Arbejdspladsen

I den offentlige debat om den stigende arbejdsløshed og de statslige “beskæftigelses”planer taler alle om arbejdspladser, som om det var noget godt og nyttigt for dem, der arbejder på dem. Som om det var noget i retning af en “social ydelse” i stil med en hospitalsseng eller en siddeplads i bussen, og som om de erhvervsdrivende, der derfor også forstandigt nok hedder “arbejdsgivere”, skaber denne velsignede indretning for deres “arbejdstageres” skyld – omend det somme tider sker i utilstrækkeligt omfang, og det offentlige derfor må komme de professionelle arbejdspladsskabere til hjælp med erhvervsstøtte.

På trods af denne selvfølgelighed og på trods af den fanatisme, hvormed de danske fagforeninger forsvarer denne opfattelse af arbejdspladsen som velgerning for arbejderen og endog blæser til patetiske angreb på “arbejdsgiversidens” “sociale ansvarsløshed”, så drejer det sig her om den mest brutale klassekampsideologi, som kapitalens profeter nogensinde er kommet med.

1. Hvad er “en arbejdsplads” i det hele taget for en størrelse? Hvorfra ved man egentlig altid så nøjagtig, at med den og den rationaliseringsforanstaltning vil der gå præcis så og så mange “arbejdspladser” “tabt”, mens der med en nyinvestering et andet sted vil blive skabt så og så mange – hverken flere eller færre? Hvorfra ved man, at 1 stk. arbejdsplads “koster” 60.000 kr. eller 350.000 kr. alt efter, hvordan det nu passer? Når et fodboldstadion bygges, et sygehus nedlægges eller et parkeringsanlæg udvides, så er det helt sikkert rationelt at angive antallet af tilskuer-, senge- eller parkeringspladser, for de er helt éntydigt og håndgribeligt tilstede i et bestemt antal. Men “arbejdspladser”? Hvad er en sådan “plads” andet end det formål, som en virksomhed forfølger, når den ansætter en arbejder? Hvad er den andet end summen af de præstationskrav, som “arbejdsgiveren” fastsætter for hver eneste af sine ansatte? Det er heller ingen hemmelighed, hvad det er for et kriterium, de kapitalistiske virksomheder anvender, når de fastsætter den slags: De forlanger, at der bliver præsteret så meget, at produktionen mere end betaler for alle “omkostningsfaktorerne”, lige fra prisen på maskineri og råstoffer over lønningerne til omkostningerne ved afsætningen og finansiering gennem kreditter, eller sagt med andre ord: at produktionen er profitabel. Her er beskedenhed ingen dyd for et firma. Dets konkurrenceevne falder nemlig temmelig præcist sammen med dets uforskammede optræden, når det stiller præstationskrav til hver enkelt “medarbejder”. Denne uforskammethed antager en håndgribelig skikkelse i form af en omhyggeligt defineret pligt overvåget af mester og værkfører, i form af maskineriets arbejdstempo, som hver eneste arbejder må finde sig tilrette med, og i form af det faktiske antal krævede arbejdstimer o.s.v. – en “arbejdsplads” er opstået. Eller også afskaffet, hvis virksomheden anser det, der indtil da er blevet præsteret, for at være for lidt og nu fastlægger en ny målestok via “rationalisering”.

Når man behandler “arbejdspladser” som en fast størrelse, så vil det altså sige, at man anerkender kapitalens krav om profitable præstationer fra alle ansatte så uforbeholdent, som om de var naturlige egenskaber ved en god “arbejdsplads” og egenskaber, som kapitalen må rette sig efter, når den forfølger sit ædle formål, nemlig at “tilbyde” den slags “goder”.

2. Til grund for snakken om “arbejdspladsen” ligger der en brutal og ideologisk omvending: Fabrikkens præstationskrav bliver til en ydelse fra firmaets side. Denne forvandling gøres plausibel ved hjælp af en uforskammet sammenligning, nemlig mellem de beskæftigede og de mennesker, der er blevet ofre for kapitalens krav på den måde, at de ikke mere bliver – eller måske aldrig er blevet – brugt. De arbejdsløse leverer det levende bevis på, at det ikke kan være og ikke må være nogen lykke at undgå at blive brugt af en virksomhed, men at det først for alvor må være en endnu større ulykke. Efter princippet om, at den, der ikke lader sig udnytte til glæde for privatejendommens og det rationelle erhvervslivs velfærd, da først for alvor slet ikke skal have noget!, bliver der omhyggeligt sørget for, at arbejdsløshed er ensbetydende med mærkbar pengemangel, d.v.s. med ødelæggelsen af alle den arbejdsløses livsforhold. På denne måde bliver løgnen om, at arbejdspladsen er en velgerning, “omsat” til en alt andet end behagelig virkelighed. Dermed virkeliggøres en del af den “elendighedsteori”, som alle siger, at de har opdaget hos gamle Marx, og som ingen vil tro på, at han har ret i.

3. I dagens Danmark er afpresningen i “arbejdspladsens” navn sat igennem i praksis uden modstand fra ofrenes side. I diskussioner om den økonomiske politik er den dertil hørende ideologi et alment accepteret standpunkt. Stat og kapital stiller ubegrænsede krav til løn og arbejdsydelse; og når politikere og fagforeningsrepræsentanter udnævner det til “sikring af arbejdspladser” eller “beskæftigelsesplan”, så udstiller de ikke sig selv som afpressere, men ønsker derimod at blive respekteret som velgørere. “Arbejdspladsernes” systemtro repræsentation, LO, deler helt og fuldt dette standpunkt. LO kan slet ikke få nok af den slags “velgerninger” og tilbyder til og med sine medlemmers løn og præstationsvilje til modpartens fri afbenyttelse. Og når fagforeningen taler på de arbejdsløses vegne, så sammenfatter den disses behov i en ydmyg bøn: “Giv os arbejdspladser!” = vi vil gøre os så nyttige, som I forlanger, men: Brug os! Kapital og stat kan slet ikke ønske sig et smukkere carte blanche: Under påberåbelse af den slags ydmyge bønner fra fagforeningerne bliver lønningerne sænket, afgiften til staten forhøjet, og med statslig støtte gøres “arbejdspladserne” mere profitable, altså hårdere og ikke flere, og de afskediges antal og fattigdommen forøges. Og desværre bliver løgnen om “arbejdspladsen” som en herlig ting heller ikke mere utroværdig af den grund – højest mere militant. For så længe en fagforening tigger om flere “arbejdspladser”, vil dens medlemmer såvel som ikke-medlemmer hellere tro på, at “fremmedarbejderne kommer og tager vores arbejdspladser”, end de vil sætte sig til modværge mod enhver afpresning, forhindre enhver afskedigelse og omdefinere “arbejdspladserne” efter deres behov.