“Mange studerende har svært ved at tackle personlige problemer” fortæller Politiken Søndag d. 1. februar 1998 og har fundet frem til et helt panel af professionelle eksperter, der ved, hvad der er galt.
En af slagsen mener f.eks., “at de unge er blevet for målbevidste”. De har åbenbart ikke alene opdaget, at stopprøver og SU efter klippekortsystemet kræver, at man racer gennem studierne. De har også indrettet sig efter det: “De vil være færdige og gør nøjagtigt (!), som systemet siger.” De studerende er desuden klar over, at “karaktererne skal være høje, for at de senere i livet skal kunne konkurrere om et job.” F.eks. “som psykolog ved studenterrådgivningen ved Københavns Universitet” ligesom Bo Fischer Nielsen??? En psykolog betragter imidlertid ikke de unges viden på dette område som et eksempel på deres realitetssans. Ifølge ham skulle den tværtimod betyde, at “eksaminer bliver givet en betydning, som er ude af proportioner.”
Men hvis de studerende i forvejen gør nøjagtigt, som systemet siger, hvad er det så, helt nøjagtigt, de efter psykologens mening skal gøre i stedet for?
Samfundet konfronterer jo de unge studerende med et herligt alternativ: Enten kan de forsøge at opfylde statens krav til sin kommende elite og dermed blive “kloge og umodne”, eller de kan slappe af, tage det roligt og eventuelt også tage sig tid til at gennemleve de “eksistentielle kriser”, som ifølge deres studievejleder hører ungdommen til. At de dermed næppe får deres eksamen, i hvert fald ikke med de efterstræbte konkurrencedygtige karakterer, er ikke psykologens bord.
Psykologen på Århus Universitet, Carl Weltzer, er forbløffende enig med sin københavnske kollega. Også han har opdaget, at de studerende “er vældigt fikseret på at præstere gode karakterer”. Heller ikke han anbefaler dog, at de så i stedet for skal smide tøjlerne og leve livet, men har det psykologiske råd, at man skal “acceptere, at livet går op og ned.”
Det er altså slet ikke vanskeligt for en psykologer og studievejledere at definere, hvad der kendetegner kloge og modne studenter: Det er åbenbart dem, der forstår at “opfylde krav om aktivitet, stopprøver og eksaminer” uden at gå ned på grund af “præstationsangst for den næste eksamen i en række af mange, besvær med at bevare koncentrationsevnen midt i arbejdspresset og frustrationen over at være dumpet”!!!
Men da en en hel masse pligtopfyldende studerende faktisk går ned, er det svært at afgøre, hvem af dem, der er modne. Men man kan jo bruge den sikre metode at se på, hvem projektet lykkedes for: Så var d’ herrer Fischer Nielsen og Muschinsky modne til forskel fra dem, der strandede undervejs.
Eller man kan gå en anden vej og lede efter de skyldige! Så er det vel nok godt, at man har kapaciteter som Lars Jacob Muschinsky, uddannelsespolitisk forsker ved Københavns Universitet, der netop har dette som sit speciale og demonstrerer sin akademiske kompetence, når han slår ned på dem, der frejdigt møder op på uni uden den rette “kulturelle kapacitet”:
“Den nye generation orienterer sig ikke længere efter forældrene. Smedens søn kan i dag læse på universitetet modsat tidligere. Han bryder som så mange andre med forældrenes tradition. Det betyder, at han møder forudsætningsløst op i en ny verden”.
Her er vi altså endelig nået frem til problemets kerne! Hvorfor har smedens søn trods 12-13 års skolegang stadig så forbandet svært ved at indse, at enhver godt nok er sin egen lykkes smed, men at denne opfattelse naturligvis ikke inkluderer smedesønner og deres klassefæller, f.eks. skomagerne, der som bekendt gør bedst i at blive ved deres læst?
Og er det ikke en såre simpel, men nærmest genial løsning på et komplekst problem? Lad være med at møde op og genere borgerskabets børn, hvor I aldrig har haft noget at gøre! Til gengæld slipper I så i al fremtid for “angsten for at løbe tør for SU og måske aldrig få drømmejobbet.”!
Kan I ikke snart forstå det, alle I ambitiøse smedesønner m/k: I skal ikke følge de uddannelsessagkyndiges eksempel (cand.psyk./jur./scient.soc.?). I skal gøre, hvad de siger!
Forudsætnings – og kapacitetsløse røvhuller som jer har selvfølgelig ikke noget at gøre på de bonede gulve – med mindre I er kommet for at bone dem!
(februar 1998)
Arbejde og Rigdom 