lade sig gøre. Egnede måleinstrumenter må først udvikles yderligere.” Frem for alt “i forbindelse med den begrebsmæssige bestemmelse af rigdom kan der ikke på analog vis knyttes an til en etableret forskningsretning, konceptionelle forarbejder og empiriske arbejder ligesom ved fattigdomsspørgsmål.”
Kuren:

“I betragtning af den endnu i vid udstrækning diffuse begrebsmæssige bestemmelse af rigdom har Forbundsregeringen intensiveret forskningsaktiviteterne inden for rammerne af fattigdoms- og rigdomsrapporteringen især med hensyn til den øverste top af indkomst- og formuefordelingen.” (s. 11)

Her er der stadig brug for en masse projekter og ph.d.-afhandlinger – til gavn for de fattige!

Artiklen blev først bragt i tidsskriftet Gegenstandpunkt nr. 2, 2005. Den danske oversættelse bringes med tilladelse fra tidsskriftet Social Kritik, hvor den blev bragt første gang i nr. 102: Måling & Evidens:
http://www.socialkritik.dk/arkiv/forfatter.asp?forfatter=Karl+Held

Talk and discussion: What is Nationalism?

Politicians, ordinary citizens and some activists like to talk about “us” and “our nation”. They talk about the unquestionable benefit of community and the necessity to make sacrifices for it. Using the nation as justification seems to be so self-evident that almost every political tendency does it: bankers are critiqued for putting themselves before the community, students remind the government how useful they are for the nation and rightwingers have a very principal suspicion that everybody else aims to undermine the nation.
We want to discuss how, in a society where the pursuit of one’s own
self-interest is a necessity and encouraged, people galore arrive at the
conclusion that their nation deserves appreciation and sacrifice. We also want to discuss why this nationalistic conclusion is a bad one.

Wednesday, February 16, 7-10 pm
at Solidaritetsbutikken, Griffenfeldsgade 41, Copenhagen.

The talk will be held by a representative of the
Young Left against Capital and Nation, London
(www.junge-linke.org/en).
Free admission. The talk and discussion will be held in English.

See also following article:
http://www.junge-linke.org/files/2010/06/kittens-01-web.pdf (s. 1-7)

Update: Consumption and Consumerism in Capitalism

Foredraget og diskussionen på mødet i tirsdags er nu lagt på nettet som mp3-fil.

The lecture and discussion of last Tuesday’s meeting has been made available online as an mp3 file.