Gandhi: Mahatma og Indira i den frie verden

En instruktør fra den tidligere kolonimagt Storbritannien modtager 8 Oscars for sin biograffilm om en indisk politi­ker: Sir Richard Attenborough’s „Gandhi“ er sæsonens film­hit. Som den tåreblændede instruktør sagde til the Academy i Hollywood! „You are honouring in fact Gandhi and his message of non-violence and peace for all mankind!“. Og det lige da der er optog til en 3. verdenskrig og samtidig med massakrerne i de indiske provinser Assam og Punjab.

Her skal ikke bringes nogen filmkritik. Attenboroughs film kommer med originale Gandhi-citater; filmen er fuldstændig realistisk hvad angår historiske facts og kostumer; og ho­vedrolleindehaveren har ikke bare lært at spinde garn per­fekt, men har også smidt 30 kg for at kunne fremstille det historiske forlægs sultestrejker „realistisk“. Man kan ikke bebrejde instruktøren, at man ikke får noget at vide om ko­lonialisme, Indien, Gandhis politik og ideologi samt den imperialistiske afkolonisering ved at se filmen. Når alt kommer til alt drejer det sig om en spillefilm. Derfor bringer vi her et par oplysninger, der ikke kun er be­regnet på biografgængere.

1. Indien før Gandhi
Den 31.12 år 1600 gav Hendes Majestæts Regering the East India Company koncession på handelen i Forindien og på den økonomiske udnyttelse af territoriet øst for Calcutta. Kom­pagniet købte retten til at udskrive skatter af de bengal­ske moguler; det åbnede guld- og ædelstensminer, indførte bomuld-, silke- og jutemanufakturer. Og efter at de briti­ske tropper havde erobret Assam oprettede det teplantager i stor stil. Kompagniet skaffede sig jorden til de pladskræ­vende afgrøder og arbejdskraften til manufakturvirksomhe­derne ved at ekspropriere de selvforsynende bønder og ved at ruinere småhåndværkerne i byerne. Dette fremkaldte mod­stand fra lokale fyrster, som mistede deres kilde til rig­dom pga. kompagniet. Men England nedkæmpede hurtigt denne modstand gennem militære aktioner til „beskyttelse af Kom­pagniets rettigheder“. Og for at fuldføre værket proklame­rede Westminster så i 1798 det britiske overherredømme over alle indiske fyrster. Derpå følger næsten l00 års kolonikrig indtil dronning Victoria i 1877 kunne antage titel af kejserinde over det „pacificerede“ Indien.

Den britiske imperialismes kolonisering af Indien fuldbyr­dede ødelæggelsen af de oprindeligt selvstændige og selv­forsynende indiske landsbyfællesskabers økonomier. Koloni­magten importerede bomuld fra Indien og ruinerede den loka­le stofproduktion med den engelske industris produkter. Samtidig udbyttede engelske kapitalister indisk arbejdskraft ved at oprette bomuldsmanufakturer i selve Indien. Koloni­administrationen kastede sig over maharaja’ernes og deres skatteopkræveres forældede regeringssystem og udformede sub­kontinentets „civilisation“ fuldstændig i overensstemmelse med de behov, der udsprang af den koloniale udbytning. Den oldindiske produktionsmåde mistede således sin økonomiske uafhængighed uden at det betød ændringer i den dertil høren­de samfundsmæssige organisation. De forarmede masser, som landsbyerne nu frisatte, blev til et kæmpe pjalteproletariat i byerne hhv. til en enorm reservearmé for den industri, im­perialismen havde frembragt. Dette skete – som Marx bemær­ker – ikke „så meget i kraft af den britiske skatteopkrævers og den britiske soldats brutale indgriben men snarere i kraft af den engelske dampmaskines og den engelske frihandels for­måen“. (Karl Marx: Det britiske herredømme i Indien)

2. Gandhi
Mohandas Kararamchand Gandhi (senere: Mahatma = den store sjæl) var søn af en minister, som briterne havde indsat i staten Porbandor, og blev derfor sendt til London for at studere jura. Efter sin hjemkomst til Indien opdagede han „Den Indiske Nationalkongres“. Det var en forening af indi­ske intellektuelle, der var ansat i koloniadministrationen. Kongressen var stiftet af briterne med det formål at del­agtiggøre en indfødt elite i magtudøvelsen. Netop de studen­ter, der var uddannet i England, gjorde brug af det, de hav­de lært: I de britiske demokratiske princippers navn kræve­de de ligestilling med de engelske koloniembedsmænd. Gandhi Oawaharial Nehru forhindrede en gennemførelse af socialis­tiske ideer ved at vælte den venstreorienterede partiledelse i 1939. Over for ideen om en „folkerevolution imod kolonia­lisme og feudalisme“ opstillede de strategien om „civil u-lydighed“ ved hjælp af „passiv modstand“. Målet var at ska­be en „folkeretsligt uafhængig“ indisk forbundsstat inden for de grænser, som kolonialismen havde skabt, altså inklusive de områder i øst, vest og nord, som England havde erob­ret udover det gamle Hindustan.

Ud over koloniadministrationens uddannede funktionærer, som bar kongressen organisatorisk, vandt Gandhi også de fleste fyrster for sig. Dette gjorde han ved i sine programmer at tage afstand fra at ændre de traditionelle ejendoms- og herredømmeforhold ved hjælp af magt. Stik imod de her eksisterende forestillinger gik Mahatmaen ikke ind for en ophævelse af kastesystemet. Han krævede blot „re­spekt, tolerance og næstekærlighed“ fra kastehinduerne over for pariaerne, som fik et par hektar jord, han havde tigget sammen til dem, med samt det smukke navn „Harijans“ ( = guds børn). Navnet har de stadigvæk, men naturligvis ikke jorden.

Gandhi tilbragte i alt 66 måneder i britiske fængsler. Stør­stedelen af denne tid efter 1942, hvor han, midt under 2. verdenskrig, lancerede parolen „Quit India“ imod kolonimag­ten. Hans sultestrejker i fængslet og den af ham propagere­de vision om et „demokrati i Indien“ som skulle være venska­beligt og økonomisk nært forbundet med ex-moderlandet, gjor­de ham også populær hos engelske kritikere af koloniherre­dømmet. De massakrer, som kolonitropperne anrettede på kon­gressens forsamlinger fra tid til anden, og som Gandhi førte sine værgeløse masser ind i, retfærdiggjorde bevægelsen i Indien moralsk i en sådan grad, at Labour under valgkampen til Underhuset i 1946 udfordrede og vandt over krigens sejr­herre Churchill med kravet om, at Indien skulle være en u-afhængig stat.

Modsætningen imellem hinduer og muslimer, som kolonimagten nærede og fremmede for at svække kongressen, førte til at Muslimligaen udskiltes af kongressen og til planen om op­delingen af det britiske Indien i Bharat (den nuværende in­diske republik) og Pakistan. Gandhi og Nehru accepterede den måde, opdelingen var udformet på. Det var sket efter prin­cippet cuius religio, ejus regio (maharaja’erne afgjorde ud fra deres religiøse tilhørsforhold hvilken af de nye stater deres territorium skulle være en del af).

De var udmærket godt klar over, at dette ville medføre det blodbad, som Indiens uafhængighed blev indført under: 600.000 døde muslimer og hinduer fra de pågældende mindretal i de nye statsområder. Gandhi overtog ikke nogen statspost og overlod det således til sin fælle i den ikke-voldelige modstandskamp, Nehru, straks at udstyre den Indiske Union med hær og politi. Og det blev også overladt til Nehru at befale indmarchen i det overvejende muslimske Kashmir. Den 30.l. 1948 blev Gandhi skudt af en religiøs fanatiker efter afslutningen af en sultestrejke, der skulle bringe en ende på myrderierne imellem hinduer og muslimer. Gandhi blev selv offer for den vold, hvis anledning han selv hav­de accepteret „om end modstræbende“.

3. Indiens afkolonisering
Lige så lidt som f.eks. Kenyas befrielse fra britisk over­herredømme og opnåelse af politisk uafhængighed skyldtes Mau-Mau-opstandens anvendelse af vold, lige så lidt var det naturligvis Gandhis bevægelse for „passiv modstand“, som bevirkede, at kolonimagten trak sig ud af Indien. Afkoloni­seringen skyldtes også for Indiens vedkommende resultatet af 2. verdenskrig. USA havde opnået kontrol over verdens­markedet, og alle de europæiske kolonimagters økonomier blev genopbygget på basis af amerikansk kredit og som anlægssfære for amerikansk kapital. I lyset af dette syntes det at være en helt og aldeles unødvendig hindring, at der eksisterede et kolonialt afhængighedsforhold imellem de stater, som var blevet til den førende verdensmagts junior­partnere, og de områder med en natur samt med et menneske­materiale, som lod sig udnytte i en kapitalistisk værdipro­duktion. Det var altså USA som gennemtvang befrielsen af kolonierne og deres politiske uafhængighed og følgelig gjorde dem frit tilgængelige for alle konkurrerende imperia­listiske stater og kapitaler. Når Storbritannien overfarte sine kolonier til et Commonwealth af uafhængige, venskabe­ligt forbundne nationer, så skyldtes det – ud over den så ofte nævnte sunde fornuft – foruden presset fra USA også en cost-benefit analyse, som vejede den finansielle belast­ning, som forarmelsen af de indiske masser medførte for „mo­derlandet“, op imod det udbytte, som udførslen af subkonti­nentets rigdomme og anvendelsen af dets arbejdskraft gav. Denne analyse førte til det resultat, som også er gældende i dag: det kan bedre betale sig at gøre forretninger med et uafhængigt Indien end at udplyndre en besat koloni, hvor masserne lever i elendighed og gør modstand.

4. Indien efter uafhængigheden
Det indiske statsvæsen var baseret på koloniadministratio­nens højtstående embedsmænd, på det nationale handelsbour­geoisi og de kapitalistiske storgodsejere. For størstedelen af land- og bybefolkningen var forandringen i de politiske forhold uden nogen som helst økonomisk betydning. Det, der hertillands roses i høje toner som „det største demokrati i verden“ (tidligere blev det hele tiden holdt frem som et positivt alternativ til „Kommunistkina“ indtil Folkerepu­blikken efter Maos død blev „vores“ endegyldige partner imod Sovjetunionen i Asien), har intet som helst med demo­krati at gøre. De demokratiske idealer individualitet, præ­station, lighed, broderskab savner fuldstændig et grundlag i en stat, hvis økonomi endnu i udstrakt grad er baseret på personlige afhængighedsforhold og ikke på det frie lønarbej­de. Det indiske demokratis måde at fungere på viser også dette, når det ikke blot er de såkaldte ekstreme tilfælde, sådan som det for nylig var tilfældet med massemyrderierne i forbindelse med det lokale parlamentsvalg i Assam, der får pressens opmærksomhed. Det har ingenting med „politisk meningsdannelse“ i hjemlig forstand at gøre, når Indira-kongressen fra det ene valg til det andet vokser fra 10% til absolut flertal og firedobler antallet af parlaments­medlemmer ved hjælp af frafaldne fra andre partier. Herhjem­me foretager man nemlig en relativering af interessen i for­hold til det, der er „gennemførligt“ af et partiprogram, en relativering, som af og til tager form af, at man betror nogle andre personer ledelsen af staten. Men i et statsvæ­sen, hvor kun knap 5% af borgerne overhovedet behersker det sprog, som „det politiske liv“ foregår på (engelsk), er det andre faktorer, der er ansvarlige for valgresultatet end vælgerbefolkningens frie afgørelse til fordel for én herre­dømmevariant og til ugunst for en anden. Efter valghandling­en søger kommentatorerne i den indiske presse at finde frem til valgsvindelens omfang. Og forud for valget frembringer begivenheder, der hertillands ville være fuldstændig poli­tisk irrelevante, pludselig et politisk parti, som kan æn­dre det indiske „partibillede“ – således som det netop skete i forbindelse med opgøret imellem Indira og hendes svi­gerdatter. Dertil kommer, at det indiske demokrati besidder en konstitutionel nødbremse, som skal forhindre, at vælger­nes vilje kommer til udtryk, såfremt den skulle kunne an­fægte de herskende klassers og elitens interesser. Der gø­res regelmæssigt brug af muligheden for at stille oprørske delstater under „presidential rule“, dvs. faktisk at kasse­re valgresultatet, når der fremkommer kommunistiske flertal som i Kerala og Vestbengalen.

Når de indiske masser „gør oprør“, så gør de det aldrig imod øvrigheden eller andre af de instanser, der reelt er ansvar­lige for deres elendighed. De gør det udelukkende imod lidel­sesfæller, som adskiller sig fra dem i national eller religi­øs henseende:

„Man må huske på, at denne stagnerende, vegeterende tilstand, som er mennesket uværdigt, denne passive levevis på den anden side kompletteredes af besværgelsen af vilde, planløse og hæmningsløse ødelæggelseskræfter. I selve Hindustan blev mord således til et religiøst ritual.“ (Karl Marx: Det britiske herredømme i Indien, 1853)

Denne Marxske beskrivelse af kolonitidens Indien passer – trods Gandhi og midt under Indiras indiske demokrati – den dag i dag på landsbyboernes massakre på de bengalske indvandrere i Assara og de grusomheder, som bryder løs imellem mu­slimer og hinduer på deres respektive religiøse højtider. Den konkurrencekamp imellem de regionale såvel som de nationale partiers lokalpolitikere, som er blevet Institutionali­seret med demokratiet, har først rigtig befordret menneske-slagterierne: på den aktuelle skueplads i Assam mobiliserer partierne for det tibetormanske flertal massernes angst for at blive „opslugt“ af hinduer og muslimske bengalere, mens Indira-kongressen ophidser delstatens oprindelige indbyg­geres småstammer imod „dem, der havde erobret deres land“. Indira fremkaldte et nyvalg i denne delstat for at få fingre i 12 ledige pladser i Assams overhus og registrerede ganske upåvirket 6000 døde bengalere som et „massivt forsøg på fra oppositionens side at skræmme vælgerne“. Det vestlige udland, som holder urokkeligt fast ved fiktionen om det indiske de­mokrati, kommenterer hændelser som dem i Assam som en primi­tiv folkementalitets ukontrollerede manifestationer. Den slags gør, ifølge disse kommentarer, demokratiet i Indien til et så meget mere voveligt foretagende, som man må have beundring for. Og man hilser beroliget afsendelsen af trop­per til „den urolige provins“ velkommen. De lig, som disse så producerer, tjener i det mindste et godt formål, der er til at forstå: genoprettelsen af ro og orden.

5. Gandhiismen
Tilbage står det spørgsmål, hvad det er, der gør den udtæ­rede hindupolitiker Gandhi til den frie verdens helt i 1983? Hvad angår republikken Indien, som har støttet Sir Richards film og som henregner Oscarene til sine ideelle rigdomme, er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor Indi­ra lægger vægt på sit eget slægtskab med Gandhi, selvom de ikke er blodbeslægtede:

Princippet om ikke-vold er den statslige magts ideal ikke bare i Indien, men i alle retsstater, især de demokratisk regerede. Det er borgernes forpligtelse til at udkæmpe de­res indbyrdes interessemodsætninger hhv. deres konflikter med øvrigheden uden at anvende fysisk vold. I statens magt­monopol ligger der en sikring af et tvangsforhold, som sør­ger for, at konkurrencens resultater fremmer nationens magt og rigdom.

I Indien praler man af en statsgrundlægger, som samtidig skal være et symbol på ikke-vold: Dette ser bl.a. sådan ud, at der på nationaldagen frembæres kæmpeportrætter af Mahat­maen i spidsen for militærparaden i Delhi. Statsmagten fø­rer sig frem med den påstand, at den slet ikke udgør en sådan (magt vendt imod folk). De dagligt forekommende op­rør i denne eller hin af Unionens landsdele hænges ud som et brud på princippet om ikke-vold og slås ned af poli­tiet og hæren, så at Gandhis ånd igen er fremherskende i Bharat. Denne ånd har ikke hindret den stat, som påberåber sig den, i at føre krig mod Pakistan tre gange og mod Kina en gang, i at besætte Goa eller i at marchere ind i Sikkim og Bhutan. De øvrige ingredienser i Gandhiismen, som af op­finderen selv benævntes „metafysik“, nemlig askese, stoi­cisme, næstekærlighed og seksuel afholdenhed gør også nyt­te: det tjener som den fra officiel side anbefalede moral til masserne, så at de kan og vil udholde et i øvrigt trøs­tesløst liv i sult og elendighed.

I Vesten nød den „ikke-voldelige revolutionære“ den stør­ste højagtelse allerede før Indiens uafhængighed, fordi der var tale om en „opstand“, hvor ingen britere kom til skade, og hvor hovedpressionsmidlet var døde indere, som skulle påvirke kolonimagtens samvittighed. Gandhis holdning er blevet foreholdt alle befrielsesbevægelser som påbud til de fordømte her på jorden og stukket enhver Guerilla i næsen som moralsk bebrejdelse. I Vestens demokratiske metropoler afprøvede 60-ernes utilfredse ungdom nogle former for gandhisk civil disobedience: De måtte konstatere, at de juri­diske myndigheder anser dette for et strafbart forhold, nemlig pression, og forfølger de ikke-voldelige gernings­mænd pga. anvendelse af „kompulsiv vold“.

I det mellemstatslige samkvem eksisterer der også traktater om at give afkald på at anvende magt. Med disse overenskom­ster erklærer suveræne magter det som deres hensigt forelø­big ikke at indsætte deres respektive magtapparater på trods af deres modstridende interesser. Også dette er helt igennem i overensstemmelse med Gandhis ånd: hans princip om ikke-vold har aldrig bekymret sig om de objektive årsager og grunde til magtanvendelse under forhold, der opretholdes ved hjælp af magt. Derimod kræver princippet i stedet af ofrene, at de personligt giver afkald på voldsanvendelse. I en stat, ligegyldig hvilken, kan den slags kun have reel gyldighed som en dyd hos de regerede.

På et tidspunkt, hvor forberedelserne til den store krig behandles som opretholdelsen af freden og de daglige skær­mydsler afvikles som sikring af freden, er det helt i ti­dens ånd, at en film om Gandhi, produceret af den tidligere kolonimagt og ex-kolonien i fællesskab, er en begivenhed af verdensformat, som præmieres af kulturbourgeoisiet i den førende imperialistiske magt. Hele den civiliserede menne­skehed vil nyde den som den moralske opbyggelse den er, og måske vil den endog blive eksporteret til Mellemamerika og andre „urolige“ egne af verden som et eksempel til efter­følgelse. I Gandhi ærer den frie verden magtens gode sam­vittighed og forsikrer ofrene for den om sin dybeste del­tagelse. Ronald og Nancy var efter sigende rørt til tårer.

Kilde: Københavns Universitetsblad, 4. Årg. Nr. 3 (24. maj 1983)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s