Nogle beskedne formodninger om hypotesen

I institutionerne for uddannelse og forskning oplever man ofte følgende: Man kommer med en herlig teori, og hvad får man så at høre? “Den går ikke; det er bare en hypotese!” OK! Mennesket er lærenemt, så næste gang siger man, at man har en hypotese (gr). Men i virkeligheden har man naturligvis stadig sin teori.Skal man heraf slutte, at hypoteser har noget med videnskab at gøre?

HVAD HAR HYPOTESER MED VIDENSKAB AT GØRE?

Når man siger, at man har en hypotese, så påstår man, at man ved noget. Men på grund af det, som man allerede ved om sin genstand, er man kommet til det resultat, at den kunne være af den ene eller den anden beskaffenhed. Når man siger, at man har en mulig forklaring, så har man dermed hævdet to ting:
1. Den formodning, man gør sig, er begrundet, og den er vel at mærke begrundet i det, man allerede ved, og
2. Begrundelserne er mangelfulde, i og med de stadig tillader forskellige forklaringer. Så hvis man vil have vished, kan man ikke stille sig tilfreds med en hypotese.

Den moderne videnskab ser anderledes på sagen. Den anser det for en selvfølge, at der skulle bestå en absolut modsætning mellem tænkningen og dens genstand, og hævder, at al viden principielt er foreløbig. Det indeholder en selvmodsigelse: Man anfører målestokken for objektive forklaringer for at betone, at den ikke lader sig opfylde. De borgerlige videnskabsmænd bruger denne selvmodsigelse som belæg for, at hypotetisk tænkning er helt i orden: Hvis man ikke kan sige noget sikkert om virkeligheden, så er man nødt til at lave en tilnærmelsesvis fortolkning. På den måde holder bevidste ikke-forklaringer i hobetal deres indtog i videnskabens verden. Og disse ikke-forklaringer mister ikke spor af deres gyldighed i kraft af den helt åbenhjertige og på forhånd udtalte indskrænkning, at de på ingen måde er det sidste ord, der kan siges om deres genstand. Tværtimod! På den måde gøres de respektable. Hypoteser som “indlæring er adfærdsændring” bliver til vigtige forskningsresultater, som står over for 5 modstridende hypoteser med samme erkendelsesteoretiske ret. Det kan jo også godt være, at indlæring er noget helt andet, men hvem kan sige det med sikkerhed?

Sagen forholder sig selvfølgelig heller ikke sådan, at man utrætteligt opstiller hypoteser for at stille dem til rådighed for resten af forskerne, så de straks kan modbevise dem og dermed sørge for, at summen af viden forøges eller formindskes. Det ville også være absurd! I den borgerlige videnskab sker der derimod det, at berettigede ansatser præsenteres i form af hypotese-argumentet og dermed samtidig gøres uangribelige! Nu om dage hedder det sig i enhver introduktionsforelæsning, at videnskab slet ikke kan bestå af andet end en samling dogmer, og hvis et bidrag ikke understreger, at det tager forbehold over for sig selv, så må det tilbagevises resolut, idet man påberåber sig, at al viden kun er foreløbig.

Videnskabsteorien anser denne praksis for at være normalformen for videnskabelig tænkning, når den hævder, at

“videnskaben gør fremskridt ved at opstille stadig nye hypoteser”,

og giver sig i kast med at levere det filosofiske bevis på, at al teori kun er hypotetisk.

AL VIDEN ER HYPOTETISK

Den teoretiske beskæftigelse med verden kan falde meget forskellig ud: Man må bedømme subjektets tanker alt efter, hvordan subjektet forholder sig til sin genstand. Tankerne er erkendelse, spekulation eller fantasi.

Man har forskellige muligheder for at beskæftige sig med verden. I disse forskellige muligheder opdager den moderne videnskab ikke forskellen på de præstationer, som ånden lægger for dagen. Videnskaben opdager i stedet et problem med hensyn til tænkningen i det hele taget. Da det i alle tilfælde drejer sig om tanker, så skulle det ikke være muligt at se på tankerne, om de forklarer noget eller om de er produkter af fantasien. Den borgerlige videnskab påstår, at enhver åndspræstation gør krav på at være viden, og slutter deraf, at den aldrig nogen sinde kan være det.

Denne påstand må skyldes den interesse, som videnskabsteoretikeren vil underkaste sin genstand under, for han er jo godt klar over forskellen på en forklaring og en opfindelse, når han opremser de forskellige former for tankevirksomhed – fx videnskab, kunst, religion – og samtidig påstår, at han ikke kan få øje på nogen forskel mellem disse tanker. Ethvert udsagn om en genstand er dermed underkastet den særdeles principielle tvivl, om det nu også passer. Man skulle ikke være i stand til at vide, om tanken er rigtig eller ej, eftersom det påstås, at det er et karakteristikum ved enhver tanke, at den muligvis er forkert.

Fejltagelser er ikke længere fejl i tænkningen henholdsvis fejlagtige tanker, men derimod en ufravigelig betingelse for tænkning i det hele taget. På denne måde tegner videnskabsteorien et billede af en videnskab, som hele tiden er i fuld gang med at undersøge det ene og det andet og som aldrig – det er den kære videnskabsteoretiker nu engang helt sikker på – kan være sikker på, at den har skaffet nogen som helst gyldig erkendelse.

“Videnskabens gang består i at prøve sig frem, tage fejl og prøve videre.” (Popper)

Man kræver altså, at subjektet på forhånd skal stille sig hypotetisk til sin tænkning. Man skal være skeptisk over for enhver tanke, fordi man ikke kan udelukke en mulig fejl. Og når der nu hersker denne principielle mangel ved tænkningen, at man aldrig kan vide, om man har tænkt rigtigt, så skulle årsagen være, at det er subjektet, mennesket, som tænker. Fordi det er menneskeligt at tænke, så er det ikke objektivt. Sådan lyder anklagen mod enhver vurdering af en genstand. Og anklagen er lige så ubegrundet som den dermed beviste opfordring til at tvivle: Hvorfor skulle det være en mangel, at det er subjektet, der tænker? Hvem skulle ellers gøre det? Det er sandelig et billigt trick: Fordi det er subjektet, der tænker, så er indholdet af tankerne kun subjektivt.

Videnskaben konstruerer en modsætning mellem tænkning og objektivitet med sin “kritik” af, at erkendelse er et “produkt af mennesket” og “al teori er et resultat af indfald” i kraft af dette. Og efter at have konstrueret denne modsætning stiller den spørgsmålet om, hvordan de to dele kan forenes igen. Den leder efter et kriterium, som alligevel ville kunne dokumentere objektiviteten i de tanker, som er tilvejebragt uafhængigt af beskæftigelsen med virkelige objekter. Dette kriterium får man øje på i forestillingen om den genstand, som man ikke har begrebet.

DERFOR: “EMPIRISK KONTROL”

Når videnskaben udtaler sin skepsis over for muligheden af sikkerhed i tænkningen, så vil den ikke risikere, at det bliver misforstået som en opfordring til at lade være med at lave teorier. Tværtimod: Videnskaben kræver nu, at man som kriterium for teorien benytter empirien, som ganske vist ikke skal være bevis på tankernes rigtighed, men derimod på deres berettigelse.

Således fremkommer den modsigelse, at man som målestok for teorierne indfører netop den “realitet”, som man gav udtryk for, at man ikke kunne vide noget om. Videnskabsfilosoffer påstår i fuld alvor, at den ikke-erkendte genstand selv skal borge for rigtigheden af disse teorier, når man sammenligner den med de teorier om den, som er blevet til uden skelen til den:

“Det er umuligt at nå frem til en forklaring på den virkelige verdens beskaffenhed og love, hvis man kun tænker over den og ikke foretager empirisk kontrol.” (Stegmüller)

Det er med garanti umuligt at praktisere denne teoretiske absurditet, som vil måle tænkningen i forhold til den fuldstændig inkommensurable “realitet”. Og det bliver ikke mindre umuligt, når man tager i betragtning, hvad der forstås ved “teori”, “virkelighed” eller “erfaring”.

Videnskabsteoretikeren opløser førstnævnte i sætninger, som ikke bestemmer noget, men som udtrykker en eller anden vilkårlig detalje ved en ting, ligesom fx i det berømte eksempel med de hvide svaner. Videnskab er her det samme som at se efter, om det nu forholder sig sådan, som man siger. Videnskabsteoretikeren forestiller sig det på følgende måde: Når man siger, at en svane er hvid, så skyldes det ikke, at man på et eller andet tidspunkt har konstateret, at det forholder sig sådan. Det skyldes derimod et “indfald”:

“Teorier er indfald, opdagelser, som der ikke fører nogen rationel vej til fra de iagttagelser, man har gjort.” (Stegmüller)

Først formulerer man en hypotese: “Det kunne være, at en svane er hvid”. Man kontrollerer nu “ideen” ved hjælp af virkeligheden, og – voila! – så finder man rent faktisk en hvid svane. Omvendt figurerer “virkeligheden” ikke som udgangspunkt for tænkningen, men er derimod verden i form af legemliggjorte hypoteser: Der findes hvide svaner eller også gør der ikke. Det er korrekt af videnskabsteoretikeren at kalde virkeligheden for “empiri”, når han indfører den som en sådan mulig samling af detaljer, som de er postuleret af hypotesen. Som “empiri” skal virkeligheden give garanti for, at ingen “teori” mere “slår fejl”: Så ville man jo være nødt til at kende alle svaner først … Videnskabsteorien befaler, at “teorien skal falsificeres med erfaringen”, og tilkendegiver dermed, at iagttagelsen af en tings eksistens i sig selv tjener som grundlag for at verificere eller falsificere “totaludsagnet”. Når “empirien” nu skal kontrollere “teorierne”, så er det kun et ideal. Hvad sker der i virkeligheden? Med den såkaldte erfaringsviden får ånden tildelt et frihedens rige, hvor den kan konstruere forrykte teorier lige så tosset den vil, da kravet på gyldighed praktiseres i form af principiel skepsis.

“Enhver sikkerhed i erkendelsen er selvkonstrueret og dermed uden værdi for forståelsen af virkeligheden. Det vil sige: Vi kan til enhver tid skaffe os vished, idet vi gør den ene eller den anden bestanddel af vores overbevisning immun over for enhver mulig kritik ved at ophæve den til dogme og på den måde sikre den mod risikoen for at slå fejl.”

På den måde stempler man på forhånd enhver tanke som hybris, hvis den insisterer på at være rigtig. Når man fremsætter denne anklage, så lader man som om, at man selv er meget beskeden, men kræver til gengæld også, at alle andre skal optræde på samme måde. Og det gør man i videnskabens navn, da denne videnskab helt sikkert kun kan eksistere hypotetisk. “Det er jo kun en hypotese!”, bliver på den måde til et tungtvejende argument, som ingen vil beskylde for at være sagen uvedkommende. Man behøver ikke at have læst videnskabsteori for at tilbagevise upopulære og uønskede tanker med denne universalindvending, sådan som det er skik og brug på universiteter og andre steder. Og i de sjældne tilfælde, hvor den påbudte moral om at relativere sine tanker ikke bliver efterkommet, følger regelmæssigt anklagen for at udøve vold.

DEN SELVRETFÆRDIGE TVIVL SOM PÅBUD OM TOLERANCE

Det er ikke så lidt hypotese-argumentet kan bruges til: Kravet om relativering er et angreb på ethvert udsagn og dermed også en undskyldning for sine egne, hvilket formelig forbyder angreb på dem. Den principielle tvivl om rigtige resultater i tænkningen tjener jo ikke til at forkaste ens egen teori, men derimod til at berettige den: Den er præcis lige så mulig som enhver anden. Det, der optræder som videnskabelighed, er intet andet end et ordensreglement for humaniora og samfundsvidenskaberne: Enhver tænker skal opføre sig på en sådan måde, at han understreger sine tankers principielle foreløbighed og dermed deres harmløshed, idet han henviser til sin egen subjektivitet.

Tænkningen opfordres til at betragte sig selv som en ren og skær formodning om virkeligheden. Og hvis nogen i den forbindelse beskyldes for at udøve vold, så er det lige præcis dem, der ikke gør krav på andet end argumentationen selv, når gyldigheden af deres argumenter skal begrundes. Hypotese-tanken er i sin natur intet andet end skinnet af en begrundelse for det moralske påbud om tolerance i videnskaben. Den demokratiske magtudøvelses påbud om tolerance kendes fra politikkens sfære, når det kræves, at modstridende interesser frivilligt skal holde igen og lægge en dæmper på sig selv. Og påbuddet passer også til en demokratisk videnskab, som er aldeles tilfreds med at være underordnet under verdens praktiske gang, sådan som den ordnes af de instanser, der er ansvarlige for dette.

Selv hvis man blot rent formelt lader være med at praktisere denne underkastelse under “empiriens kontrol”, så bliver ens argumenter behandlet som misbrug af videnskaben og forvist til den politiske ideologis rige. Men hvis man lægger sig disse manerer på sinde, så har man sin frihed i den kommentar, som man knytter til verdens gang.

Oversat fra tysk efter Hochschulzeitung maj, 1984.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s