20 års studenterbevægelse – En død sild hales frem

Den borgerlige offentlighed kan godt lide runde jubilæer – og 1968 ligger som bekendt 20 år tilbage i tiden. Ingen velrenommeret avis lader lejligheden gå fra sig til at servere et par dybsindige betragtninger over studenteroprørets forlængst forgangne “oprørske tider”. Interviews med udvalgte 68-veteraner har højkonjunktur. De får lov at svælge lidt i sentimental nostalgi og er med deres nuværende levevej et vidnesbyrd om, at 60`erne var en højst interessant historisk epoke. Det drejer sig om en epoke, som man angiveligt kun kan forstå i et socio-psykologisk perspektiv efter mottoet: Også borgerskabets velnærede frustrerede børn skal have hornene løbet af sig, og det har bidraget meget til kulturlivet.

Ifølge den frie demokratiske offentlighed er man helt galt afmarcheret, hvis man tror, at datidens “bevægelse” også havde politiske grunde og argumenter for sit oprør. Og en dannet 88er demokrat kan virkelig ikke tillade sig at mene, at datidens kritik indeholdt et par sandheder om 60ernes demokrati og at denne kritik måske også holder stik i dag.

Et par sandheder, som studenterbevægelsen ikke fejres for

Vietnamkrigen – demokratisk imperialisme

USA bomber et folk tilbage til stenalderen. I 60erne udløste det harme og raseri hos adskillige europæere og amerikanere. Dengang havde man så høje tanker om demokratiet, at mange – især blandt de intellektuelle – mente, at nedslagtninger som i Vietnam var noget, der var uforeneligt med denne ophøjede form for herredømme. Som engagerede demokratiske borgere ville de ikke stille sig tilfreds med at vente til næste valg med at “gøre opmærksom” på deres utilfredshed. De organiserede demonstrationer og andre manifestationer i den tro, at et ordentligt demokrati måtte tage hensyn til massive protester. Det gjorde demokratiet også – med knipler, vandkanoner og tåregas iværksatte statsmagten oprydningen. Det resulterede i et par døde demonstranter – i det solrige Californien og andre steder.

Og den frie verdens førermagt fuldendte uanfægtet sine bombe- og napalmangreb med udtrykkelig offentlig støtte fra de danske myndigheder. Da amerikanerne midlertidigt indstillede sønderbombningen, blev det betragtet som en storslået fredsgestus iblandet en smule bekymring over om Nordvietnameserne nu også havde fået nok.

“USA havde tidligere forsøgt mange initiativer med henblik på at få sat fredsforhandlinger i gang. Det var nu, det skulle vise sig, om Nordvietnam var rede til at begrænse sin krigsførelse, at indlede forhandlinger og at give indrømmelser” (Poul Schlüter efter Johnsons “bombestop”, Folketingets årbog 1967-68, s. 596)

Og så skulle det være forkert, når mange modstandere af Vietnamkrigen dengang tog denne ytring alvorligt og reviderede deres syn på det ophøjede mål, der kaldtes (og kaldes) vores frihed! Dengang var der faktisk mange, der opdagede, at frihed slet ikke er en parole for en idyllisk verden, men derimod navnet på et verdensomspændende krav om magt – et navn der retfærdiggør enhver nedslagtning. På baggrund af de krigshandlinger, som den demokratiske verdensmagt foretog i Vietnam, kom de til den konklusion, at demokrati ikke er et program, der har til formål at gøre folk lykkelige, men et instrument, der passer fortrinligt til det imperialistiske krav om verdensherredømme.

Disse kætterske tanker blev ikke modbevist. I stedet kan enhver af demokratiets fortalere i forskellige varianter bedyre, at demokrati er alle tiders. Og ‘argumentet’: “Demokratiet tillader altid, at man kritiserer det – altså klap i!”, har længe hørt til almindelig dannelse herhjemme.

Vietnameserne mærker stadig følgerne af Vietnamkrigen – i enhver anden henseende er den slut. Men bortset fra det, hvad har så egentlig ændret sig siden den gang? Det hævdes, at amerikanerne pådrog sig et “Vietnamtraume”, og også efter at Reagan har overvundet det, hedder det sig, at USA under ingen omstændigheder vil risikere “et nyt Vietnam”. Det betyder blot, at NATOs førende magt nu mod slutningen af firserne “blot” tilrettelægger sine verdensomspændende aktiviteter en smule anderledes. USA har slået sig på en ny teknik – organisering af såkaldte borgerkrige. Contraerne i Nicaragua, Mujahedinerne i Afghanistan – alle steder, hvor en statsmagt, der ikke passer USA, skal bekæmpes, samler CIA lokale fanatikere og gør dem til tapre borgerkrigsarméer, som de ikke kan være bekendt at nægte våbenleverancer. Hvis det ikke er tilstrækkeligt, så bliver amerikanske tropper lige sendt til Honduras på en rask lille “militærøvelse”. Gorillaer som Marcos på Filippinerne og Noriega i Panama, der som lokale magthavere bestyrer deres stater i overensstemmelse med freedom and democracy, bliver ind- og afsat fra Washington.

Den amerikanske hærs magtfulde tilstedeværelse over hele verden er i den grad en selvfølge, at bombardementet af libyske byer, den militære kontrol af Golf-regionen og olieruterne samt troppekoncentrationerne i Panama betragtes som udtryk for amerikansk tilbageholdenhed, ligesom invasionen af Grenada blev afviklet som en intern manøvre.
Desuden råder frihedsmagt nr. 1 over en række pålidelige venligtsindede stater som Israel, Frankrig og Sydafrika, der overtager en stor del af det beskidte arbejde med at rydde op i “urocentre” i Mellemøsten og Afrika.

Ikke at forglemme Danmark, der kun alt for gerne støtter “vore amerikanske venner”, også selvom det danske militær ikke har nogen “aktuelle planer” om at blande sig militært, men foreløbig nøjes med at være USAs “prop i Østersøen”.

Ganske vist er der sket fremskridt siden 60erne: Den voldelige opdeling af verden er skredet frem. I gennemsættelsen af det frihedselskende krav på verdensherredømmet mod den anden supermagt er det ikke længere nødvendigt for USA og de europæiske allierede at beskæftige sig med afviklingen af gamle kolonialkrav, sådan som det var tilfældet i Vietnam.

Bekymringen for, at stadig flere stater kunne falde under sovjetisk indflydelse ved afkolonisering, er en saga blot. I dag sorteres verden under påberåbelse af dette principielle fjendskab og der ryddes op i de 4 til 5 stater, der ikke uden videre passer ind i den frie verdens strategiske koncept.

Også den demokratiske bevidsthed har unægtelig gjort fremskridt. Oplyste demokrater i firserne tager ikke de demokratiske idealer så alvorligt, at de vil rette en principiel kritik mod de demokratiske statsmagters grusomheder. Det er velkendt for enhver avislæser, at magten sætter sig igennem, får ret og beholder den. De kritiske intellektuelle i Danmark ønsker, at nationen i højere grad indgår som “mægler” i forbindelse med “internationale konflikter”. Den største mangel ved verdenspolitikken af i dag er angivelig manglen på dansk indflydelse. Og de mest kritiske har medfølelse med imperialismens ofre, drikker nicaraguansk kaffe og spørger fra tid til anden sig selv og hinanden, om ofrene nu også virkelig fortjener deres medlidenhed.

Parlamentarismen – et herskerinstrument

Enkelte opdagede dengang, at et parlament ikke indebærer, at folket dikterer de regerende noget, men omvendt: At mennesket som vælger altid er stemmekvæg; og at den magt, der er organiseret i parlamentet, altid står i modsætning til folket (derfor talte nogen også om “udenomsparlamentarisk opposition”).

Er det måske anderledes i dag? De såkaldte etablerede partier beviser løbende, at parlamenter er instrumenter til herredømme – og kun det. Om man står over for et vendepunkt og hvor det fører hen – det har parlamentarikerne altid aftalt indbyrdes på forhånd. Hvilken opgave et folketingsmedlem bliver “pålagt” af sine vælgere ligger fast i kraft af de opgaver politikken står overfor og de afgørelser, som flertallet i folketinget træffer i overensstemmelse hermed. For en vælger er det uden betydning, om han overhovedet kender disse statsopgaver og de tilsvarende partiprogrammer eller om han af helt andre, vilkårlige grunde går til valg. Reklamen for et folketingsvalg opererer alligevel udelukkende med de mest usmagelige billeder af fremragende personligheder, som man kun skal betro en ting – nationens ve og vel.

Det har hverken VS, SF eller De Grønne ændret noget ved. De har for længst bevist at indtræden i parlamentet aldrig fører til andet end netop involvering i det taktiske parlamentariske spil.

Demokratiet – klassesamfundets herredømme

I studenterbevægelsen opstod spørgsmålet om, hvilket formål eliten tjente og hvad resten af nationens indbyggere, der ikke lige gik på universitetet, egentlig fik ud af demokratiet. Det var ikke svært at konstatere, at der var mange mennesker, der kunne forvente at få mindre ud af samfundet end en student kunne, men som aldrig i livet tænkte på at protestere. Det fik den daværende “bevægelse” til at drage den slutning, at man egentlig var nødt til at studere de økonomiske lovmæssigheder for dette samfund. Nogle gjorde det også og fandt ud af, at Marx’ analyser ikke havde mistet deres aktualitet, selvom de var temmelig gamle. De fandt ud af, at vores frie markedsøkonomiske samfund var et kapitalistisk klassesamfund. Et samfund, der bygger på det antagonistiske forhold mellem lønarbejde og kapital og hvor fordele og ulemper derfor nødvendigvis er helt entydigt fordelt. De erklærede, at lønarbejde ikke duede som eksistensmiddel og at det var en fejl at satse på det som et sådant. En konsekvens af denne indsigt var også, at dette samfund med alle dets skadelige virkninger kun kan omstyrtes af arbejdernes klassekamp og ikke af intellektuelle på universitetet.

Heller ikke i ’68 fandtes der nogen klassebevidst arbejderbevægelse. Også dengang stod LO i spidsen for en tapper rød/hvid arbejdstagersammenslutning og opdragelsen af arbejderne til BT- og Ekstrabladslæsere var lykkedes perfekt. Blot var det på daværende tidspunkt ikke samtidig ensbetydende med, at alle også mente, at så var alt også i orden. Visse folk i “bevægelsen” drog den konklusion, at så måtte man sætte arbejderne op imod disse forhold og organisere en arbejderbevægelse, der var parat til at kæmpe.

I 1988 er oplyste akademikerspirer helt overbeviste om, at man kun kan have et medlidende smil til overs for den slags “forældede klassekampsparoler”. Mon man også kan få at vide hvorfor? Er det da sådan, at et eneste argument mod det kapitalistisk klassesamfund er blevet modbevist? Hvis interesser er de afgørende her i landet – værftsarbejdernes eller Danyards? Regeringens økonomiske politik, 250.000 arbejdsløse og de kommentarer det afføder, for slet ikke at tale om LO’s seneste minusoverenskomst: Hvad er det altsammen andet end klassekamp fra oven? Desværre er der overhovedet ikke noget forældet ved kapitalismen.

Kapitalismekritikerne fra 1968 har ikke haft succes. Arbejderne lod sig ikke sætte op mod kapitalismen. Og hvad beviser det så? Intet – udover hvor perfekt den demokratiske opdragelse til vælger, LO-medlem og BT-læser fungerer. Og hvor nødvendigt det er at agitere folk så meget desto mere.

Selvfølgelig har (og havde) studenter for det meste noget bedre at tage sig til. I firserne har de fx opfundet “postmodernismen” samtidig med, at de skal klare “studiepresset”.

Den borgerlige videnskab – falske tanker til lovprisning af demokratiet

Det har altid været de danske universiteters opgave at levere åndrige for tolkninger og reaktionære henholdsvis idealistiske forherligelser af de samfundsmæssige forhold. Dette forekom mange studerende temmelig verdensfjernt og det fik de også medhold i af offentligheden. Men for 20 år siden fandtes der også studenter, der var sure over den måde videnskaben blev udøvet på og som ikke var helt overbeviste om den uimodsigelige “naturlige” autoritet, der fulgte med en professortitel. Nogle var ophidsede over at skulle fortolke digte, alt imens amerikanerne bombede Hanoi eller, over at man skulle interessere sig for “slaget ved Dybbøl Mølle”, for senere som historielærer at kunne indterpe tragikken i den danske fortid hos eleverne.

Der var tilmed nogle, der konfronterede videnskaben med det krav, at den burde frembringe anvisninger på en fornuftig indgriben i samfundet. Ærværdige åndsvidenskaber som sociologi og økonomi blev generet med krav om, at deres teorier skulle holde stik og være af praktisk relevans. Den slags krav fik den samlede videnskab på nakken. På baggrund af det var der folk, der drog den slutning, at dette samfund åbenbart har brug for den videnskabeligt-systematiske produktion af idioti, fordi der kun findes dårlige argumenter for herredømme, men dem er der til gengæld også nok af.

Hvad har så ændret sig siden da? Den borgerlige videnskab kunne ikke tilbagevise kritikken og havde heller ikke behov for det. Danske professorer lærte hurtigt, at det er mere effektivt at sætte deres autoritet ind over for kritikken end at lade deres falske tanker blive kritiseret. Lovgiverne har med deres bekendtgørelser bla. i tilfældet med RUC for længst understreget, at universiteterne ikke er nogen tumleplads for afvigende meninger, men opdragelsesanstalter til konformisme.

Videnskaben selv har kun gjort ét fremskridt. Den kan ikke længere angribes med spørgsmålet om dens gyldighed. På alle åndsvidenskabelige grundkurser indprentes derfor den “erkendelse”, at videnskab må rette sig efter videnskabsmandens interesser, og derfor ikke kan kontrolleres med hensyn til objektivitet – men netop må være lige så mangfoldig som alle de forskellige ansatser, som videnskabsmændene fremkommer med.

Den, der insisterer på en rigtig forklaring, beskyldes hurtigt for “voldelig argumentation” og konfronteres med den “sandhed”, at der ikke findes nogen sandhed og at det er en sandhed, man bare har at rette sig efter.

*

1. De par indsigter, som studenterbevægelsen gjorde, blev på ingen måde tilbagevist – bortset fra én: Statsmagten ville ikke lade sig diktere “af et lille radikaliseret mindretal”. Den beviste, at det er den borgerlige magt og dens vold, der regerer og ingen andre. Det gjorde indtryk – også på studenterbevægelsen selv: Flertallet indordnede sig under de demokratiske forhold i Danmark og fik til og med også et borgerligt job. I dag er de temmelig overbeviste om, at de egentlig aldrig stræbte efter andet. Over for dem har statsmagten gjort det klart, at den rent faktisk ikke kender nogen højere værdi end sit voldsmonopol. Den har besvaret enhver kritik med beskyldningen om voldelighed og har dermed konfronteret sine modstandere med et énsidigt krav på magt. Også det har man taget til efterretning og accepteret. Fx er der ikke noget, der er vigtigere for demonstranter i ’88, end at lægge vægt på ikke at anvende vold.

2. Demokratiet har vist sig at være ret så totalitært – og lige netop det skulle være et bevis på dets kvalitet?!

Fra: Kommunistisk Uddelingsblad, udg. af Marxistisk Gruppe, nr. 2, 1988.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s