Når fanatiske udlændingehadere smider negere ud af S-togene, chikanerer tyrker eller sætter ild til flygtningehjem, så er ansvarsbevidste borgere fra højre og venstre enige om, at der er tale om en moralsk afsporing, som ikke passer ind i billedet af vores herlige demokrati og på ingen måde svarer til holdningen hos “det store flertal af befolkningen”. De venstreorienterede advarer mod at overskride den gældende moral og henviser – “Aldrig mere!” – til erfaringerne fra Auschwitz, som burde få den almindelige retfærdighedsfølelse til at råbe vagt i gevær. Og især i de etablerede partier tilkendegiver de borgerlige, at racisme er uforenelig med demokratiet, og de gør det på en måde, så nationen og de nationalt sindede tages i forsvar. De po-interer, at der trods alt skulle være forskel mellem på den ene side en forståelig “angst for at blive oversvømmet af indvandrere” og på den anden en forkastelig “etnisk udrensning”, som man kun kender fra udlandet eller fra en længst forgangen tid. Overgangen til racisme og forfølgelse af dem, der er anderledes, er siden krigens slutning simpelthen blevet anset for at være principielt uforklarlig, og nu insisterer de på, at den unddrager sig enhver forklaring. Hvis man i det hele taget søger efter grundene til, at helt normale og pæne statsborgere i visse tilfælde finder koncentrationslejre og forfølgelse af udlændinge i orden, får man at vide, at man ikke forholder sig korrekt til disse hændelsers unikke umoral. Man mistænkes for at være for “rationalistisk” og for at udvise forståelse for det umenneskelige, altså i sidste instans for at være på nippet til selv at ville deltage i masseudryddelse.
Ingen af parterne har ret At kende til racismens rødder er nemlig en forudsætning for at bekæmpe den, “Wehret den Anfängen!”, når den viser sig, i stedet for at frygte dens videreudvikling – som åbenbart er helt igennem tænkelig – og nostalgisk anse den statsborgerlige tankegangs forrige normaltilstand for endnu at være uskyldig. En sådan forklaring kan under alle omstændigheder ikke blive blameret af den demokratiske morals regler, da den jo netop beskæftiger sig med sammenhængen mellem den principielt gode moral og afsporede udgaver af samme.
I.
Det, som fortalerne for de vante samfundsmæssige spilleregler ikke kan få øje på, er egentlig en ret simpel ting. Modviljen mod dem, som ikke hører til her i landet, har frasorteringen efter racistiske kriterier som sin yderste konsekvens. Den implicerer, at der postuleres en national samhørighed, som består i andet og mere end det ydre tilhørsforhold til en bestemt stat, dens økonomiske system osv.
a) Hvis man bor i Tyskland, Frankrig, USA, Danmark eller et hvilket som helst andet land, er man underlagt de mest forskelligartede former for tvang, der stiller krav til en. Hvis man ikke har penge nok, er man henvist til at arbejde for andre, hvilket man ikke ligefrem bliver rig af. Men alligevel er lønnen under alle omstændigheder altid stor nok til, at man skal betale skat af den. Selvfølgelig indfinder skuffelsen sig og sender folk direkte til stemmeurnerne, hvor de hjælper partierne med at vælge, hvem der skal regere. Undertiden kræves der, at man skal stå ret og lide heltedøden, eftersom forsvaret af disse pragtfulde levevilkår ikke kan klares alene af det lille mindretal, der får noget ud af dem. Alle disse objektive forhold resulterer helt sikkert i både fællestræk og modsætninger mellem de involverede individer, hvilket har sin grund i deres respektive interesser. Men det er ligeledes klart, at dette tilhørsforhold til en økonomisk, juridisk og politisk tvangssammenhæng hverken frembringer en speciel inderlig følelse af “national identitet” eller skaber et behov for at udelukke andre fra “vores eget” samfund. Dertil kræves, at man opfatter det kapitalistiske samfunds virkelige pligter – som man opfylder, fordi ens egen eksistens afhænger af det – som moralske pligter, som man ansvarsbevidst påtager sig som bidrag til et alsidigt fællesskab.
b) At der i det hele taget findes et sådant højere fællesskab, som staten og erhvervslivet helt ned til “manden på gulvet” så kan yde deres mere eller mindre ærværdige tjenester, er ganske vist kun indlysende, hvis man har de moralske briller på. Men forestillingen om “det nationale fællesskab” eller “det almene vel” er også produktiv, om end på en ret fatal måde. For slet ikke at tale om, at de virkelige tjenester ville stå sig dårligt ved at blive målt i forhold til, hvad man får ud af dem, i stedet for i forhold til de fornemme ideer. Den falske bevidsthed er altså nødvendig for at deltage i dette samfundsmaskineri.
Samfundet har brug for alt dette som ærværdigt bidrag til fællesskabets succes. Fra dette samfunds standpunkt og i dette samfunds navn tjener forestillingen om det nationale fællesskab til at retfærdiggøre både de åbenbare modsætninger mellem de samfundsmæssige interesser, de ejendomsbetingede forskelle i forholdet mellem løn og ydelse, og endelig stillings- og indkomsthierarkiet. I det enkelte specifikke tilfælde kan enhver mene, at han/hun personligt er blevet uretfærdigt behandlet. Men det er hævet over enhver tvivl, at det nationale fællesskab har som opgave at sørge for en orden, som enhver skal indordnes i. Det overflødiggør også ethvert blik på de midler, som forskellige slags borgere er udstyret med og som resulterer i ejendommelige former for afhængighed: Alt er anerkendt som samfundsorden med de rettigheder og pligter, som et fungerende fællesskab har brug for og som dets øvrighed skal sørge for, ja mere end det: som ethvert medlem, uanset stand og rang, har ret til.
II.
Denne retsbevidsthed går i gang med at inddele verden.
a) Hvis de “forskelle”, der eksisterer mellem rige og fattige, arbejdsgivere og arbejdere, ejere af fast ejendom og boligløse, er principielt i orden, så rammer “skæbnen”, der anbringer den ene i den ene gruppe og den anden i den anden, undertiden de forkerte, men i princippet alligevel altid de rigtige – i det mindste burde det være sådan, hvilket resulterer i samme overbevisning: Nationens organiserede selektion og fordeling af folk på det givne hierarki mellem “manden på gulvet” og “eliten” er ikke det, som den i realiteten er, men er derimod defineret af fordringen om at give alle “det, der tilkommer dem”. Alle undtagelser bekræfter reglen om, at enhver i folkefællesskabet skal blive og i sidste instans også bliver det, som vedkommende – “jo under alle omstændigheder” – er. For at nå frem til denne opfattelse er det ikke nødvendigt at have opdaget det gen, der giver millionærer, skomagere eller politikere succes (det er tilstrækkeligt, at der er stor interesse for denne forrykte idé). Interessen i resultatet er årsagen til, at man søger “forklaringen” i individernes givne evner – så den færdige kapitalisme til sidst tager sig ud som den perfekte anvendelse af den naturlige mangfoldighed af intelligens- og andre -reserver.
Dette er racismens første trin: fortolkningen af samfundsmæssige grupper som en naturligt betinget inddeling af menneskeslægten.
b) Selv om den samfundsmæssige verden skulle være noget i stil med den naturlige orden for ting og mennesker, så er den dog alligevel langt fra i orden. Det skorter på harmoni overalt i det principielt harmoniske samfund: Overenskomstforhandlerne skændes, alle klager over et eller andet, partierne er uenige i stedet for enige – hvad er der i vejen? Det gode menneske kender svaret, endnu før spørgsmålet er blevet stillet: På tværs af alle grupper og lag, køn og klasser består forskellen på folk i deres indstilling, i den pligtfølelse, hvormed de udfylder deres plads i samfundet. Overalt er der de gode mennesker, der tjener samfundet og holder det i gang, og de dårlige, der forstyrrer den sociale fred med deres egoisme. Det overflødige spørgsmål om, hvorfor de findes, er også allerede besvaret med den kendsgerning, at de findes: Ligesom evnen til at blive snedker eller matematikgeni, så skulle også folks karakter, som navnet siger, ligge i blodet. Forbrydelse kommer af den kriminelle energi, og enten har man den eller også har man den ikke. Til forskel fra andre evner kan denne her imidlertid ikke bringes i orden: Undergruppen af forkerte mennesker – det siger racismens anden variant – skal enten tvinges ind i den eksisterende orden eller udskilles fra den.
c) Trods alt hører selv de onde, så at sige som genetisk bundfald, stadigvæk med til “os”: til folkefællesskabet, der principielt organiserer sig harmonisk og anbringer enhver på sin rette plads. Det forholder sig anderledes med “de andre”, som de tro medlemmer af det nationale andelsselskab altid får øje på – det være sig via medierne, når man besøger fjerne strande eller midt iblandt “os”, eftersom staten også giver opholdsret til fremmede. Disse fremmede er fremmede – ikke fordi deres indstilling til de samfundsmæssige tilstande i deres hjemland er stort anderledes end “vores”, eller fordi de foretager sig noget forkert eller afvigende her i landet, men fordi deres pas viser, at de tilhører et andet folk. De er forpligtet over for dette andet samfund og dets værdier, og ikke over for det hjemlige. Dér kan de få det, der tilkommer dem – og det, der tilkommer dem, er noget helt andet end det, som det nationale fællesskab her i landet skylder sine ærværdige medlemmer, selv når det i sidste instans alligevel kun drejer sig om et og det samme, nemlig om penge: Selv i forbindelse med rigdommen i sin mest abstrakte form blegner forskellen på, hvem den tilhører, når den stilles over for den gængse opdeling i “vores” og “deres” penge. Så fundamental er den ideelle grænse mellem “os” og så dem, der simpelthen ikke hører til her – uanset om de er rige eller fattige, gode eller onde.
Den er så fundamental, at man – i lighed med de indenlandske forskelle på folk – slet ikke må minde om dens virkelige grund. Hvis man forestiller sig, at nationen er baseret på et moralsk fællesskab, så er man uendeligt fjernt fra den kendsgerning, at den eneste grund til skellet mellem ind- og udlændinge er den begrænsede rækkevidde af den statslige magt. At indrømme det ville jo være ensbetydende med at vende hele den moralske tilslutning til nationen og dens samfundsorden “på benene”, altså forkaste den. I stedet for at opfatte sig selv som medlem af et tvangsfællesskab bilder den gode borger sig ind, at han befinder sig i en misundelsesværdig priviligeret position: som æresmedlem af en forening ved navn “folket”, som ingen har stiftet i den forstand – det forholder sig tværtimod sådan, at det først er folket, der giver mening og formål til den indretning, der kaldes stat. Blandt andet det formål, at bestemme omgangen med fremmede folkeslag, der selv er præcis lige så anderledes indrettet – der er højst enkelte, der får lov til at “tilpasse” sig og til allersidst – helst først i anden eller tredje generation – blive sådan nogle “som os”.
For man må i første række betragte et sådant individ som primært udlænding; og hvis man foretrækker at se det omvendt, så er vedkommende alligevel ikke ens landsmand af den grund – så ville man også have gjort ham og hans folkekarakter uret …
Det er racisme i sin tredje og grundigste udformning: Om man tilhører folket eller ej, er det kriterium, der opdeler menneskeslægten i nationalt forskellige arter – endnu før underinddelingen i de forskelligt begavede og forskelligt gode. Tilhørsforholdet til denne art har ethvert menneske i sig, så at sige som sin vigtigste naturlige udrustning. Ligesom kruset hår eller hvordan det nu er, zoologerne gør, når de skal skelne den ene homo fra den anden.
d) Selv folk, der ellers ikke har noget at udsætte på idéen om det moralske fællesskab, føler sig stødt over udgrænsningen af og foragten for de fremmede, fordi den slags forstyrrer deres gode indtryk af fællesskabet. De går ind for “meningsfuld” særbehandling og tager afstand fra “uretfærdig” diskriminering, hvilket betyder, at deres kritik af racismen i enhver henseende kommer meget an på …
Set i bagspejlet betragtes det f.eks. som en væsentlig indvending mod jødeforfølgelsen i Det Tredje Rige, at det dengang var lige præcis de dygtigste og mest pligtopfyldende borgere, det gik ud over. Det var dem, der blev udstødt og tilintetgjort som fremmede, der ikke var en del af folkefællesskabet. Den tyske åndselite – fysikere, forfattere, virksomhedsejere, dekorerede veteraner fra 1. verdenskrig med eksemplarisk nationalstolthed – gået tabt ene og alene på grund af “indbildt raceoverlegenhed”. Yderst kritisabelt! Hvad ville de samme kritikere mon have sagt, hvis der havde været færre berømte og forbilledlige tyskere blandt jøderne?
Måske ville de sige det samme, som man i den lidt nyere tyske historie har sagt om tyrker og andre sydlændinge, når man ville argumentere for deres ret til at blive i landet: at det er dem, der udfører alt lortearbejdet – renovation og sådan – som tyskerne ikke vil røre ved! Der er heller ingen kritik af racismen i denne tilbagevisning af “fordommen” om, at folk fra andre folkeslag principielt fortjener at blive foragtet for deres færdigheder og indstilling. Den skelner blot mellem uretfærdig og retfærdig udelukkelse, som kritikerne heller ikke ønsker at rokke ved.
Til sidst reduceres kritikken til den helt abstrakte lærdom, som man overvejende hører i dag: “Udlændinge er også mennesker” eller “Alle mennesker er udlændinge de fleste steder i verden”. Den slags fraser vil virkelig også ryste dem, der hele tiden får øje på, at mange mennesker er udlændinge, især på steder – altså her – hvor de mener, at de ikke bør have lov til at være. Og strengt taget er disse fraser jo også indforstået med de naturlige forskelle, som så alligevel ikke skulle betyde noget på grund af det mest spinkle “fællestræk” af alle.
III.
Racisme: det er den politisk-moralske måde at betragte den menneskehed på, som staten har gennemorganiseret og gennemsorteret. En måde, som skelner mellem folke- og andre moralske karakterer. Det er den nationalistiske indstilling og dermed også en integreret del af den affirmative statsborgerbevidsthed. Den er altså selv et produkt af det politiske tvangsfællesskab, hvis eksistens den benægter. Hvad denne betragtningsmåde får øje på og hvilke detaljer den registrerer, er derfor heller ikke uafhængigt af den måde, som den tilgrundliggende moralske holdning afslører sine polemiske kvaliteter på, i den udstrækning den finder grund til national utilfredshed.
a) Patriotismen henter altid sine aktuelle stikord fra kataloget over forhold, som man er utilfreds med. Det er fra utilfredsheden, den får sin styrke – for mennesker med akut fædrelandskærlighed er det vel i de færreste tilfælde tilfredsstillet materialisme, der har været årsagen. Det viser sig straks, at det, der får folk til at pukke på pligtopfyldelse og moralsk integritet, er en speciel form for krævementalitet, der kræver handling. Vel at mærke mod de skyldige, som forstyrrer samarbejdet mellem regering og regerede, mellem investeringer og arbejdsvilje, mellem skole og hjem osv. Man kan ikke finde på andre måder at forklare gode borgeres manglende succes på eller de trængsler, som gode medlemmer af folket lider under midt i det hjemlige samfund, der jo kun vil sine borgeres bedste.
b) De figurer, som den skuffede patriotisme opfinder, opdager den så også igen med usvigelig sikkerhed. Når den foretager en kritisk vurdering af sit folk, får den mange steder øje på en egoisme, der forfalsker og spolerer en ordentlig sortering af folk, der ufortjent får fingre i statens ydelser, men til gengæld ikke leverer de krævede modydelser – og derfor er det de gode medlemmer, alle de ordentlige borgere, der bliver bedraget. Der er ingen anerkendt stand, der trædes for nær på den måde – parasitter findes nemlig overalt: i millionærkredse, hvor spekulanter snylter løs side om side med pæne investorer, der skaber arbejdspladser; blandt hjemløse, hvor hæderlige medmennesker uforskyldt er kommet i nød side om side med usle subjekter, der er gået i hundene.
Men den slags forskelle blegner ved siden af den opdagelse, som mangt et medlem af samfundet må gøre igen og igen: Der er nogle, der overhovedet ikke hører hjemme her. De “breder sig” – ikke fordi de skulle “brede” sig mere end andre, men derimod fordi de allerede er for “brede”, når de i det hele taget er her. Ud fra dette synspunkt er de skyld i alt det, der genener en utilfreds statsborger: De stjæler arbejdspladser, kvinder og boliger fra “os”; de slæber kaos, moralsk forfald og narkotika ind i landet; de får i hoved og røv, hvor en indfødt borger enten slet ikke kræver noget eller må stå længe i kø for at få det … Den slags mennesker behøver slet ikke først at forbryde sig mod en eller anden lov – men det passer forbandet godt ind i nationalisternes forestillinger, hvis de gør – for at blive beskyldt for at have forbrudt sig mod den første og mest fundamentale af de statsborgerlige pligter: at være et ansvarligt medlem af folkefællesskabet! Uden gyldigt medlemsbevis, altså uden ret til at være her, er de her simpelthen bare og forstyrrer alene derved harmonien blandt dem, som ellers ikke behøver at være enige om noget som helst for at være et enigt folkefællesskab.
Det er kun godt, at den sensible indlænding kan genkende dem med det samme – på “racekendetegn” i den banale betydning af tilfældige ydre træk, som ikke har det fjerneste at gøre med racismens politisk-moralske indhold: at inddele folk i folkefællesskaber – bortset fra, at man kan bruge dette kriterium til at udpege dem, der ikke hører til her. Derfor gør det heller ikke spor, når man undertiden og ofte rammer ved siden af.
c) Fædrelandskærlighedens jagt på de moralsk skyldige i de dårlige forhold i det principielt gode hjemland bliver på den måde til kernen i den statsborgerlige racisme. Naturligvis kan de utilfredse patrioter skelne mellem indenlandske og fremmede bad guys. Men når det drejer sig om det intakte fællesskab, som borgeren forestiller sig sin nation, så viser det sig hurtigt, hvilken afgrænsning der er den mest fundamentale: Den ene gruppe er de røvhuller, der hører til “os” som til en hvilken som helst anden forening og bliver behandlet derefter; den anden gruppe er dem, der ikke engang opfylder den mest basale betingelse: at høre med til foreningen – og det gælder selv de mest ædle eksemplarer af den anden gruppe. Og forholder det sig ikke sådan, at de forstyrrende elementer blandt landets egne borgere, i hvert fald dem, der skader den nationale harmoni, ved nærmere betragtning er “tilrejsende”, der falder i øjnene med deres ikke-bayerske dialekt eller usaksiske udseende – altså i sidste instans er fremmede elementer? Hvordan kan fremmede i ens eget land så omvendt være andet end forstyrrende – selv om man måske ikke engang kan bebrejde dem det personligt?
d) Under alle omstændigheder må man bebrejde staten, at den lader dem udvikle sig til en forstyrrelse og ikke i stedet imødekommer sit utilfredse folks behov for harmoni ved at foretage en grundig sortering. Hvis man ikke vil finde sig i denne skandale, står man over for en afgørende beslutning. Enten rusker man op i sig selv eller drikker sig mod til og påtager sig sammen med ligesindede den opgave, som statsmagten ikke kan tage sig sammen til. Man går over til håndgribeligheder og demonstrerer på den måde, hvem der har bukserne på og hvor de andre skal hen, nemlig ud! Det er til gengæld en overtrædelse af det statslige magtmonopol, altså et brud på loven og derfor ikke noget for alle og enhver. Den mere lønsomme vej fører ind i politik – for den private magt kan aldrig nogensinde blive lige så effektiv som den offentlige.
e) Overgangen til at udøve sit fremmedhad i praksis bringer igen en kritik på banen, som stiller spørgsmålstegn ved, om det nu også er nødvendigt. Men her drejer det sig godt nok – ligesom med ubehaget ved den racistiske sortering af folk – ikke om nødvendigheden af denne overgang, men om det, som ifølge det nationalmoralske verdensbillede er nødvendigt og som man alternativt også kan forkaste.
Polemikken mod “strømmen af indvandrere”, der spolerer de indfødtes oplevelse af et intakt folkefællesskab og dermed i stigende grad gør livet surt for dem, kan f.eks. også vendes om. Kritiske mennesker, især venstreorienterede, taler så for et idealbillede om det “multikulturelle samfund” og konfronterer det snæversynede fremmedhad med forestillingen om den berigelse, som man skulle få ud af mødet med fremmede skikke, madretter osv. Desværre retter man ikke en fejl ved at sige det modsatte: Hvis man anser den fredelige sameksistens mellem forskellige nationaliteter for mulig og måske endda for særlig givtig på grund af dens ubeskrivelige fremmedartethed, så tror man jo lige så fast på eventyret om “nationalkarakteren” som de spidsborgere, hvis modvilje man vil affærdige som som værende helt ved siden af.
Det gælder også det “multikulturelle” ideal, som får en del borgere til at blive fremmedvenner i stedet for fremmedhadere. Individer kan jo have egenskaber, der virker mere eller mindre elskværdige på den ene eller den anden. Deres fremmede nationalitet – ligesom omvendt det at være indfødt – hører helt sikkert ikke med til disse egenskaber. Hvis man vil prøve at bilde sig ind, at det skulle være tilfældet, beviser man kun, at man finder den nævnte forskel meget magtpåliggende – ikke på grund af ens påståede personlige bevæggrunde, men fordi heller ikke inter-nationalister kan holde ud at forestille sig, at tilhørsforholdet til folket, ens eget såvel som andres, er andet end et påbud om at være moralsk uangribelig.
De to varianter af den alternative patriotisme har det tilfælles, at de undervurderer racismen ved at gøre den til en “fordom”, som savner ethvert sagligt grundlag og som kritikerne vil frigøre sig fra som et eksempel for andre. At racisterne skulle have taget fejl af genstanden for deres had, er nemlig noget af det sidste, man kan bebrejde dem. Når de jager skyldige og leder efter indtrængere, som ikke hører til folket, lader de sig på ingen måde forvirre af deres ofres individuelle egenskaber. Der er nemlig hverken tale om “forkerte generaliseringer” eller indgroede fejltagelser, der kunne korrigeres ved hjælp af erfaringer eller et grundigt indblik i “meningen” med udenlandske særheder. Selv racistiske teorier – og ikke den normale form for landsforvisning af fremmede – forudsætter den nationale beslutning om uforenelighed og er ikke grunden til samme. Hvis der er noget, der rammer helt ved siden af, er det altså f.eks. de hyppigt citerede resultater fra den moderne antropologi, der siger, at der slet ikke skulle eksistere forskellige menneskeracer i biologisk forstand.
IV.
Statsmagten indretter ikke nødvendigvis sin politik efter den moralsk-affirmative fortolkning, som borgerne anlægger på den. Men den bruger borgernes indstilling til at legitimere sig med og sørger dermed for den til enhver tid aktuelle skærpelse af “folkestemningen”. Hvis det eneste, man kræver af denne politik, er, at den skal leve op til ens tro på, at statens vigtigste opgave er at sørge for harmoni i nationen – om nødvendigt med vold – så vender politikerne ikke det døve øre til. Tværtimod! Racismen er så heller ikke blot et produkt af det statslige tvangsfællesskab med dets politisk-moralske fællesskabssind, den er også en bekendelse til staten og den plejes helt officielt. Ligesom den utilfredse statsborger føler trang til at udøve patriotiske gerninger, griber også staten til en praksis, som giver racismen ret og skærper den – hvis ellers det passer i dens kram.
a) Når de utilfredse statsborgeres patriotisme først har gjort dem til fremmedhadere, støder de således på lydhørhed fra politikernes side. De hører, med rette, ikke andet end ekkoet af deres egne løfter om at skaffe flere fordele for deres eget folk og har forståelse for deres folks ønsker på dette punkt, selv når de sætter bremserne i. For strengt taget er det under alle omstændigheder sådan, at utilfredsheden i folket retter sig efter de “temaer”, som behersker den nationale offentlighed; og hvad de går ud på med hensyn til anledning og retning, er der ingen, der har så eftertrykkelig indflydelse på, som dem, der i forvejen har det store ord at skulle have sagt. I det store og hele kan man derfor godt regne med, at borgersindet mobiliserer sin racisme i samme omfang, som den bliver til offentlig mening – det omvendte er mere sjældent.
b) I hvor høj grad det er tilfældet og hvor meget praktisk politik, der kommer ud af det – eller også: hvor langt man kommer, når man anklager de regerende for at have glemt folket og på den måde opmuntrer de herskende partier eller selv laver et nyt parti – er noget, der afgøres af nationens succes eller trængsler, sådan som den slags ting defineres af dem, som sådan noget sorterer under. Den statslige nødsituation, som de får øje på og pålægger deres folk at løse, har en voldsom virkning på levevilkårene for de forskellige lag i befolkningen; den ødelægger vante måder at finde sig tilrette på og skaber utilfredshed hos folket. Netop derfor tager man sig særligt grundigt af borgerne i den slags situationer: Specielt i “hårde tider” må man ikke skade stemningen i landet med det fjendskab, som udlændinge nu engang pådrager sig, og det uforstyrrede forhold mellem folket og dets ledere må ikke lide under den provokation, som et uløst “udlændingeproblem” uvægerligt er. Jo mere opsatte de nationale ledere er på at løse den nationale krise ved hjælp af folkets moral, så meget klarere fremhæver de eksklusiviteten ved det nationale “vi” ved at chikanere og landsforvise de fremmede, hvis tilstedeværelse de ikke udtrykkeligt ønsker. En stat i nød må kunne forlade sig på sit folkefællesskabs ubetingede “solidaritet”; derfor renser statsmagten samme folkefællesskab for forstyrrende elementer – som om troen på de uforenelige nationale menneskearter var den rene og skære sandhed. Når statsmagten er interesseret i det, praktiserer den i den forstand den racisme, som dens borgere når frem til, når de bilder sig ind, at netop denne statslige magt over dem er deres egen identitet – hvorfor staten opmuntrer samme racisme teoretisk.
c) Det er en fast bestanddel af enhver moderne statsteori, at folket kun er et folk, fordi det består af mennesker af en bestemt art, som i overensstemmelse med deres fælles art er blevet sluttet sammen til et ukueligt fællesskab; en lige så fast bestanddel som den konklusion, der retter sig mod praktiske konsekvenser: at en nation kun er stærk og kan leve op til “udfordringen” fra “hårde tider”, hvis dens folk holder fast i denne den allermest basale dyd.
Plejen af denne folke-idé behøver ikke at gå så vidt, at det statsdannende insekt ved navn Arier bliver hyldet i kunst og videnskab. Med til kernen i den politiske tænkning hører imidlertid “historiebevidstheden” med dens ejendommelige lære om, at den frie statsborger bliver holdt i nødvendighedernes evige ledebånd, fortidens på- og forbud. Denne bevidsthed klarer sig helt uden viden, men bestemt ikke uden mindehøjtideligheder, “historiens hus” osv. – arrangementer, som (bort)forklarer kæden af udbytning og krig i fortiden, som om det drejede sig om et anstændigt folkefællesskabs livshistorie, som har strakt sig over generationer og stadig lever i bedste velgående. Enhver nationalideologi sammenholder alt, hvad statsmagten aktuelt foretager sig med dette fiktive folke-individ, og statsmagtens handlinger gøres således til folkets særegne og umistelige ret: Jo mere militante statens forehavender er, jo mere behandles de som mindst en historisk mission.
Og så meget mere får de fremmedes anderledeshed sine specifikke træk – komplementært til billedet af ens eget gode folk. De fremmede er nemlig tit så uheldige at stå i vejen for et nationalt opbrud; det være sig, fordi de er her og ikke dér, hvor de hører til; eller det være sig, fordi deres stat selv stiller forstyrrende krav til “historien”. Så ved man godt, hvilken middelmådig menneskeart, der skal udrenses, så det gode folk igen kan være helt sig selv. Og hvis det er rettet mod udlandet, så har en stat ganske vist altid alle mulige håndgribelige strategiske grunde til sit fjendskab mod andre stater, men i al sin abstrakthed leverer den strategiske tænkning allerede alt det, som fjendebilledet så laver ud af det: en “skæbnekamp” mellem frihed og “socialistisk barbari”, mellem vestlig kultur og islamisk terrorisme, mellem europæisk anstændighed og balkan-slavisk folkehad …
d) For at vise et eksempel på, hvor ubesværet politikerne snakker om indstillingen hos det folk, som de påberåber sig, deres pleje af samme indstilling og den opfordring til radikalisering, som de udlægger den som. Indenrigsminister Schäuble i Süddeutsche Zeitung: 1. Han kender menneskets naturlige hang til at gruppere sig efter “national identitet”: “Mennesker har brug for en identitet, som altid relaterer sig til et fællesskab, som skal defineres (!). De har et behov for at høre til et eller andet (!) sted. Det står i kontrast til det universalistiske udgangspunkt.” 2. Han værdsætter folkets samhørighedsfølelse, fordi den er et uundværligt fundament for hans politik. “Den rationelle bekendelse til fælles forfatningsværdier er utilstrækkelig som bindemiddel for fællesskabet. Eftersom mange beslutninger mere er baseret på følelser end på intellektet, har vi brug for et emotionelt bindemiddel: Det er lige netop viden (!!) om grundlaget for fællesskabet, samhørigheden – man kan så vælge at kalde det fædreland eller nation eller fælles historie.” 3. Han kan for så vidt sætte sig ind i den belastning, som denne “følelse” erfarer, når den konfronteres med folk, der tilhører andre “fællesskaber”. “Man må ikke puste til mange menneskers angst for, at vi bliver oversvømmet (af udlændinge) – men man må heller ikke fornægte denne angst, hvis man vil modvirke den.” 4. Hvorfor han vil undgå en “udgrænsningsdiskussion”, hvilket han gør ved at føre den selv. “Hvis jeg tillader, at folket overbelastes, hvilket jeg må være klar over, at mennesker ikke kan udholde …, så vil jeg i slutresultatet opnå det modsatte af det, jeg vil.”
V.
Alt det har selvfølgelig ikke noget at gøre med nazisternes raceforestillinger! Eller har det?
a) Når man beslutter sig for at blive politiker og påtage sig at lede staten, så har man ikke søgt et hvilket som helst job. Statsmænd elsker deres folk – på deres helt egen måde: De vil gøre folket til noget større. Naturligvis inkluderer det troen på, at folket har evnerne til noget sådant. Derfor siger nationale ledere gerne, at de “tror på” … f.eks. Amerika, eller Tyskland, men også Danmark, Serbien, Kina, Israel eller den palæstinensiske sag kan den slags mennesker tro på. Men troen skal godt nok være meget stærk, når det går folket skidt: forarmet, uenigt, ydmyget, pint og plaget af ydre magter – og i modsætning dertil førerens stort dimensionerede projekt.
Hitler troede på det tyske folks ret og evne til at være en verdensmagt – “eller slet ingen magt!” lød hans radikale alternativ. Med denne tro blev han fortvivlet over en realitet, hvor Tyskland – ifølge hans patriotiske syn på tingene, som han delte med de fleste af sine konkurrenter – blev underkuet af sejrherrerne efter 1. verdenskrig, udbyttet af den internationale finanskapital og ude af stand til at finde kraften til at sætte sig til modværge, fordi landet blev undergravet nedefra af klassekamp, anført af kommunister, og angrebet ovenfra af intellektuelle, som mente at kende til højere værdier end det “naturlige” folkefællesskab. Mere nøjagtigt formuleret: Hitler var nær ved at fortvivle over sit folk – hvis han ikke havde opdaget den løsning, som han udbredte sig så entydigt om i sin berømte bestseller, at den for tiden så populære teori om den nationalsocialistiske antisemitismes “ubegribelighed” næsten må fremkalde mistanke om mangelfuldt kildestudium. Efter alle den statsborgerlige racismes regler ledte han efter dem, der var skyldige i den elendige indenrigspolitiske tilstand i Tyskland, og han fandt et passende mandskab til at udfylde denne rolle – han havde trods alt allerede en anelse om, hvad han skulle søge efter, og kunne altså slet ikke gå fejl af resultatet: I forbindelse med både den finanspolitiske udbytning af tyskerne og de intellektuelles og bolchevismens indenlandske undergravning af det tyske folk – overalt var det lutter jøder, der var på spil. Bankmænd og kommunistiske klassekæmpere forfølger ganske vist ret modsatrettede mål – og litterater helt andre igen. Men hvis man betragter det hele fra den nationale solidaritets standpunkt, kan det alligevel være det samme og helt ligegyldigt, når man ikke har en kritik af hverken bankvirksomhed eller lønarbejde, men derimod er vred på alle parter over den samme ting: den skade, som man bilder sig ind, at de tilføjer Tyskland. Hitler lod sig ikke forvirre af de mange ikke-jøder blandt de menneskelige parasitter og skadedyr og heller ikke af de mange nyttige og måske oven i købet patriotiske jøder – i lighed med en tysk indenrigsminister af i dag, der hverken lader ikke-udenlandske forbrydere eller lovlydige bekvemmelighedsflygtninge afholde ham fra at bekæmpe kriminalitet ved at bortsende udlændinge, der misbruger asylretten. I princippet opfattede Hitler folkefjenderne som fremmedelementer i folket og omvendt de fremmede som fjender af den statslige orden. Det gav de gode tyskere på vej til Gröfaz (größter Führer aller Zeiten) troen på deres folk tilbage: Folket var godt og dygtigt af natur; man behøvede bare eliminere den skadelige indflydelse fra de ikke-tyske elementer.
For så vidt ikke væsensforskelligt fra den helt normale statsborgerlige racisme.
b) Den strategiske vurdering af den indre fjende – for Hitler var på det rene med, at Tyskland kun kunne blive en verdensmagt via krig, og det var den vigtigste del af hans frelserbudskab til folket – præsenterede det ejendommelige billede af et folk uden stat, som var infiltreret i sit “værtsfolk” og primært beskæftigede sig med at “udsuge” og “undergrave” det. At man kunne slutte herfra og til den jødiske races karakteristika, var for Hitler komplementært til troen på hans folk, og desuden kunne han bevise det ved hjælp af historiens autoritet, hvor folkeslaget af “tilrejsende” i 2000 år har haft en tung plads. Dermed lå det også fast, at det var nødvendigt med et nationalt udrensningsprogram, som var lige så lidt berettiget til at spørge om individuelle forsyndelser mod det tyske folkefællesskab som – for endnu engang at henvise til en aktuel parallel – udrensningen af “økonomiske flygtninge” i den nye tyske nation berettiger til at spørge om, hvilken skade disse folk skulle have forvoldt D-Marken.
Processen blev så eskaleret på den velkendte facon. For at forberede folkefællesskabet på den kommende “folkekamp” bekæmpede man først den indre fjendes undergravende virksomhed, altså klassekamp og intellektualisme. Kommunister og andre afvigere blev forfulgt og den indbildte “sump” i folket, “jødevældet”, blev identificeret, isoleret og udskilt som den typiske højborg for anti-tyske aktiviteter og udsat for Berufsverbot og forbud mod at indgå ægteskab med “ariske” tyskere. Den nye folkekrig gik i gang før overfaldet på Polen, med terrorisering og deportation af den evige “5. kolonne” i landet – meget følgerigtigt for en stat, der forbereder sig på at gøre det af med generende nabostater og ikke alene erobre “rum” østpå, men også skaffe frirum for det tyske “liv”. En sådan stat har derfor også brug for en forhærdet moral hos sine folkemasser for at få dem til at skabe millioner af ofre og tage dem med i købet for Tysklands storhed. En lige så følgerigtig ting var beslutningen om at bruge verdenskrigens højde- og vendepunkt til at foretage en radikal udrensning af den en gang for alle udnævnte indre fjende på den “hjemmefront”, der var blevet udvidet kraftigt gennem erobringerne: Det bureaukratisk organiserede folkemord var den indenrigspolitiske afdeling af en “befrielseskrig” mod alle dem, der stod i vejen for det gode tyske folks march mod det verdensherredømme, som det jo var prædestineret til at udøve. Foruden mange andre bjerge af lig skabte dette program også Auschwitz. Med sit nationale storhedsvanvid var det ganske gennemskueligt, og patrioter fandt det alt, alt for indlysende.
c) Den statsligt dyrkede racisme talte om tyskernes naturgivne ret og deres fjenders ondskab, og den blev praktiseret så konsekvent, at den også radikaliseredes i teoretisk forstand, idet den blev udarbejdet til en nationalt forpligtende verdensanskuelse. I løbet af måneder eller højst få år enedes hele kultur- og videnskabssektoren om, at folkefællesskabet var langt mere oprindeligt og en mere iboende del af dets medlemmer end enhver samfundsmæssig prægning af menneskene – selvom den da også er temmelig genetisk forankret! Folkets absolut før-samfundsmæssige og før-statslige fællesskabskarakter måtte altså findes blandt menneskeartens naturgivne egenskaber og vel at mærke inden for området “race”. Det samme galdt naturligvis jødernes prædestinering til at forstyrre det retmæssige sejrstog for de gode tyskeres, der jo altid – og takket være deres “ariske” natur, som man nu havde fundet ud af – gerne har stillet op som brutale håndlangere for deres føreres heroiske eventyr. Det var ikke før denne opdagelse og som begrundelse for den, at man begyndte at foretage professionelle målinger af hovedskaller, men til sidst i forløbet og som underholdning for de overivrige. For denne racisme har ikke noget at gøre med human-zoologi, men så meget desto mere med den borgerlige tænknings populære og velkendte fejl: at “forklare” statens præstationer og resultaterne af den kapitalistiske konkurrence med de berørte menneskers “anlæg”. Hele den intellektuelle elite var vant til denne helt normale racisme og deltog i dens nye landvindinger – og hvis man ikke deltog, blev man hurtigt “umulig”! Man tog den statsideologiske metafor om den “nationale arv” bogstaveligt og fandt på eller accepterede en kvasi-biologisk arvelighedslære som ideologisk universalløsning i forbindelse med den pleje af traditionerne, som alle stater dyrker.
Man kan altså ikke beskylde den nationalsocialistiske “racelære” for bare at være en biologisme, der gik over gevind, og endnu mindre for, at den i Auschwitz og andre steder skulle være skredet til – en “ubegribelig” – handling. Nationens pligtbevidst-patriotiske åndselite foretog blot en konsekvent videretænkning af det budskab, som er indeholdt i evangeliet om den “nationale identitet” – parallelt med og svarende til at det ærede fællesvæsen viderepraktiserede den politiske vilje til at sikre tyskerne deres nedarvede ret til sejr.
d) De politiske partier i Forbundsrepublikken Tyskland er bekymrede for, om de alt for mange udlændinge ville kunne stille for store krav til deres fædrelandskærlighed og samfundssind. Så må man spørge, om de mange offentlige højtideligheder til minde om Auschwitz ikke er et klart eksempel på for store krav. Hvem bryder sig i betragtning af den slags skændige nationale gerninger om at identificere sig med sin stat, måske endda et godt stykke ind på det følelsesmæssige område? Hvem kan lide en national identitet, der kan regne et veritabelt folkemord blandt sine umistelige traditioner? Endnu værre: Hvem vil i det hele taget være med i det nationale kollektiv ved navn “folk”, når det er så tydeligt, hvad denne kollektivisme inkluderer?
De forbundstyske politikere plages ikke af den slags bekymringer. Med rette. Deres mindehøjtideligheder blamerer ikke det tyske folk, og de afslører heller ikke det stupide og farlige ved den patriotiske indstilling til fællesskaber. De er tværtimod de rene trosbekendelser til det – igen – gode tyske folk. For de indordner Auschwitz i denne tradition: som den uhyrlige undtagelse fra reglen, som en plet på en ellers helt igennem ordentlig ære, som et black-out for tysk politik, og dermed i grunden hverken tysk eller politik. De er ét eneste anstrengt forsøg på at fornægte enhver lighed mellem den daværende og den nuværende patriotisme. I stedet for drejer det sig om at erklære, at nutidens gængse racisme og dens lidt mere krigeriske variant fra 30erne og 40erne er ekstreme modsætninger. Det behøver man ikke engang bruge særlig mange ord til, og man har da slet ikke brug for en teori, der på en eller anden måde skulle være “falsificerbar”. For at kunne indordne jødemordet som en hændelse, der nærmest udgrænser sig selv af det ukueligt gode tyske væsen, er den nationale bestyrtelse tilstrækkelig, sådan som den højtideligt iscenesættes ved dertil indrettede arrangementer.
Hvordan ville det være, hvis man beskæftigede sig en smule med sagen selv i stedet for at bekende sig til det påstået “ubegribelige” ved den? Netop: Så ville der komme noget andet ud af det end det “budskab til os i nutiden”, som det altid drejer sig om, når traditionerne skal plejes, og som den negative traditionspleje omkring Auschwitz-mindeshøjtidelighederne også går ud på: at Tyskland i dag er bedre og at Auschwitz er en “opfordring” – til hvad egentlig? Til lige præcis det, som denne nation under alle omstændigheder foretager sig og planlægger i dag. For de førende damer og herrer forsikrer, at denne foretagsomhed og planlægning sker i og af respekt for ofrene fra dengang. Auschwitz som “de dødes vedvarende formaning til de levende” indordnet i de nationale traditioner og hele tiden brugbar som retfærdiggørelse af den aktuelle tyske politik: en sikker garant for den nye stats etiske kvaliteter, for dens førere og dem, der lader sig føre.
I realiteten følger der ikke noget som helst af Auschwitz. Der er intet af det, som den tyske nation foretager sig i dag, som den foretager sig på grund af nazisternes mord på jøderne eller af forfærdelse over det – hverken den frieste markedsøkonomi, der nogen sinde har eksisteret på tysk jord, eller denne jords rensning for uønskede udlændinge, hverken deltagelsen eller ikke-deltagelsen i krigen på Balkan. De officielle mindehøjtideligheder for Auschwitz er ikke engang en følge af Auschwitz. De er en følge af nationens aktuelle behov for at tage æren for at distancere den tyske stat fra nazi-statens folkemord.
Denne “Auschwitz-løgn” bliver ikke mere rigtig af at blive brugt til at konfrontere nationen med. At bruge “Vergangenheitsbewältigung”, opgøret med den nazistiske fortid og nederlaget i 2. verdenskrig, som målestok for dagens Tyskland og dets beboere, måler ikke andet end det hykleri, at statens opførsel skulle finde sted til minde om Auschwitz. Man får øje på moralsk forfald eller på “opmuntrende tegn”, alt efter hvor meget af dette hykleri de respektive skønsmænd tager for gode varer. Hvor der er tale om “spirende nazisme”, som man må “afværge” ved hjælp af “pligten til at mindes”, afhænger under alle omstændigheder altid af, hvor ophavsmændene til disse slogans vil åbne en ny front – CDU kommer hurtigt fra “Auschwitz” til abstraktionen “vold” og tænker dermed primært på alle dem, de opfatter som venstreorienterede. Når man påberåber sig Auschwitz så er det nu engang bare en hyklerisk måde at forsvare standpunkter på, som ikke har noget med Auschwitz at gøre.
Så skulle de venstreorienterede hellere have holdt fast i Max Horkheimers maksime: Den, der ikke vil tale om kapitalismen, bør tie om fascismen! Kapitalismens statsborgerlige moral og hvordan man plejer den fra statslig side, bør også nævnes. Men i stedet for taler hele nationen så begejstret om mordet på jøderne og hvordan det præsenteres i “Schindlers Liste”, at man ikke længere hører et eneste kritisk ord om grundene til samme mord. “Efter Auschwitz” – falder det den statsborgerlige hverdagsracisme så let som aldrig før at fornægte sine egne konsekvenser.
oversat efter
“Woher kommt und wie geht Rassismus?”
© Gegenstandpunkt – Politische Vierteljahreszeitschrift 1-1995
Arbejde og Rigdom 