Hele generationer af romanforfattere har helliget sig dette tema: Ved hjælp af transplantation af præprogrammerede hjerner eller andre kirurgiske indgreb skabes der i bøger og på film helte, som – berøvet deres vilje – er blevet forvandlet til lydige undersåtter, i de fleste tilfælde af den onde fjende. Men det er ikke kun i science fiction-genren, at forestillingen om at påvirke mennesker mod deres vilje har holdt sit indtog. Også i videnskaben har dette menneskehedens længe nærede ønske vundet genklang i en sådan grad, at den har fået øje på et menneske, der er blevet manipuleret uden fysiologiske indgreb. Dermed er videnskaben ikke helt uden skyld i, at manipulation er blevet til et alment anerkendt slagord og til en forklaringsskabelon for de mest forskelligartede fænomener.
1. Det hele startede i ’60erne, da studenter protesterede mod Vietnamkrigen og for demokrati. De måtte konstatere, at masserne ikke alene undlod at støtte dem, men til og med skældte dem ud. Studenterne var begyndt i overbevisning om, at deres eget forehavende også var de andre borgeres, men i praksis måtte de gøre sig den erfaring, at borgerne manglede netop den politiske bevidsthed, som de havde forudsat, at de havde. Deraf drog studenterne en slutning, der var lige så simpel, som den var forkert: De påstod, at borgernes reaktionære udtalelser slet ikke var i overensstemmelse med deres vilje. Derimod skulle folkets vilje være faldet i fjendens hænder, og folket altså berøvet sin vilje. Denne slutning er enkel, fordi den er ren og skær ønsketænkning: Studenterne ønskede sig et andet folk end det, som rent faktisk eksisterede. Derfor mente de ikke, at den forskel, som de havde fået øje på, var en forskel mellem dem selv og folket, og derfor gav de sig heller ikke til at kritisere folkets faktiske politiske bevidsthed. Derimod fandt de en grund, der var adskilt herfra: Massemedierne manipulerede borgernes vilje og forhindrede på den måde, at de blev politiseret. At det stod læserne frit for at drage de slutninger, de havde lyst til, når de blev præsenteret for situationsrapporterne fra og om Vietnam, ville studenterne ikke indrømme, når det drejede sig om almindelige læsere – på trods af, at de jo selv havde draget helt andre slutninger end dem, som Ekstra Bladet og Berlingeren præsenterede folk for.
2. I ’70erne holdt manipulationsteorien også sit indtog på universiteterne. Den beskæftigede sig med de tricks, der anvendes – om en person nu taler venligt eller truende, hvilke ord han bruger, alt sammen som tegn på manipulation. I samtlige sine varianter kom den frem til ét eneste resultat: Manipulation findes, og enhver ytring er muligvis et trick. Og i ’80erne er dette resultat allerede blevet almindeligt tankegods blandt de studerende i en sådan grad, at der slet ikke mere behøves nogen uddannelse i det: Reklame og manipulation hører bare sammen.
I studenterbevægelsens dage indeholdt “manipulations”dommen over massemedierne trods alt en ærgrelse over det indhold, som den offentlige mening og politikerne repræsenterede; nu er argumentet “manipulation” blevet til et standpunkt, der frigør sig fra alt, hvad der siges. For når man først har stemplet en hvilken som helst viljesytring som en konsekvens af fremmed påvirkning, så bliver omvendt enhver meddelelse til et forsøg på manipulation (og denne “teori” lægger ikke engang mærke til, at dens påståede klarsyn modsiger dens eget indhold). Man anklager enhver ytring, fordi den kunne være manipulation – og sparer således sig selv for at behandle den som information. Dette trick kan hives op af hatten efter forgodtbefindende, og “manipulation” er dermed et våben mod ethvert argument, almindelig mistænksomhed uden indhold. Med tilråb som fx: ‘Jeg vil i hvert fald ikke lade mig manipulere’, fremhæver man sig selv som en person, der bliver manipuleret til at opgive sin egen vilje, men kæmper imod det og på den måde forbliver herre over situationen.
3. Hvis man sidder foran fjernsynet og ryster på hovedet af et eller andet, fordi man ikke selv er så dum, at man hopper på det, er man styr på tingene og modbeviser i det mindste i det øjeblik sit eget udsagn; for man har jo ikke villet tro på det, uanset hvilke grunde der kan være til det. Logisk set er det manipulerede menneske en praktisk umulighed: Man taler her om en person, der er udstyret med vilje og bevidsthed – ellers behøvede henholdsvis kunne man slet ikke manipuleres – men selve udsagnet bestrider, at man besidder nogen af delene.
Mistanken om manipulation fremføres ikke uden en vis indbildskhed og den rammer i lige stor udstrækning personer i øst og vest: I østlandene består meddelelser åbenbart principielt kun af propaganda, der bringer undersåtternes vilje i modsætning til deres interesser – men på grund af disse meddelelsers utroværdighed og klodsethed er der behov for trusler og magtanvendelse for at få dem til at virke.
I den vestlige frihedssfære manipuleres der ganske vist også alt hvad remme og tøj kan holde. Og her falder det en del mennesker ind, at man i det mindste er fri til at sætte sig til modværge, hvis bare man er klar over det. Reklame er ganske vist et angreb på de “ægte” og “egentlige” behov, men et angreb, som man kan modstå – forudsat, at man afslører hensigten.
I ingen anden teori bliver den frie vilje i den grad hyldet og benægtet på én og samme tid.
Åbenbart bliver der overalt gjort en del ting med og mod den frie vilje. Det får manipulationsteoretikerne til at udstede devisen om, at man ikke skal tro på eksistensen af denne vilje – i stedet for at se på, hvordan denne vilje bliver behandlet.
I det øjeblik den frie vilje erfarer, at den bliver begrænset i sin udfoldelse af de rettigheder og pligter, som statsmagten pålægger den, ja, så kan den sætte sig til modværge mod disse begrænsninger, men den kan også slutte fred med de opgaver og krav, som stilles til den af højere instanser. Til det sidste alternativ – at falde til patten – hører så også dannelsen af en fri mening, der klager over sin egen ufrihed.
I manipulationsteorien hævder statsborgere, at når deres interesser kommer til kort, så skyldes det den udefra betingede opfattelse, de danner sig, altså at deres vilje slet og ret er fremmedbestemt.
Skulle det gøre ét eneste individs mening, én eneste bedømmelse af verdens gang, mere fornuftig?
Oversat fra Hochschulzeitung Februar 1982
Arbejde og Rigdom 