Man bliver syg af fattigdom – men hvordan?

I det kolde efterår 2007 er det ikke kun partidage, statistikker og talk-shows, der beskæftiger sig med fattigdommen, også lægevidenskaben helliger sig ”denne permanente skandale” i ”en fælles journalistisk kraftanstrengelse i 234 internationale fagblade” og Süddeutsche Zeitung (SZ) fra 23.10.07.
Fra den kampivrige patos – ”Sørg for, at sundhedsforskelle hører fortiden til”! (”Make health inequality history!” (British Medical Journal, 27.10.07)) …
”Resultaterne er skræmmende … I betragtning af, at det er muligt at undgå den, er den høje børnedødelighed i hele verden ikke nogen geografisk-klimatisk betinget ulighed, men derimod en socioøkonomisk og politisk betinget uretfærdighed” (Deutsches Ärzteblatt 43/07). ”Man bliver syg af fattigdom. Fattigdom fører til, at mennesker dør tidligt og må lide hyppigere” (SZ, 23.10.07)
Og her er medicinmændene på hjemmebane: ”Medicinerne har vidst det gennem længere tid. Alligevel bliver den verdensomspændende ulighed mellem fattig og rig stadig større”. Dette ”alligevel” er godt nok en smule frækt. Det lever af forestillingen om, at de toneangivende interesser, der ”betinger” fattigdommen ”socioøkonomisk og politisk”, ikke kan lade elendigheden bero på sig selv, eftersom medicinerne jo er klar over og henviser til, at fattigdom er sundheds­ska­de­lig. Det bærer snarere præg af det lægevidenskabelige storhedsvanvid, der bilder sig ind, at men­ne­skeheden slet ikke har noget andet valg end at følge deres råd, eftersom de jo ved, hvad der er godt for den.
… via den lægefaglige bestræbelse på at forblive sund på trods af fattigdom …
I sammenligning med den forudskikkede patos, om at man vil foretage sig noget mod ”den verdens­om­spæn­dende ulighed mellem fattig og rig”, har målet for faggruppens forenede bestræbelser alli­ge­vel en noget anden retning. De drives af den medicinske stræben efter at hjælpe mennesker og lindre deres lidelser. Under dette synspunkt helliger de sig elendigheden, og vel at mærke ud fra et ret egensindigt perspektiv: Fattigdom interesserer dem som en dårlig betingelse for sundhed. Derfor er fattigdommen selv ikke genstand for deres undersøgelse. Det er derimod spørgsmålet om, hvor­vidt fattigdommen gør folk syge eller forhindrer en terapi. Det er derfor også konsekvent, når den læge­videnskabelige ekspertise tager fat i netop dette problem og alvorligt forsøger at adskille be­hand­lingen af sundhedsskader fra fattigdommen. Lægevidenskaben forsøger at finde midler imod den fattigdomsfremkaldte sygdom for at sætte den sammenhæng, som den selv har fået øje på, ud af kraft – som om der var tale om en infektion, den kun behøver at finde en vacci­nation eller et passen­de antibiotikum mod. Så måtte det da også være muligt at mildne de værste virkninger på sundhe­den og gøre det muligt at leve et liv i fattigdom uden graverende sund­heds­skader.
Under denne målsætning er der rigeligt behov for ”at udforske sammenhængen mellem fattigdom, sundhed og menneskelig udvikling”. Allerførst gælder det om at levere et videnskabeligt vandtæt bevis på, at fattigdom virkelig gør folk syge – med et ambitiøst observationsstudie af 94.4 % af ver­dens befolkning, der påviser en højsignifikant korrelation mellem lav indkomst og forhøjet døde­lig­hed (British Medical Journal, 27.10.07). Og vel at mærke i fattige såvel som i rige lande, for alle aldersgrupper og begge køn! Hvem skulle have troet det? Åbenbart har forskerne i forbindelse med deres opdagelse slet ikke tænkt på den banalitet, at fattigdom med udtalt nødvendighed ødelægger mennesker fysisk og psykisk. At sige den slags ville for dem formodentlig kun være socialkritisk og ikke videnskabeligt. De anser det for bemærkelsesværdigt og værd at finde ud af at spørge, for hvil­ke sygdommes vedkommende og hvorvidt denne sammenhæng eksisterer. Med alle deres statistiske beviser relativerer og tilslører de på denne måde udgangspunktet: at fattigdommen tydeligvis er grunden til de beskrevne sygdomme.
Som det næste punkt må den verdensomspændende elendighed granskes med henblik på dens ska­delighed for sundheden. Og sandelig, de findes rent faktisk, de fattigdomsspecifikke risiko­fak­to­rer, fx i forbindelse med ”brystkræft: fattigdom er et karcinogen” (Deutsches Ärzteblatt). Desuden skal der udforskes mange nye sammenhænge, blandt andet onde cirkler af følgende art: ”Gør ar­bejds­løshed folk syge eller gør sygdom folk arbejdsløse” (Deutsches Ärzteblatt)? For at bryde denne on­de cirkel kræves der bedre samarbejde mellem lægen og arbejdsformidlingen, hvilket skal for­hin­dre, at ”sundhedsforstyrrelser bliver permanente” i kraft af ”svingdørseffekter i det sociale sik­rings­sy­stem”. Imod dette vil den socialstatslig-medicinske joint venture anbefale en terapi, som ik­ke la­der nogen tvivl om den gyldige målestok: ”Aldersbetinget arbejdsløshed hos folk, der stadig er præ­sta­tionsdygtige skal ikke længere tolereres med et blink i øjet (fx ved at melde folk syge eller give dem en lægerklæring): dette bliver folk ofte sygere af og det kan desuden ikke længere finansie­res”. Det bedste for Hartz-IV-modtagerne er derfor stadig arbejdet og ikke velment hensyntagen til deres øde­lagte sundhed …
Når alt kommer til alt bliver kendte terapiformer så gennemgået med henblik på, om man kan til­pas­se dem til de elendige betingelser og dermed effektivisere dem. I Guinea Bissau fx kunne mala­ria-behandlingen af børn ’forbedres signifikant’ via de mest simple forholdsregler (British Medical Journal). Tidligere fik børnene kun deres tabletter i utilstrækkeligt omfang; til dels blev de omsat i penge af sygeplejerske som supplement til deres sultelønninger, og til dels havde familierne allige­vel ikke råd til malaria-tabletterne til deres børn. Og hvad hjælper så på sundheden? Rigtigt: En smule mere kontrol med afsætningen af pillerne, en lille bonuspræmie til sygeplejersker, der udle­ve­rer pillerne – og straks kunne ’terapiens effektivitet fordobles’! Herligt, når man ikke behøver at ændre mere ved elendigheden for at bekymrede læger også kan være tilfredse med slum-beboernes sundhedstilstand!
Man kan desuden lære af disse bestræbelser, hvor beskeden lægernes kamp mod de fattigdoms­be­tin­gede sygdomme nødvendigvis er. Når de som højst officielle repræsentanter for sundheds­syste­met tager sig af ofrene for den kapitalistiske verden, så er dennes massive og permanente fattigdom, som artiklerne beretter så udførligt om, en selvfølge for lægerne. Dermed behøver de heller ikke at beskæftige sig yderligere med, hvorfor fattigdommen med nødvendighed opstår ved siden af al den rigdom, der produceres i rig målestok i hele verden; det vil de tydeligvis heller ikke, men for­udsæt­ter hellere elendigheden som udgangsposition for deres hjælp og lægekunst. Og når de så be­handler de syge efter alle deres moderne sundhedssystems regler, orienterer de sig hele tiden efter de mar­keds­økonomiske betingelser, som fremkalder elendigheden, og under behandlingen tager de bestik efter det, som staterne anser for at være foreneligt med den kapitalistiske vækst – intet studie kom­mer i dag uden om det synspunkt, hvorvidt dets erkendelser enten umiddelbart eller ”samfunds­mæs­sigt set” hjælper med at spare omkostninger.
… til en anmodning til staten om mere støtte.
I forbindelse med alt dette har de udpeget lige nøjagtig de instanser som hjælpere, der er ansvarlige for hele elendigheden: ”Ikke kun sygdom er økonomisk og socialt determineret, også modgiften er politisk vilje, penge og samfundsmæssigt ansvar” (SZ). Til disse instanser retter de den forhåb­nings­fulde appel om, at de skal støtte lægevidenskabens bestræbelser: ”Situationen har endnu al­drig været så gunstig og behovet for handling aldrig så stort som nu, for at gennembryde den onde cirkel af fattigdom og sygdom – ifølge det amerikanske sundhedsinstitut NIH” (SZ). I betragtning af det enorme behov for handling er det mere end gådefuldt, hvor lægerne får deres optimisme fra. De samme stater, under hvis regimer de beklagelige tilstande er opstået og opretholdes, er ifølge denne logik egentlig parate til at udbedre skaden. Men når man betragter fattigdommen ene og alene ud fra det standpunkt, at den er sundhedsskadelig, så er de ”socioøkonomiske og politiske” interesser, som ”betinger” sygdommene, i sidste ende ikke andet end justerskruer, der er forbundet forkert. Når lægevidenskaben så deltager i et samarbejde med staten for at ”skærpe bevidstheden om disse problemer”, ”vække interesse” og ”forske i sammenhænge”, så er de mest gunstigt tænkelige be­tin­gelser for kampen mod elendigheden tilsyneladende til stede! Og for at lægevidenskaben kan gø­re sine tjenester og søge efter ”modmidler” i denne forbindelse er der brug for flere penge til me­di­ci­nernes søgen efter veje til at ”bryde den onde cirkel”.  Når det kommer til stykket, består ap­pel­len til de statslige instanser i, at de skal bruge flere penge på forskning i sammenhængen mel­lem fat­tig­dom og sundhed.
Jamen så er sagen jo klar! Så er der virkelig kun brug for et par professorater mere i fattigdoms-medicin, og så udgør elendigheden garanteret ikke mere nogen forhindring for den sunde levevis …
Oversat fra GegenStandpunkt 1/2008: Armut macht krank – aber wie??
http://www.gegenstandpunkt.com/gs/08/1/inh081.htm