Der findes de mest forskellige opfattelser og strømninger blandt dem, der kalder sig “modstandere af globaliseringen”. Der er fagforeningsfolk af alle afskygninger, ret mange kirkelige organisationer, alternative professorer i nationaløkonomi, tilhængere af oprindelige kulturers bevarelse, kritikere af kapitalismen, der bruger Marx-citater, miljøaktivister, bøsser og lesbiske o.s.v. o.s.v. “Bevægelsen” er stolt af, at den kan rumme alle disse opfattelser, der ofte er ret indbyrdes modstridende – det kommer nemlig slet ikke an på de respektive individuelle opfattelser. Det, der forener dem, er, at de alle ønsker at yde et bidrag til modstanden mod den fælles fjende: den magtfulde og “menneskeforagtende” alliance mellem IMF, Verdensbanken og WTO og de såkaldte transnationale koncerner.
1.
De har eksisteret længe, de institutioner, som globaliseringsmodstanderne gør ansvarlige for gennemførelsen af “globaliseringen”. IMF, Verdensbanken og GATT – som senere er blevet til WTO – er statslige frembringelser, der har eksisteret siden 1945. Hvis man kigger på, hvad ordet “globalisering” står for, så er det: at gøre handel og kapitalbevægelser verdensomspændende. Det har været tilfældet, så længe kapitalismen har eksisteret, og siden 1945 har det fundet sted under de nævnte organisationers bevågenhed og indgriben. Statssamfundet – før i tiden med undtagelse af Sovjetunionen og dens forbundspartnere – anser det for et tvingende påbud fra deres økonomiske system, at det er nødvendigt at skaffe stadigt flere muligheder og friheder for kapitalens grænseoverskridende virke – den nationale kapitalmagt har brug for at be- og udnytte verdensmarkedet for at kunne udfolde sig. Det satte rigtigt skub og vækst i de “multinationale”, der også har eksisteret temmelig længe: Det var jo netop formålet med institutionernes aktiviteter. Omvendt står det klart, at kapitalistiske stater ikke bare sådan uden videre går ind for kapitalens internationalisering: Når de selv er med til at internationalisere kapitalen, så der det med henblik på at få nationale fordele ud af det. Det sted, hvor denne modsigelse – mellem den fælles interesse i verdensomspændende kapitalisering og de konkurrerende interesser i udbyttet af denne kapitalisering – udspiller sig på højeste diplomatiske niveau, er netop IMF, Verdensbanken og GATT/WTO. Disse institutioner varetager altså den verdensomspændende kapitals interesser, men kun i samme udstrækning som – og inden for de rammer som – staterne bliver enige. Mere præcist udtrykt: Den magt, som disse institutioner besidder, er slet ikke deres egen. De har fået den af dem, der har oprettet dem: de økonomiske verdensmagter. Verdensmarkedskonkurrencens regler, som disse institutioner skal rette sig efter, afhænger nemlig af, hvad de økonomiske magter kan blive enige om. Det er klart, at denne kamp om enighed – som alle stater formelt set deltager i – kun bestemmes og afgøres af nogle få, nemlig de kapitalstærke magter, hvilket så igen kommer deres kapitalmagt til gode. I forlængelse af denne globalisering er stadigt flere stater sunket ned i økonomisk og politisk betydningsløshed, mens de magtfulde stater har kunnet bruge konkurrencen til at gøre fremskridt med hensyn til at indrette verden efter deres behov og deres rigdom. – I 40 år eller mere blev hverken dette – eller statens støtte til de multinationale selskabers vækst – kaldt for “globalisering”.
2.
Til gengæld er opfindelsen og udbredelsen af slagordet “globalisering” er en nyhed. Som bekendt er det ikke globaliseringsmodstanderne, der har fundet på dette udtryk, men derimod de stater, der som “verdensøkonomiske magter” fastlægger retningslinierne for konkurrencen på verdensmarkedet. Det, som de har bedrevet i de årtier, hvor de har underkastet hele kloden under deres interesse i at forøge deres kapital, betegner de nu med dette modeord – men med en afgørende og altfordrejende tilføjelse. De påstår nemlig, at “globaliseringen” er noget, som de bliver udsat for. Nu findes der så den internationale kapital, som – ingen andre end de mest kapitalstærke – stater er nødt til at forsvare sig imod. Enhver af disse stater betegner sig som offer for den konkurrence, som de selv har fremskyndet gennem årtier. Denne løgn er i dag blevet til den vigtigste ideologi for de toneangivende politikere og erhvervsfolk. Med denne ideologi foretager de indgreb efter indgreb, der ikke vidner om andet end den ubetingede vilje til at hævde sig i konkurrencen mellem nationerne og gøre andre nationer til de virkelige ofre, altså konkurrencens tabere. Dermed påtvinges den nationale arbejdskraft en ny status i konkurrencen mellem nationerne: Den skal billiggøres, så den kan bruges som våben i denne konkurrence. Enhver ved, hvad det betyder for den beskæftigede såvel som den ubeskæftigede del af arbejdskræfterne: Under betegnelser som “modernisering af socialstaten” (og ”sikring af forretningen Danmark”) udtaler staten for det første klart og tydeligt, at den kan skalte og valte med sine arbejderes levevilkår og at den for det andet gør krav på og praktisk anvender dem som middel i kampen mod andre nationer. Derfor synes den for det tredje, at arbejderklassen er for dyr. Dette forklarer den for det fjerde med, at den hidtil har indrømmet arbejderne for mange “privilegier”, som ikke mere “passer til nutidens globale konkurrence”. Derfor er den for det femte “nødt til” at korrigere denne fejl hurtigst muligt og igen fratage sit folk disse “privilegier”. Naturligvis ledsages det for det sjette altid af et “desværre”: Kun på grund af globaliseringens ydre tvang er staten “nødt til” at opføre sig sådan. Med denne globaliseringsideologi retfærdiggør staten det, som den som en af de mest succesrige kapitalistiske stater ønsker at gøre, som en uafvendelig “nødvendighed”.
3.
Som det blev sagt i begyndelsen, betegner globaliseringsmodstanderne alliancen mellem IMU, Verdensbanken, WTO og de transnationale koncerner som deres fælles fjende og finder sammen om denne forestilling. Dermed begår de den fejl, at de tager staternes “globaliserings”-ideologi gravalvorligt. I stedet for at kritisere, hvad deres stater gør hjemme hos sig selv for at sætte sig igennem i den globale konkurrence, melder globaliseringsmodstanderne i den modsatte ende sig til orde på det øverste niveau i den internationale konkurrence. Det er først her, at de for alvor får øje på det “usociale” ved kapitalismen, og de mener vel at mærke, at det er en følge af, at kapitalismen skulle have drevet sin internationalisering for vidt. Globaliseringsmodstanderne tror på staterne, når de betegner det, som de udsætter deres folk for, som en følge af “globaliseringens” påståede uafvendelige “nødvendighed”. De tror på, at staterne – også de førende – rent faktisk er underkastet “globaliseringen”. På den måde forekommer alle lande dem at være ofre for globaliseringen. Det “usociale”, som de samme lande udsætter deres folk og resten af verden for, ser for dem ud til at være en af de uundgåelige følger.
De har dog en kritik af de ledende nationer i den forbindelse: At de selv har medvirket til denne internationalistiske “overdrivelse” – det være sig ved at lade de multinationale og de internationale institutioner tage magten eller ved at ligge under for en “neoliberalistisk ideologi” og – forblændet af denne ideologi, som de er – ved at frempiske denne internationalisering. Men som de selv siger, så er de nu ofre for det, som er blevet gjort med dem eller som de selv har bidraget til – og efter globaliseringsmodstandernes mening burde det have lært dem at sætte en stopper for denne selvstændiggørelse af den internationale kapitalmagt.
Når den – nyligt opståede – protestbevægelse udelukkende indfinder sig ved internationale topmøder på højeste niveau og dér udviser en masse lidenskab og forargelse, så har det altså sin egen logik. De tager “globaliserings”-ideologien alvorligt og tror, at stater lider under kapitalens internationalisering og af den grund ser sig nødsaget til at foretage de “sociale nedskæringer”, som de udsætter deres folk for. Dermed er der åbnet op for en modsætning mellem ‘national’ og ‘international’, der siger så meget som: Når man giver frit løb for kapitalens internationale aktiviteter, så fører det på grund af dens “røveriske” og “profitbegærlige” natur til én eneste ‘skadelig overdrivelse’. Denne ville imidlertid ikke have indfundet sig, hvis staterne havde beholdt den nationale kontrol over kapitalens bevægelser. Og denne overdrivelse ville lade sig kontrollere igen, hvis stater i fællesskab blev enige om det. På den måde tildigtes den nationale politik en rolle som “beskytter af det sociale”. Det bliver så til nationalstatens pligt at tæmme kapitalismen, der er hæmningsløs, når den er “global”. Netop fordi staten har ladet denne opgave glide sig af hænde, kan man se på de ulyksalige virkninger, i hvor høj grad det drejer sig om dens egentlige opgave. Derfor føler globaliseringsmodstanderne sig også berettiget til deres protest, for de er jo besjælet af den statsborgerlige og demokratiske overbevisning, at det er statens formål, at tjene sine borgere – især de socialt svage – og forøge deres velfærd. Denne tro på statens egentlige gode formål bekræfter de endnu engang sig selv i ved hjælp af staternes “globaliserings”-ideologi: Den politiske søndagsprædiken om, at staten selvfølgelig har til formål at være til gavn for sine borgere og beskytte dem mod “sociale belastninger”, er en ideologi, som ikke engang bliver taget af tapetet, når det er den selvsamme stat, der gennemfører “sociale belastninger” – den er jo angiveligt tvunget til det. Dermed siger den jo samtidig, at den egentlig ikke ønsker det, og at den egentlig stadigvæk er til for sine borgeres skyld.
Når de syv førende industristater indfinder sig til et af deres G-7 topmøder og overhovedet ikke gør nogen foranstaltninger til blot at tage afstand fra de formentlige overdrivelser af globaliseringen; når de tværtimod i deres “neoliberale forblændelse” betoner, at globaliseringen endnu langtfra er realiseret og at det er det, der er grunden til den “hårde sociale linie” derhjemme og til elendigheden i “den tredje verden”, så føler globaliseringsmodstanderne sig berettiget til at gøre modstand. I deres øjne vægrer G-7 staterne, der ville have haft magten til at gøre det i fællesskab, sig mod at påtage sig den egentlige menneskevenlige opgave, der egentlig tilkommer dem: at beskytte egne borgere og fordele jordens rigdomme mere retfærdigt. Derfor kommer en del af globaliseringsmodstanderne med følgende opfordring til G-7 lederne: Hvis I for alvor har menneskehedens bedste i tankerne og hvis I også for alvor har magten til det, så opfør jer dog i overensstemmelse med den gode mening, som vi har om jer – eller i det mindste om de demokratiske institutioner, som I repræsenterer. En anden del af bevægelsen beskylder statscheferne for forræderi mod deres egentlige pligter og føler sig derfor på demonstrativ vis berettiget til at opsige deres statsborgerlige lydighed ved lejligheder som topmøderne i Geneve eller Stockholm.
Statsmændene kan godt lide at høre de rosende ord, og de er helt sikkert “diskussionsberedte”, men så er de også nødt til at påpege, hvor grænsen går – og vel at mærke uden nogen blødsødenhed. De kan godt acceptere en appel til deres gode vilje, men til gengæld må “bevægelsen” også bevise, at den ikke ønsker at have noget at gøre med dem, der forstyrrer topmødet med civil ulydighed. Det vil sige, bevægelsens “berettigede anliggender” blev “diskrediteret af de hætteklædte”. Det er et stift stykke: Før gadekampene i Seattle o.s.v. har G7-landenes regeringsledere og deres eksperter på universiteterne eller i medierne aldrig nogen sinde sagt til de hidtil “fredelige demonstranter”, at deres “bekymringer” var “berettigede”. Dengang blev de affejet som verdensfremmede idioter. Men efter at der er dukket ”ballademagere” op, smigrer politikerne og deres journalistiske offentlighed de ikke-militante dele af globaliseringsmodstanderne med, at deres indvendinger er åh, så tankevækkende ….
Analyse fra 23. juli 2001
Arbejde og Rigdom 