Fattigdom – den findes, og vel at mærke i et sådant omfang, at det får regeringen til at præsentere en såkaldt “fattigdomsrapport” med jævne mellemrum.
Samtidig kører den herlige markedsøkonomi og producerer igen og igen årlige stigninger i eksportoverskud, statens indtægter og DAX. Det er altså helt klart: Nationen er rig – og det passer glimrende til den massive fattigdom. Det meddeles også, at denne rigdom ikke alene kræver fattigdom, men vel at mærke stigende fattigdom:
– For når der hele tiden henvises til, at landet kommet så prægtigt gennem krisen, fordi det har sørget for at få en lovgivning, der forordner fattigdom, der målrettet har ført til en sænkning af det nationale lønniveau;
– og når det præsenteres for de andre nationer som et lysende forbillede, hvormed man helt uforblommet siger til dem, at de ikke har en chance i kampen mod andre nationer, hvis de ikke kæmper mod deres nationale arbejderklasses levevilkår,
så bekender man sig jo ligefrem til, at fattigdom hører med til dette samfund og er et middel for vellykket produktion af rigdom. Og dermed har man også gjort det klart, at det ikke går ud på at producere nyttige goder til den bedst mulige forsørgelse af af alle. Det ville sænkning af lønningerne virkelig også være et dårligt middel til at opnå.
At kapitalismen på en og samme tid producerer både rigdom og fattigdom og at de to ting hænger uadskilleligt sammen, at fattigdom med andre ord er det mest normale, man kan tænke sig, vil dette samfunds politiske, økonomiske og intellektuelle ledere dog ikke have siddende på sig. De frygter ikke uden grund, at det ikke ville være særligt motiverende at sige klart og tydeligt: “Ja, selvfølgelig er fattigdom nødvendig for at få hele butikken til at løbe rundt.”
Det ville ikke motivere folk til fortsat at søge lykken i den markedsøkonomi, som angiveligt er en enestående og uforlignelig forudsætning og mulighed for at sikre sit eksistensgrundlag. Fattigdom skal i stedet betragtes som en ulykkelig skæbne, som man kan undgå – hvis det skal være. Den ideologiske udfordring, som man skal leve op til, lyder med andre ord: Hvordan kan man på den ene side i praksis insistere på konstant forarmelse til fordel for produktionen af rigdom – udtrykt virksomhedsøkonomisk: sænkning af omkostninger per produceret enhed – og på den anden side benægte fattigdommens systemimmanente nødvendighed? Udtrykt på en anden måde: Hvordan kan man forvandle fattigdommens normalitet til lutter problemer, undtagelser, utilsigtede og beklagelige arbejdsulykker? Her følger tre eksempler på, hvordan man argumenterer for dette syndspunkt:
1. Den billigste måde består i at tage fat i fattigdommen fra den menneskelige side og højlydt beklage fattige mennesker. Så understreger man, at der skjuler sig “rigtige levende mennesker” bag de anonyme tal over de tydeligt fattige. Ved at demonstrere sin medlidenhed er man nået frem til de individuelle ofre, og spørgsmålet om, hvorfor det markedsøkonomiske system producerer massevis af sådanne ofre, forsvinder ud af billedet, og i stedet stirrer man på de “mange individuelle skæbner”. Logikken er som følger: Eftersom fattigdommen er en “skæbne”, der rammer ofrene, behøver man slet ikke forklare den yderligere – for slet ikke at tale om at se den i sammenhæng med markedsøkonomien. Og for at det også skal være helt tydeligt, at det virkelig drejer sig om “individuelle skæbner”, kombineres medlidenheden med det ondskabsfulde spørgsmål, om de “individuelle” fattige ikke selv er skyld i deres “skæbne”. Derfor må de også detaljeret dokumentere, om og hvordan de “uforskyldt er blevet fattige”, for ikke at blive bebrejdet for deres fattigdom. Og det dokumenterer de bedst ved at acceptere enhver prøvelse for at komme ud af fattigdommen igen.
2. Man kan imidlertid også tage fat i temaet ‘fattigdom’ ovenfra – og vel at mærke ved at lade samfundsvidenskaben gøre det til noget gådefuldt. Fattigdomsforskerne fortæller os følgende:
“Fattigdom er et multidimensionalt problem med mange sider, som kan have mange årsager og talrige konsekvenser … Fattigdom er i de sjældneste tilfælde monokausal, og for det meste betinger og forstærker flere faktorer hinanden.” (armut.de)
Monokausal? Ville det for eksempel være monokausalt at fastslå, at arbejdsgiverne ikke alene betaler mindre og mindre i løn, men samtidig kræver mere arbejde og at folk på den måde bliver fattigere og fattigere og får mere og mere svært ved at klare sig? Det ville være helt entydigt monokausalt! – eftersom der jo er “årsager” og “konsekvenser”, som ikke alene er “mange og talrige”, men desuden også betinger og forstærker hinanden – en yderst kompliceret og forgrenet historie. Og hvad skulle det så være for ikke at være mono, men derimod stereo, for at kunne leve op til problemets mangesidighed? Følgende problemstilling er fx en passende måde at betragte fattigdommen på:
“‘Den, der ikke har nogen penge er fattig.’ Eller forholder det sig måske omvendt: ‘Den, der er fattig, har ingen penge’?”
Forfjamsket spørger man sig selv: Hvor er forskellen? De to ting går vel ud på et? Nej, ikke hvis man jonglerer rundt med ordene “årsag” og “symptom”:
“Man kan diskutere, om pengemangel gælder som årsag til eller symptom på fattigdommen.”
Nu siger fattigdomsforskerne ganske vist igen det samme, nemlig at man er fattig, når man ikke har nogen penge, og at man ikke har nogen penge, når man er fattig, men de påstår desuden, at det kan diskuteres. Hvorfor de har opfundet denne diskussion, siger de i næste omgang:
“På en vis måde afhænger svaret på dette spørgsmål af, hvordan man definerer ‘fattigdom’.”
Aha, så det drejer sig altså om definitionen på fattigdom. Fattigdom er altså ikke bare: ikke at have nogen penge. Dermed har de givet sig selv friheden til at definere rundt på fattigdommen, og straks støder de på andre former for fattigdom: Man kan forestille sig alt muligt!
“Findes der også andre former for fattigdom, fx kulturel, social eller emotionel fattigdom?”
Man kan med andre ord være stinkende rig, men samtidig kulturløs, socialt uudholdelig og i sidste instans dødulykkelig. Det er den videnskabelige udgave af den populære talemåde: “Penge alene gør ikke folk lykkelige.” Dermed er det også klart, at det langt fra er sikkert, at man rent faktisk er fattig, når man lider af pengemangel – det kan jo være, at man er godt udrustet i “kulturel, social og emotionel” henseende. Og dermed er det dér med fattigdom blevet meget relativt. Udtrykt på en anden måde: Den er “videnskabeligt omdiskuteret”, og ingen skal bilde sig ind, at de har patent på sandheden om fattigdom.
3. Man kan også gøre følgende: I stedet for at spørge om grundene til fattigdom kan man spørge om en “fattigdomsrisiko” og vurdere de millioner af “lønafhængige” derefter. Som fattigdomsforskerne er nået frem til, så er de truet af “risici” som fx: børn, utilstrækkelig uddannelse, ungdom, sygdom, skilsmisse, alder osv. Det er det, de påstår: de hundrede tusinder af mennesker, der lever af deres løn, er ikke fattige. De bliver først fattige, hvis “risikoen” indtræffer. Lønarbejde beskytter altså mod fattigdom, hvilket man især kan se ved den største “fattigdomsrisiko”: arbejdsløsheden. Det passer: De hundrede tusinder af “lønafhængige” har kun et middel, som de kan leve af: deres arbejdskraft – når den ikke bliver efterspurgt, har de ikke noget at leve af. Men det er en forbrydelse, hvis man fortolker dette faktum på den måde, at de så ikke er fattige, så længe de bare har et arbejde – altså, at lønarbejdet er et brugbart middel for dem. Det er løgn, at lønarbejdere ikke er fattige, hvilket fremgår tydeligt af den andre “fattigdomsrisici”: børn, sygdom, skilsmisse osv. Det er for det første lutter normale hændelser, der hele tiden forekommer i en lønarbejdertilværelse, og for det andet er det kun i de mest ekstreme undtagelsestilfælde, at den slags hændelser kan gøre rige mennesker fattige. Men hvis en “risiko” er nok til at gøre “lønafhængige” fattige, så betyder det jo bare, at hele deres eksistens principielt og hele tiden er truet – eftersom de hele tiden er udsat for eller i det mindste truet af forarmelse. Men når man snakker om “fattigdomsrisici”, har man vendt op og ned på dette forhold: Her skal man prise sig lykkelig for at kunne gå på arbejde, fordi den endnu værre fattigdom, som truer i form af “fattigdomsrisici”, endnu ikke er indtrådt. Indtræder den så, må man under ingen omstændigheder betragte det på den måde, at det har sin grund i det sædvanlige lønarbejde – man skal betragte det som en undtagelse, som det individuelle menneskes helt personlige skæbne. Det får lønarbejdets helt normale fattigdom til at tage sig så meget smukkere ud.
*
Sådan foregår den ideologiske behandling af fattigdommen. Men så bliver den også “bekæmpet”. Her tænkes der ikke på at give de fattige penge. Det kan højst blive til et krav om mindsteløn. Den skal man se som beskyttelse mod alt for stor fattigdom – men hvad er kravet om en nederste grænse for løn andet end en indrømmelse af, at denne forarmelse hele tiden finder sted? Og hvad skal man mene om kravet om, at staten skal bekæmpe fattigdommen ved at føre “beskæftigelsespolitik”? Gå tilbage til udgangspunktet: Staten skaber forudsætningerne for “beskæftigelse” med sine love. De går altid ud på én ting: at optimere forholdet mellem løn og arbejdsydelse til fordel for de kapitalistiske arbejdsgivere. Altså mere og mere arbejde for mindre og mindre løn, hvilket for de arbejdende betyder: De bliver fattigere og fattigere, hvilket beskæftigelse skal være universalmidlet imod.
Arbejde og Rigdom 