Arbejdsløshed er nødvendig

Fra slutningen af 50’erne og op til de første år i 70’erne var der i Tyskland kun en meget ringe arbejdsløshedsprocent. Den gængse forestilling var, at formålet med markedsøkonomien var at afskaffe massernes elendighed. Det hed sig dengang, at enhver – takket være det nye tyske demokrati – havde en chance, og at man trods alt kunne leve af sit arbejde, selv om det på ingen måde kunne sammenlignes med situationen for de personer, der ejede noget. Nu har der i godt ti år været millioner af arbejdsløse og ingen vil for alvor hævde, at dette tal vil blive mindre.

Den grundlæggende påstand om markedsøkonomien har vist sig at være én stor løgn: Den klasse, der kun ejer sin egen arbejdskraft, kan ikke ernære sig ved at arbejde, eller også er den kun lige i stand til det i de tilfælde, hvor der kan laves en forretning ud af det.

Der er ingen, der vil påtage sig skylden for, at det forholder sig sådan, og mindst af alt vil man gå med til, at det er markedsøkonomien selv, der er grunden til, at massearbejdsløshed i mellemtiden er blevet det normale i Tyskland. Og jo mere normalt det er blevet, jo mere “komplekse” er forklaringsmodellerne blevet. Den ene gang hedder det sig, at det “blot” er en følge af de nuværende konjunkturer, næste gang er det på grund af den tyske marks vekselkurs. Eller også skyldes det “den ringe fortjeneste” i virksomhederne eller de stigende lønomkostninger. Højtuddannede økonomer holder sig ikke for gode til regelmæssigt at lancere “vejret” som forklaring på, at folk bliver fyret henholdsvis ikke ansat. Men frem for alt er det en “kombination af mange forskellige årsager”, der styrer det økonomiske liv. Derimod er det helt uhørt at drage den simple konklusion, at denne økonomi da må være noget slemt lort, når det eneste der skal til for at kuldkaste alle de smukke ting, som den skulle bevirke, er nogle mindre ændringer i vekselkurserne, en procent mere i løn, et sent forår eller lignende.

Den tyske forbundsregering, stålkoncerner og mineselskaber offentliggjorde for et stykke tid siden, at ca. 65.000 stål- og minearbejdere skal gøres overflødige og derfor fyres. Denne hensigtserklæring fremkaldte argumentet om ”regionen” hvis “kriseramte brancher”, angiveligt skulle være “tvunget til at foretage en justering af arbejdsstyrken”. Således dementerer staten, kapitalen og den frie markedsøkonomis ideologer på den ene side, at der overhovedet er en sammenhæng mellem arbejdsløshed og det system, der frembringer den. På den anden side tillader de herrer arbejdsgivere ikke, at der i praksis opstår nogen som helst tvivl om, at og

hvorfor arbejdsløshed er en nødvendighed

Nøgleordet er omkostningsregulering, og den rammer altid lønningerne og antallet af lønafhængige. Uanset hvordan denne “regulering” ser ud, står der altid fyringer på dagsordenen: Når nye og mere produktive produktionsmetoder tages i brug og producerer det samme med færre ansatte, eller når en eller anden funktion eller afdeling bliver overflødiggjort i kraft af organisationsændringer på kontoret og i administrationen. Det er altid omkostninger, der er grunden, og det ved alle.

Det er nu engang sådan, at arbejdsgiverne får deres gevinster på et marked, hvor de må slås med deres konkurrenter. Midlet i denne kamp er salgsprisen på den producerede vare. Den skal være så lav, at man kan erobre markedsandele fra sine konkurrenter og så høj, at den kan kaste en profit af sig. Til dette formål – at producere den største profit til den lavest mulige salgspris – råder arbejdsgiveren over et instrument: Sin fabrik. Den indretter han på en sådan måde, at produktionsomkostningerne konstant falder. Dette kan kun lade sig gøre ved at indføre et mere produktivt maskineri og en mere produktiv organisering af arbejdet, hvilket bevirker en sænkning af stykomkostningerne, idet lønandelen pr. produkt falder mere end de tilsvarende merudgifter til bedre maskiner. For at få sin profitproduktion til at lykkes, reducerer en virksomhed således til stadighed antallet af ansatte i forhold til sit produktionsvolumen. Den samme kapital beskæftiger et stadigt faldende antal arbejdere eller sagt på en anden måde: Med den samme lønsum skal der til stadighed omsættes for mere. Der forekommer ikke og kan heller ikke forekomme en virksomhed, der i dag har det samme antal ansatte og det samme produktionsresultat som for 5 år siden. Det er umiddelbart indlysende, at arbejdsløsheden også for fremtiden er en kendsgerning.

Det ved enhver politiker, fagforeningsmand og erhvervsleder i øvrigt også godt. Og desuden: hvem lover at afskaffe arbejdsløsheden nu til dags? Er det ikke i mellemtiden blevet sådan, at alle regner den for det normale, som “man bare må leve med”? I aviser og fjernsynsudsendelser siger alle udregninger, at man må acceptere stigende arbejdsløshed “på kort sigt” for, at man “på lang sigt” kan bekæmpe arbejdsløsheden. I samme åndedrag hedder det, at den slags prognoser naturligvis er helt urealistiske! Det det drejer sig om er det demokratiske svar på arbejdsløsheden.

Alle har medlidenhed med de arbejdsløse

Arbejdsgiverne siger altid desværre, når de smider folk på gaden. De er heller ikke interesserede i det – de er bare nødt til det! Når de alligevel ikke tøver med det, er der bare ikke nogen, der må indvende noget imod det – for slet ikke at tale om at gøre noget for at forhindre det. Det, der desværre er nødvendigt, er jo altså desværre også nødvendigt.

Fagforeningerne råber op, når der tales om fyringer: “Arbejdsgiverne handler socialt uansvarligt” og de “skalter og valter”, hvis fagforeningen ikke må være med, når der skal fyres. Det vil danske arbejderrepræsentanter ikke finde sig i. Altså tilkæmper de sig ret til at måtte kontrollere alle de virksomhedsøkonomiske udregninger. Denne ret benytter de til at lave nøjagtig det samme regnestykke som arbejdsgiverne og overbevise sig selv om, at profitproduktionen kun kan lade sig gøre, hvis der opnås et større produktionsresultat med en mindre arbejdsstyrke. Nu har de fået vished og der er ikke længere tale om skalten og valten. “Det bliver desværre nødvendigt med personalereduktioner”. Fordi fagforeningerne selv siger det, er den beklagelige nødvendighed hævet over enhver tvivl og fyringerne er sociale, fordi de er uundgåelige!

Politikerne fra de forskellige partier har ansvaret for det hele og vil gerne fortsat have dette ansvar. Netop når der er tale om større bølger af fyringer, støtter de værfterne eller slagterierne. Med en medlidenhed, der gør sig i medierne, minder politikerne om den skæbne, der som bekendt gemmer sig bag de abstrakte tal fra arbejdsløshedsstatistikken. Med tårer i øjnene udmaler man så, hvor hårdt det er at være arbejdsløs, og bekræfter disse menneskers ret til at håbe. Politikerne beviser, at de ikke gør livet unødvendigt svært for dem, selv når der ikke bliver færre arbejdsløse og understøttelsen til stadighed falder: Hvis der kan gøres noget, så bliver det også gjort. Netop fordi der i øvrigt ikke kan gøres noget ved arbejdsløsheden, har de arbejdsløse brug for vores medlidenhed. Her har

Kirken et ord at skulle have sagt, som fanatisk tilhænger af den sande gode vilje. Den undersøger, om vi alle nu også virkelig gør alt, hvad der kan gøres for de arbejdsløse, og om vi tager vores solidaritet med de arbejdsløse alvorligt. Efter denne samvittighedskontrol, der naturligvis afslører en unødvendig hårdhændethed både her og der, er der i hvert fald ikke længere nogen, der kan tvivle på, at man nu også gør alt, hvad man kan for de arbejdsløse.

Den almindelige borger tager budskabet til efterretning og viser efterhånden også medlidenhed i stedet for den tidligere mistanke om arbejdssky socialnassere. Ved at vise medlidenhed med dem der er “ramt” af arbejdsløshed, demonstrerer de, at arbejdsløsheden er en tung og for det meste ufortjent skæbne, som man ikke kan stille noget op imod. Det vil endelig også

de arbejdsløse selv skrive under på. Også de har medlidenhed – nemlig med sig selv. I fjernsynet får de lov at optræde som nye fattige, jamre over hvor gerne de ville arbejde, hvis bare de kunne få lov, og bedyre, at de virkelig ikke stiller urimelige krav med deres ærværdige ønske om at blive brugt, og at de er villige til at tage et hvilket som helst job til en hvilken som helst løn.

På den måde er alle enige: Man kan ikke stille noget op mod arbejdsløsheden. Den er simpelthen uomgængelig i markedsøkonomien. Medlidenheden med de arbejdsløse er netop også en understregning af dette.

Den ideologiske nytte af arbejdsløsheden

er ikke svær at få øje på. Den appellerer til den sociale indstilling og er et slående bevis på, hvad det kommer an på i dette samfund: Det mennesket har brug for er arbejde. I betragtning af det barske alternativ socialstaten har udformet, er det en lykke at tjene kapitalen. På den måde falder alle yderligere krav, som en lønarbejder kunne finde på at stille automatisk bort. Sådan er dette frie demokratiske tjenesteforhold: Arbejderen råder ikke over andre midler end sin villighed til at lade sig udnytte. Friheden til at benytte dette middel ligger hos “arbejdsgiveren”, der derfor også hedder sådan. Det konsekvente resultat er arbejdspladser, der er udformet i fuld overensstemmelse med den gamle Karl Marx’s dogme: I kapitalismen er det ingen lykke, men tværtimod en ulykke at være produktiv arbejder.

Fra: Kommunistisk Uddelingsblad, udg. af Marxistisk Gruppe, nr. 1, 1988.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s