Behavioristisk indlæringsteori

Hunde, duer og andre elever

På Psykologisk Institut kan man møde dem i levende live, og i alle psykologiseminarer er de i det mindste teoretisk til stede: adfærdsteoriens rotter. Fagets mestre bibringer de små kræ forskellige kunststykker, og i den forbindelse mener psykologistuderende og -lærere at kunne få øje på lovmæssigheder ved den menneskelige psyke. Disse lovmæssigheder afslører alt, hvad mennesket foretager sig – fra det første “mam-mam” til det sidste “amen” – som “adfærd”, der følger ubønhørlige “stimuli”. Også kommende lærere forventer, at adfærdsteorien kan skaffe dem indsigter, der kan bruges i forbindelse med deres fremtidige matematikundervisning, indlæringen af engelsk grammatik osv. – og denne indsigt regner de med at få ved at studere, hvordan det er lykkedes en vis hr. THORNDYKE at animere et par duer til at spille bordtennis ved at fodre dem med kraftfoder, og hvordan adfærdsforskeren PAVLOV har formået at få en hund af samme navn – ikke blot med foder men også via klokkeringning – til at opnå en for psykologien typisk indlæringssucces: Kræet reagerer ved at savle.

Men er selv den jævne forstand da ikke klar over, at menneske og dyr intet har med hinanden at gøre, når det drejer sig om åndsevner og indlæring? Med udtryk som “kyllingehjerne!”, “dumme due” – undskyld: “dumme gås!” udtrykker man trods alt, at mennesker, som man betragter som mindre kloge, næsten kan anbringes på niveau med dyr, som ifølge denne bedømmelse slet ikke besidder åndsevner og den deraf følgende indlæringsevne. Psykologen ser anderledes på sagen: Han vil undersøge den menneskelige bevidstheds indlæring ved at studere dyrenes natur. Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Har man nogensinde set en hund forklare en psykolog, hvordan atomet er opbygget? Og også omvendt: Hvem ville anse det for en indlæringsmæssig succes, hvis et menneske begynder at savle, når det hører en klokke? Forudsat at det overhovedet er muligt at finde nogen, der ville stille sig til rådighed for dette åndssvage eksperiment.

Men man kan jo gøre det med hunde. Lad os kigge nærmere på, hvad der kommer ud af det med hensyn til indlæring. Vi starter med

Pavlovs hunde: Stimulus-respons-teorien

Det er årtier side, at PAVLOV gjorde sin opdagelse, og nu om dage er der ikke en eneste psykolog, der stiller sig afvisende over for hans tese om, at overførslen af reflekshandlinger fra forskellige stimuli er selve grundformen for indlæring. Beviset i PAVLOVs eksperiment går som følger:

Hvis en psykolog tilbyder en hund foder, så reagerer den per refleks ved at savle. Det er nu engang dens natur. Eftersom det hele foregår nogenlunde automatisk og ikke kræver særlige anstrengelser af indlæringsteoretikeren, kalder han den tilbudte stimulus, foderet, for en ukonditioneret stimulus (UCS) og den derpå følgende refleks, hundens savlen, for en ukonditioneret respons (UCR). Men når psykologen ikke længere blot stiller madskålen frem, men lader en klokke ringe, før han viser hunden foderet, så reagerer hunden efter et stykke tid ved at savle, allerede når den hører klokkesignalet – ja selv når den overhovedet ikke får mad efter klokkesignalet, kan det konstateres, at hunden savler. PAVLOV kan påvise en ny sammenknytning af S og R, nemlig den mellem den konditionerede stimulus (CS), klokken, og den nu konditionerede respons (CS), savlingen, og fastslår med tilfredshed: Her er der tale om indlæring.

Den hopper vi dog ikke på: Hundens naturlige reaktion – at savle, når den bliver fodret – skulle altså blive til indlæring i og med, at den kommer på et upassende tidspunkt, nemlig når der ringes med klokken, uden at der kommer mad. Der bliver også kun en indlæringspræstation ud af denne manipulation med en naturlig refleks, når psykologen tillægger hunden sin egen tankegang: “Hvis jeg reagerer på foder ved at savle, så kan jeg jo lige så godt begynde at savle, når klokken lyder, for maden kommer jo bagefter.” Fint lært, er psykologens bedømmelse af sit eget ræsonnement, hvilket er hans fortolkning af den omdirigerede naturlige refleks. Men denne udspekulerede hund burde vel prompte have sat sig på bagbenene ved højdepunktet i psykologens eksperiment: savlen ved klokketone helt uden foder: “Åh, nu er de igen ude på at tage røven mig på ved at kime uden at give mig foder; jeg kan lige så godt lade være med at savle.” Denne nye konditionering kan faktisk kun gennemføres, fordi instinktet netop ikke længere lægger mærke til om savleriet har nogen mening eller ej, altså fordi hunden slet ikke skelner mellem konditionerede og ukonditionerede stimuli – kort sagt, fordi hunden ikke lærer noget i eksperimentet. Hundens indlæringspræstation består kun i psykologens fortolkning.

Figur 5. Rotter i en Skinnerboks: den ene er ved at trykke håndtaget ned. Originalversionen i Columbia Jester lød: “Du kan tro jeg har fået denne her fyr betinget! Hver eneste gang jeg trykker håndtaget ned, giver han en bid mad.” (Fra Cumulative Record af B. F. Skinner. Gengivet med tilladelse af Appleton-Century-Crofts).

De to pudsige dyr morer sig over psykologen, som besvarer deres tryk ved at give sukker, fordi han betragter det som indlæring. De har ret i: Hvis man virkelig er så dum, at man anser reaktionen på en stimulus for et resultat af indlæring, må man også finde sig i, at to tilfældige rotter fortæller en, at de med stimulussen “trykke på knappen” har konditioneret den tåbelige forsøgsleder til reaktionen “at give sukker”. Der er lige så lidt hold i denne “teori” som i psykologernes indlæringsteori, som vil betragte sagen lige omvendt. Det kommer der ud af at fjerne subjektet med dets formål og hensigter fra indlæring og handlen. Så står psykologen og rotterne på samme (SKINNER)-niveau. Der er altså slet ikke noget at grine af ved de to knap-trykkende rotter og deres sukkerleverandør. Og den, der alligevel ler, viser, hvor dum hans indlæringsteori er.

Det forhold, at det samme savleri kan udløses af forskellige stimuli, kalder psykologerne for “indlæring”, for så i næste øjeblik at vende om på denne påståede identitet og pege på det samme faktum og udgive det for at være resultatet af deres undersøgelse, at “indlæring” ikke er andet end en ændring af kombinationen mellem stimulus og respons. Mottoet: “Kombinér en ny stimulus (klokken) med en gammel respons (savlen) – hvis det lykkes, er der tale om indlæring”, er altså et motto, der kun fungerer, når man udelader det bevidst indlærende individ og fortolker forsøgssubjektets reaktioner, fremlokket ved hjælp af stimuli, som indlæring. Derfor er de immanente modsigelser, som man finder hos PAVLOV, heller ikke tilfældige.

Den, der indvender, at dyr er i stand til endnu mere vidtgående indlæringspræstationer – “de er ikke bare i stand til at bibeholde deres stupide adfærd ved ændrede stimuli; de formår også at tillægge sig en helt ny” – mener ganske vist dyrene det godt, men indvendingen dur ikke, eftersom den forudsætter fejlen. Beviset stammer fra den mindre kendte THORNDIKEs dueslag: Duer er i stand til at lære den ædle kunst at spille bordtennis. Hvordan går det for sig?

Man tager en due. Man tager sig særdeles god tid. Man udvælger sig et passende belønningsmiddel – mærkværdigvis kommer psykologen altid i tanker om foder, når det drejer sig om dyr. Ud fra dyrets motorik udtænker man sig et varieret bevægelsesforløb, som man (læs: psykologien) bagefter kan tillægge en betydning adskilt fra belønningen, fx bordtennis. Med små stykker foder konditionerer man nu fjerkræets naturlige hovedbevægelse, så kræet til sidst laver en bevægelse med hovedet med en bold, der kommer flyvende. I den forbindelse gælder det om at vælge en bold af en sådan størrelse, at fuglen kan gentage øvelsen. Gennem temmeligt stupide bekræftelser af duens ønskede hovedbevægelser har man skabt et cirkusnummer – men psykologens værk er ikke skabt for underholdningens skyld. For indlæringsteoretikerne er det derimod et bevis på tesen om, at hvis man blot belønner nok, så kan man også få helt nye adfærdsmåder ud af det!!!! Det er bare en skam, at duen ikke har lært hele bevægelsesmønstret på grund af spillet. Den “kan” ganske vist spille bordtennis nu, men den ville naturligvis aldrig selv komme på den “tanke” at lave en turnering med duen fra nabodueslaget for at få lidt adspredelse i en (due)grå hverdag.

Modstykket til skinnet af fornuft hos duerne og papegøjerne er den stakkels lille Albert, som

Watson

med samme system “bibragte” en angst for hvide pelsdyr:

“Albert (9 måneder) havde allerede ofte vist stor glæde og interesse for en hvid rotte. Så blev han præsenteret for samme hvide rotte, og et halvt minut efter blev der pludselig udløst en kraftig larm, som udløste en skrækreaktion. Allerede efter at have været udsat for dette syv gange …. udviste Albert en heftig angstreaktion, bare han så den hvide rotte, uden at larmen behøvede at optræde. Denne frygt generaliserede sig så også over for lignende objekter som hvide kaniner, et stykke pels og til sidst også en julemandsmaske med skæg.”

Analogt til PAVLOVs hunde består tricket naturligvis i, at Albert ikke har nogen grund til at være bange for dyret og kun bliver bange for lyden i eksperimentet. Det er ene og alene de vilkår, hvorunder psykologen arrangerer eksperimentet, der er ansvarlig for hans angst – hvilket for psykologen er et bevis på, at alt, hvad der kan klassificeres som “adfærd”, i grunden må være opstået på samme måde: som “respons” på en “stimulus” i et eksperiment, som man ikke har nogen anelse om.

Indlæringsteoriens trick

Hvis man tager denne forklaring på “adfærd” alvorligt, så bliver der ikke andet tilbage end en idiotisk tautologi: For hvad er grunden til reaktionen? Det er naturligvis den stimulus, der har bevirket den. Hvordan kan man se, at det har været denne stimulus? Netop ved, at den har bevirket reaktionen. Men hvorfor har denne stimulus forårsaget denne reaktion? Fordi en “indlæringsproces” har sørget for det. Hvad har denne indlæringsproces forårsaget? At en stimulus mødtes med en reaktion ….

Det logiske grundlag for behaviorismen er den kortslutning, der går igen i alle de pågældende forsøg lige siden PAVLOV, nemlig at den eksperimentelle manipulation anses for grunden til den manipulerende adfærd. Den slags forsøg er kun en slående demonstration af “indlæring”, hvis man er et menneske, der tillader sig at have den anskuelse, at der netop ikke findes andre årsager til de observerede reaktioner end de præsenterede stimuli. Enhver adfærd manifesterer sig som refleks – men ikke som naturlig refleks, men derimod som fremtrædelsesform for et program, der bestemmer, at netop denne reaktion skal frembringes af lige præcis denne stimulus. Paradokset består i, at indlæringsteorien stempler alle frembragte eller observerede sammenknytninger mellem S og R (= hvilke anledninger resulterer i R?) til en nødvendig sammenhæng, netop fordi den er fuldstændig vilkårlig. Den opløser enhver tænkelig adfærd i to indbyrdes uafhængige størrelser – der er ikke anden grund til deres kombination, end at de netop er stimulus og respons for hinanden – for så at præsentere denne manglende sammenhæng som selve lovmæssigheden for adfærden. Således er den i stand til at give forbløffende psykologisk “afklaring”: Hvis en “adfærd” forekommer meningsløs og absurd, så forsikrer psykologien om, at den tværtimod måtte komme på grund af tidligere konditionering (dette er adfærdsterapiens domæne, der således er i stand til at tildigte enhver form for vanvid en skjult fornuft). Hvis man derimod anser “adfærd” for at være resultatet af bevidste målsætninger, så beviser psykologien, at den blot er resultatet af tilfældige konditioneringer.

Indlæringspsykologien meddeler altså ikke, hvad indlæring er, men angiver godt nok et ideal for indlæring: Psykologen så helst, at den foregik på den måde, at det lærende individ efterkom de præsenterede stimuli med reaktioner, der var fastlagt uafhængigt af vedkommendes vilje. Det skal altså udvise adfærd i stedet for at bestemme indholdet af sine handlinger ud fra sine formål og hensigter. Den psykologiske forestilling om indlæring efter mottoet: ‘stimulus – omstillingsbord – respons’ falder altså ikke kun fuldstændig tilbage på de psykologer, der dermed erklærer deres videnskabelige bestræbelser for en lidt mere kompliceret form for PAVLOVSK savleri. Den er også et angreb på det danske sprog. Med sin indlæringsteori omskriver en psykolog nemlig straks sætningen “Jeg lærer” på følgende måde: “Det lærer i mig.”