OECDs landbrugsudsigt 2009: En milliard mennesker sulter

”Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling”, OECD, skriver i sin ”Landbrugsudsigt 2009”:

”En milliard mennesker sulter.

I udviklingslandene vil der ganske vist i fremtiden blive produceret, handlet og forbrugt flere landbrugsvarer, men fødevaremangel og sult er ikke desto mindre et voksende problem. I hele verden lider en milliard mennesker af sult. På langt sigt er der ingen større fare for, at der ikke er fødevarer nok. Det er der derimod for, at de fattige ikke har tilstrækkelig adgang til dem. Derfor skal fattigdommen reduceres, og økonomien vokse – det ville landbruget i udviklingslandene kunne bidrage til.” (Wirtschaft.t-online.de, 17.6.09)

På den ene side flere og flere fødevarer – og samtidig hersker der fødevaremangel. Der ville altså være mad nok til de sultende, men de mangler det afgørende: ”adgang” til disse fødevarer. Og hvad består denne ”adgang” så i? Adgangen består i penge, selvfølgelig. Det er pengene, der udelukker de sultende fra midlet til at stille deres sult: De må først skaffe penge, før de får noget at spise. Heraf kan man for det første lære: Formålet med al produktion – også produktionen af fødevarer – er ikke at fremstille goder, fx dem, som de sultende har brug for. Formålet er derimod at skaffe penge. Den materielle rigdom, der produceres i så rigelige mængder, eksisterer udelukkende for at blive til penge. For det andet er det denne tvang, dette altdominerende formål, som frembringer den markedsøkonomiske elendighed. Eksperterne i OECD kalder imidlertid ikke pengene for penge, men derimod for ”adgang”. Det er på den ene side udtryk for, at det for dem er den mest selvfølgelige ting i verden, at man ikke kan få noget uden penge: at man nu engang ikke har nogen ”adgang”. Og på den anden side dækker dette fornemme ord over, at det i det hele taget kun drejer sig om penge. De vil ikke indse, at det er pengene, altså fastlæggelsen af al produktion på at tjene penge, der lader folk sulte. For dem består problemet i, at folk mangler penge. Kun manglen på penge forhindrer, at de producerede goder kommer derhen, hvor der er allermest brug for dem. Så snart pengene er til stede, muliggør de ”adgangen” til goderne. Set gennem disse briller er det klart, hvad sagen går ud på: Sult består ikke i mangel på mad men derimod i mangel på penge, og det, som de fattige primært har behov for, bliver så: en vellykket pengeøkonomi! Milliarder af sultende mennesker er beviset på nødvendigheden af markedsøkonomisk vækst målt i penge. De sidste årtiers vækst i verdensøkonomien har frembragt et kæmpestort og stigende antal sultende – og det eneste rigtige middel imod det er verdensøkonomisk vækst.

Det er dermed givet, hvad der foreskrives som løsning af den sociale markedsøkonomi, der er berømt for sin effektivitet og menneskelighed: Hvis sultende i det hele taget får adgang til mad, så sker det ikke ved at lave og spise den. Derimod skal de være med til at gøre mad til en vare, der kan handles, og så skal de transportere den derhen, hvor der er betalingsdygtighed, for det er den eneste måde, hvorpå de kan tjene de penge, som de så kan bruge til at købe mad for. Hvad kan man tilbyde dem andet end økonomisk vækst.

Det er den måde, som markedsøkonomer beskæftiger sig med spørgsmål om liv og overlevelse på. For professionelle økonomer starter og slutter økonomien med penge. De kender ikke andre behov og ikke andet produkt end penge, intet andet spørgsmål og intet andet middel til problemløsning. Ligegyldigt hvor de begynder, så slutter de med den evindelige smøre om, at økonomisk vækst er uundværlig. Disse eksperter bekymrer sig ikke om andet end markedsøkonomien og dens vækst målt i penge. Til det formål kommer endnu en omgang sludder, i dette tilfælde fra avisen Frankfurter Allgemeines økonomiske ekspertise: Også de seneste sydøstasiatiske naturkatastrofer gør det tydeligt, hvilket forhold det såkaldte ”erhvervsliv” har til folks overlevelse.

”Asiens sorte dage
Det var sorte dage for de fremadstræbende lande i Sydøstasien: ødelæggende regnskyl … flere jordskælv … en tsunami …. Antallet af døde forventes at løbe op i tusinder. Men økonomien forbliver næsten uberørt af alle disse katastrofer. For til forskel fra fx tørken i Indien er det kun et par fattige områder, der er blevet ramt. Og katastrofer sådanne steder påvirker praktisk taget ikke landenes vækst. ’De økonomiske konsekvenser overskygges af den menneskelige tragedie’, sammenfattes situationen … af Den Internationale Valutafond.” (4.10.09)

Folks problemer med at overleve og få forsyninger er noget ganske andet end det, der kaldes for ”økonomien”. Det er usikkert, hvad menneskelige ”katastrofer” betyder i økonomisk henseende.
Den ”menneskelige tragedie” får i det aktuelle tilfælde ”de økonomiske konsekvenser” til at blegne i sammenligning. Folkene fra økonomi-redaktionen ønsker jo ikke at stå som umennesker, så de gør deres moralske pligt: Ja, det er slemt med ofrene … Men så kommer de til sagen og har gode nyheder: Den massive tilintetgørelse af liv og levebrød er ganske vist en katastrofe, men kun for livet ikke for økonomien. Tværtimod:

”’Jeg tror ikke, at disse chok vil forstyrre et nyt opsving i Asien. Over en længere periode kan man næsten ikke mærke nogen indflydelse på bruttonationalproduktet’, siger Leong Wie Ho, national­økonom … hos Barclays Capital … Tværtimod: Som regel stiger aktierne i byggeindustrien og hos cementproducenterne, da man regner med en hurtigere, ofte bedre genopbygning. De indonesiske områder, som nu er ramt af jordskælv, … står også kun for mindre end 3 procent af bruttonational­produktet i østaten. Der er relativt lidt industri, den vigtigste infrastruktur såsom gader og broer rundt om Padang er ikke blevet ødelagt.”

Så hvis man betragter det fra en markedsøkonomisk synsvinkel – hvordan tager de omfangsrige ødelæggelser sig så ud? Der er gode udsigter for bygherrers og spekulanters forretninger. I det aktuelle tilfælde er der slet ikke sket nogen økonomisk skade, eftersom det kun er menneskers livs­grundlag, der blev ødelagt, ikke virksomheder og infrastruktur eller hvad der nu måtte være relevant, når det drejer sig om at lave penge.

For forsikringsbranchen tager katastrofen sig noget anderledes ud:
”I sin betragtning af denne del af asien talte De Forenede Nationer i slutningen af forrige uge om ’katastrofernes verdenshjørne’. ’Aldrig har så mange naturkatastrofer hjemsøgt et område på så kort tid’, sagde den stedfortrædende generalsekretær i De Forenede Nationer, Noeleen Heyzer. Genforsikringsselskabet Münchener Rück  har beregnet, at antallet af naturkatastrofer … i Asien mellem 1980 og 2007 er mere end tredoblet… Tabene på grund af disse katastrofer løb alene i 2007 op i omkring 40 milliarder dollars. I dårligere år, som fx 2004 efter tsunamien, har de også været oppe på det dobbelte. Men alligevel: I de fattige asiatiske lande er kun en brøkdel på måske 2 eller 3 milliarder dollars af den samlede sum forsikret.”

Så der er altså også en sektor af økonomien, der ikke er ligeglad med menneskelig nød og katastro­fer, fordi den selv er berørt af dem. I forsikringsbranchen blegner pengeregnskabet ikke ”bag den menneskelige tragedie”, tværtimod: Enhver menneskelig tragedie har sin nøjagtige pris, som giver sig udslag i regnskaberne. Rent økonomisk betragtet er katastrofer et spørgsmål om assurance.

I det aktuelle tilfælde var den menneskelige katastrofe ligefrem et kup. Eftersom der ikke var nogen, der var forsikret, er der heller ikke opstået nogen nævneværdig økonomisk skade. Men det, der er en fordel for forsikringen, er godt nok en ulempe for kapitalister fra andre brancher: ”Det betyder, at folk selv hænger på skaderne. Dermed har de heller ingen købekraft. Derfor annoncerede den filippinske præsident Arroyo lørdag eftermiddag en étårigt moratorium for tilbagebetaling af statslån til husholdninger i de ramte områder. Gebyrer for pengeoverførsler fra udlandet vil også blive eftergivet. På den måde frisættes der en ekstra købekraft på 32 millioner pesos (466 millioner euro).”

Så selv fattige uforsikrede mennesker har altså en vis betydning for økonomien. Fødevareafdelingen forsyner ganske vist ikke folk med fødevarer, men den har en interesse i deres betalingsevne for at kunne omsætte sine produkter til penge. I det aktuelle tilfælde svarer den mistede købekraft cirka til størrelsen på de gebyrer for pengeoverførsler, som regeringen har opkrævet, og for så vidt kan man uden problemer kompensere for den, så økonomien heller ikke i dette tilfælde lider nogen tab. Med hensyn til købekraften kan man endda lave en glædelig opsummering:
”’Pengene til direkte hjælp og den efterfølgende genopbygning bidrager som regel til at mere end udligne skaderne. Så trods ofrenes tragedie kan den slags katastrofer til og med have en postiv markedsøkonomisk effekt’, siger Leong.”
Katastrofe? Det kommer meget an på!

(www.gegenstandpunkt.com/radio/gsradiotext.htm)