Et engelsk lægevidenskabeligt tidsskrift publicerer en betænkning, hvoraf det fremgår, at der – især i Grækenland, Portugal og Spanien – er sket en betydelig stigning i sygdom og død, og også en voldsom stigning i selvmord. Forfatterne til betænkningen gør finanskrisen og de derefter besluttede spareprogrammer ansvarlige for stigningerne. Naturligvis protesterer politikerne straks og erklærer, at de anvendte data er utilstrækkelige eller “ikke særligt solide”. Men når man læser i en avisartikel eller ser i fjernsynet, hvordan der for eksempel er på græske hospitaler nutildags, kan man umiddelbart se, at der er blevet skåret drastisk i sundhedsplejen. Det rammer så øjeblikkeligt de gamle, de kronisk syge, men også – og herom senere – stofmisbrugere, og det rammer naturligvis også den samlede befolkning, hvilket man for eksempel kan se i form af, at sygdomme, som man troede var udryddet, bryder ud igen: fx malaria, Vestnil- og denguefeber. Demonstranter og strejkende i disse lande har allerede længe været klar over, hvad der truer dem, og de har fundet en skyldig: den såkaldte trojka, som består af den Europæiske Centralbank, EU-kommissionen og den Internationale Valutafond. Der hersker stor vrede over denne trojka, når den insisterer på, at de offentlige sundhedsopgaver i løbet af tre år beskæres fra 14 til 9,5 milliarder euro, altså næsten med en tredjedel, og når den kræver yderligere “beskæringer”. De oprørte borgere ser det som en stor gemenhed og uretfærdighed, og de beskylder trojkaen for at have afpresset den græske regering. For dem vidner denne afpresning om viljen til at underkue Grækenland. Og de er sure på deres egen regering, fordi den fejt lader sig underkue. Men er “afpresning” og “underkuelse” i det hele taget de rigtige betegnelser for det, der sker?
I ét spørgsmål, det væsentlige, er trojkaen og den græske regering enige, når det kommer til stykket: Det drejer sig først og fremmest om, at staten overlever. Og denne overlevelse står på spil, fordi staten ikke har flere penge, og den har ikke flere penge, fordi finansmarkederne nægter at udskyde tilbagebetalingen af dens gæld. Det er imidlertid ikke kun livsfarligt for staten, men også – og det er det, som den græske stat og trojkaen er fælles om – for hele euro-systemet, hvis ikke ligefrem for hele verdens kreditsystem. Statens overlevelse har derfor førsteprioritet. Og for at det kan lykkes, er staten – og på det punkt er trojkaen ret ubønhørlig – nødt til at bringe visse ydelser. De består i, at undlade henholdsvis fjerne alle overflødige opgaver. Ved afgørelsen om, hvad der er ‘overflødigt’, bliver det tydeligt, hvad det er, der må ofres – nemlig de statslige undersåtters liv og levned. Trojkaen betegner sundhedssektoren som “overdimensioneret”, hvilket ikke kan betyde, at denne sektor var udstyret med for mange sygehuse, læger, sygeplejersker, medicinsk udstyr osv. –for så ville sundhedsvæsenet også fungere efter et par nedskæringer og det ville ikke komme til de ødelæggende virkninger af disse nedskæringer, som nu kan iagttages. Med udtrykket “overdimensioneret” afgør trojkaen derimod, at staten ikke længere har råd til sit folks sundhed. Græske borgere kender ligesom andre europæere udtrykket: “Sundhed er det højeste gode” – det får man jo hele tiden ørene tudet fulde om. Og grækerne fatter det ikke: Så brutalt kan man da ikke behandle os! Jo, det kan man – og de får at se, hvad der er meningen med dette “højeste gode”.
For den enkelte er sundhed det “højeste gode”, fordi det drejer sig om en elementær forudsætning for, at man kan tjene til livets ophold – ellers er man afhængig af hjælp og kan ikke selv bestemme, hvilken hjælp man får eller om man i det hele taget får nogen. Staten ser også sundheden som en elementær forudsætning, men under en noget anden synsvinkel. For staten drejer det sig om at have en brugbar befolkning. For staten består sådan en af mennesker, der er i stand til at sørge for sig selv. Det er vigtigt, fordi de så ikke er en byrde for statskassen. Primært drejer det sig imidlertid om, at den slags mennesker stiller sig til rådighed for en kapitalistisk virksomhed og på den måde bidrager til væksten i bruttosocialproduktet. Det skal de så til gengæld også gerne kunne – og til det formål findes sundhedssystemet, som tager sig af de omfattende skader på sundheden, som et sådant bidrag til væksten medfører. Et sådant system har til formål at opretholde folks sundhed i et sådant omfang, at de kan yde deres bidrag så kontinuerligt og så længe som muligt. Men så er det også nødvendigt – hvilket kun mindretallet af rige stater er i stand til – at opbygge et system, som kan tage i de mange sygdomme hurtigt og effektivt, så fraværet bliver så minimalt, som det kan lade sig gøre. I et sådant system kan rige mennesker, ligesom på alle andre områder, tilkøbe sig yderligere sundhedsydelser, hvilket imidlertid ikke betyder, at fattigere mennesker simpelthen unddrages medicinsk behandling af en nogenlunde standard – staten er nu engang interesseret i en generel opretholdelse af folkets brugbarhed, dvs. uden hensyn til de enkelte personer og deres specielle situation. Der er derfor også en evindelig diskussion om sundhedsreformer, som alene skyldes den kendsgerning, at bidragene til statskassen og sygesikringerne falder med den tiltagende forarmelse, hvilket for reformatorerne rejser spørgsmålet, om man egentlig stadig har råd til de hidtil eksisterende sundhedsydelser. Udover den kendte “brugerbetaling” for forskellige ydelser mindskes ydelserne, og det går så vidt, at der efterlyses “rationering”, så man fx overvejer, om man stadig skal give gamle mennesker nye hofter, selv om deres nytte for væksten jo er meget begrænset.
Det, der stadig diskuteres som enkelttilfælde her i landet og anses for at være et pinligt spørgsmål, er nu blevet til den brutale generelle regel. I forbindelse med statsfinansernes nedtur viser følgende billede sig for staten og trojkaen: Folket blev ganske vist holdt nogenlunde sundt, men de bidrag, som det skulle bruge sin sundhed til at yde, viste sig ikke at være store nok – den rigdom, som staten har brug for, kunne ikke presses ud af det. Den kulørte presse i Nordeuropa hetzer mod de “dovne grækere”, men trojkaen og staten ser helt sagligt på sagen: Den samlede nationaløkonomiske regning har som facit, at grækerne er medlemmer af en nationaløkonomi, som halter bagud i den europæiske konkurrencekamp, fordi andre stater fører og har vundet denne konkurrence med større og mere produktive kapitalapparater, og det har ført den græske stat ud på grænsen af handlingslammelse. I resultatet viser det sig: Den statslige investering i folkets brugbarhed – hvilket samme folk som bekendt har betalt rigeligt til i form af skatter og bidrag til sociale kasser – har ikke kunnet betale sig; i betragtning af konkurrencenederlaget har det således været en fejlinvestering. Det fører til den passende kyniske konsekvens i denne form for økonomisk system: Man har ikke længere råd til sundhedsudgifterne for dette folk, dets sundhed er “overdimensioneret” – ikke den ene eller den anden patient eller patientgruppe, men hele folket må klare sig med mindre sundhed. Så derfor er det nødvendigt, at mortaliteten i Grækenland stiger. Af det kan man lære følgende: De goder, som i virkelighedens verden er de højeste goder, som folk også må ofre livet for, er staten og pengene.
PS
Græske stofmisbrugere får ikke længere sterile nåle. Det latterligt lille beløb, der spares på den måde, siger meget om det gennemført markedsøkonomiske princip: Man har hidtil været så nådige at lade dem overleve, selv om der ikke var udsigt til, at de nogensinde ville kunne bruges til noget – og i den nuværende statslige nødsituation er det slut med nåden, og enhver cent til dem er en cent for meget.
Arbejde og Rigdom 