Hvor intelligent er intelligensteorien?

Oversat fra Argumente gegen die Psychologie, januar 1990

Hvad er intelligent?

Selv om den psykologiske opfattelse vil hævde noget andet, er dette ikke noget “definitionsspørgsmål”, som det ikke er muligt at give et objektivt svar på. Om en tanke er intelligent eller ej, afgøres nemlig kun af én eneste “norm”: om tanken er rigtig eller falsk. Hvilke mentale præstationer og “adfærdsmåder” der er påkrævet i “vores kulturkreds” og/eller betragtes som intelligente, er derimod først og fremmest et klassespørgsmål. I modsætning til de såkaldt intellektuelle er arbejderne afhængige af at bruge deres psykiske og fysiske kræfter på de krav, som deres arbejdsplads stiller, for så vidt og så længe kapitalen vil gøre brug af dem.

Den livslange ensidige anstrengelse på arbejdet og tvangen til at bruge sin fritid til at reproducere sin arbejdskraft (dette, hverken mere eller mindre, skal skoleuddannelsen sikre) sørger for fordummelsen af de almindelige masser, som åndsarbejderne kun har bekymret foragt til overs for; det er jo deres job at bruge deres juridisk beskyttede åndsfrihed som lærere, jurister, psykologer og så videre for staten – at tage parti for magten er kriteriet for deres intelligens.

Intelligensteorien hører derimod hjemme i den differentielle psykologi, og den ser problemet på en helt anden måde. Efter dens opfattelse drejer det sig om det talent, som enhver har med i bagagen for at handle med det her i den jordiske eksistens:

“Hvad intelligens så end måtte være, så nidrager omfanget af den intelligens, som tilskrives et individ, til at betinge dette individs plads i sin gruppes hierarikiske struktur.” (Roth, 1972)

“I forbindelse med intelligens drejer det sig uden tvivl om et særligt vigtigt kendetegn: Talrige observationer beviser, at der i samfund med vestlig levevis består en sammenhæng mellem den individuelle prægning af denne variabel og forskellige kriterier for at komme frem. De krav, som uddannelse og erhvervsaktivitet stiller, passer her som regel bedre til de personer, som på grund af hvilke faktorer det nu end måtte dreje sig om kan betegnes som ‘intelligente’; omvendt forringer lav intelligens udsigten til skoleundervisning, til en arbejdsplads, til en sexualpartner osv.; dumhed eller evnesvaghed er i ekstreme tilfælde ensbetydende med livslang afhængighed af hjælp fra andre personer eller institutioner.” (Amelang/Bartussek, 1981)

Det er absurd, når man først abstraherer totalt fra intelligensen og dens bestemte forhold til succes og dernæst indplacerer den som en til enhver tid vigtig eller ligefrem afgørende forudsætning for den samfundsmæssige stilling – citaterne ville være lige så overbevisende, hvis man erstattede ordet “intelligens” med “indkomst” eller “fysisk ydeevne”. Denne absurditet fører øjeblikkeligt til den psykologiske pointe, at alle råder over et “individuelt omfang” af denne forudsætning, så de dermed har mulighed for et lige så individuelt omfang af succes.

Lige så ligeglade psykologerne er med hensyn til nærmere oplysning om, hvad “intelligens” er for noget, lige så uinteresserede er de altså i at finde ud af, hvordan og i kraft af hvad et menneske i “kommer frem” i dette samfund. Det er helt tilstrækkeligt, at man altid kan komme mere eller mindre langt. Intelligens bestemmes som evnen til succes, og succes som udtryk for intelligens.

Dette dogmes tilsyneladende plausibilitet ligger i påpegningen af, at der utvivlsomt ikke er noget, der kan lade sig gøre, uden intelligens. Helt kulturuafhængigt betyder evnesvaghed en manglende evne til at bestride en hvilken som helst samfundsmæssig eksistens – man er nødt til at kunne tænke for at kunne nyde godt af uddannelse, indkomst osv. Men dette beviser ikke, at klogskab er det, der bestemmer “livschancerne”, ligesom tautologien om, at man unægteligt gør brug af sin evne til at tænke, når man tænker eller handler, heller ikke berettiger den fejl, som det er at anse det for en forklaring på tænkning og handling. Prædikatet: dette eller hint er intelligent = et tegn på intelligens, bruger psykologien til at fabrikere en tilsyneladende grund til den pågældende præstation. For psykologien eksisterer en tanke to gange, når den har klassificeret tanken som intelligent: for det første som sådan, og for det andet som sin egen forudsætning ved navn intelligens. Herefter behøver man blot at forveksle forudsætning og grund for at kunne sammenfatte tankens relationskompleks som sin egen kvalitet ved navn “intelligens”: Der foreligger et “observerbart udtryk” for en “indre potens”, der kaldes “intelligens”. Med denne pseudokonklusion har man forklaret lige så lidt, som man har forklaret, hvis man “sluttede” fra et spring til en “evne til at springe”, så man derefter kunne besvare spørgsmålet om, hvorfor nogen springer over hegnet, med, at det er springevnens måde at udtrykke sig på.

Videre: Intelligensteoretikerne nøjes ikke med at trylle et skjult potentiale ud af det faktum, at tænkning er så almindelig, men mener også, at det er et individuelt begrænset potentiale, som bestemmer mulighederne for livslykke. Uanset hvor psykologerne får øje på en bestemt intelligent præstation, beskylder de den for at være en for så vidt begrænset præstation. Ud fra muligheden for at tænke, slutter de, at denne mulighed eksisterer som en individuel begrænsning. Hvis det er intelligens, så er enhver mental præstation principielt også et bevis på dette ominøse potentiales begrænsning – man kan gøre, hvad man vil: en intelligensteoretiker tager det som et muligt tegn på, at man ikke kan gøre det bedre.

Hvad måler en intelligenstest?

Dette er grundlaget for enhver intelligenstest og dermed for den praksisrelevans, som denne disciplin elsker at gøre sig til af. Psykologen stiller opgaver og registrerer, hvilke opgaver testpersonerne løser korrekt og hvilke der ikke lykkes, hvorpå han “diagnosticerer”, hvilke intellektuelle præstationer de i det hele taget er i stand til og hvilke de ikke formår. Her drejer det sig ikke om at opdage særlige, individuelle evner, men om at teste, hvorvidt testpersonerne lever op til opgaver, der er sammensat specielt med henblik på selektionen i bestemte afdelinger af det borgerlige samfund: Der er tests for børn på ethvert skoletrin, for akademikere, arbejdere, hjemmegående husmødre, sindssyge osv.

Psykologien bliver på ingen måde realistisk på dette punkt og begynder at spørge efter de kundskaber, som kræves i den respektive uddannelse eller stilling. Som før er den interesseret i at måle idealet om åndsevner som succesdygtighed, og det vil sig, at den ønsker at udforske intelligenspotentialet adskilt fra den succes, der har fundet sted. I denne overbevisning går psykologien altså på den ene side ud fra, at et menneske har så meget succes, som det har intelligens til, men på den anden side har den ingen tillid til fx skolekarakterer som indicium på den dygtighed, hvis eksistens den går ud fra. Derfor lægger den hele sin ærgerrighed i at udvikle testopgaver, som skulle vise tænkeevnen uafhængigt af de præstationer, som faktisk forlanges. Betragtet på denne måde undgår den ideale intelligenstest så vidt muligt alt, hvad der minder om tillært viden såsom regneopgaver og udtryksøvelser – da det er tillært, giver det jo ingen forklaring på/oplysning om, hvad den testede kunne kunne, hvis han bare kunne, IQ-testen måler den intellektuelle duelighed i forhold til verden, idet den søger at give afkald på ethvert tankemæssigt indhold.

På den anden side er denne ideale test (bortset fra, at “øvelseseffekten” simpelthen aldrig kan lades ude af betragtning – et tolvårigt barn har nu engang ofte sammenlignet sorte cirkler på hvidt papir i geometriundervisningen, mens dette ikke er tilfældet for jævnaldrende busknegere, og spørgsmålet er, om sidstnævnte i det hele taget forstår testens vejledning …?) i stor fare for at miste sin “prognostiske kraft”. For det er immervæk stadig den intellektuelle egnethed i forhold til et eller andet samfundsmæssigt krav, der skal bedømmes, og hvis testen fjerner sig for langt fra disse krav, bliver den upraktisk, fordi den ikke kan bruges til at afgøre, om et barn skal findes værdig til folkeskoleundervisning eller om det skal opfylde sin skolepligt i en specialskole.

Ved valget af sværhedsgrad holder diagnostikerne sig til den tommelfingerregel, at det, der interesserer dem ved intelligensen, “hvad den så end er”, først og fremmest er forskellen i samme. Hvilke opgaver der bliver taget med i en test, er således slet og ret bestemt af, om løsningen af opgaverne i den kan bruges til at producere forskelle mellem individerne på et bestemt uddannelsestrin eller ej. Opgaver, som alle otteårige kan klare, egner sig selvfølgelig ikke til den differentielle diagnostik af otteårige, på samme måde som opgaver, der altid er for svære for alle otteårige, er uegnede.

Målestokken for intelligens er altså sammenligningen mellem den udspurgte præstationsgruppes individuelle og gennemsnitlige præstation – den berømte intelligenskvotient:

IQ = Intelligensalder

livsalder

(hvor det er den individuelle alder, der står i tælleren, og “den for det respektive alderstrin gennemsnitligt forventelige score”, der står i nævneren).

Intelligenstesten er altså helt klart anvendelig – hvis den svarer til den psykologiske “diagnose” af intelligensen hos fx et skolebarn, så er psykologer og skolemyndigheder enige i intelligensteoriens ideologiske pointe, som består i, at forskelle med hensyn til at beherske et indlæringsstof ikke er nogen anledning til at overvinde børnenes manglende viden uden hensyn til forskellene i deres mangelfulde præstationer, men at disse forskelle derimod for nogle af børnenes vedkommende – nemlig for dem, der har den ringeste viden – gør det nødvendigt at udelukke dem fra yderligere uddannelse. For “antagelsen” af, at det er intelligenspotentialet, der afgør, hvor langt man kommer her i livet, passer til den velvillige opfattelse af uddannelses- og erhvervshierarkiet, der mener, at det skulle dreje sig om et hierarki af chancer, som den mentale præstationsdygtighed får serveret, for at enhver kan komme til fadet i større eller mindre grad afhængigt af de evner, man besidder. Den kendte kritiske indvending om, at skolen ikke i tilstrækkelig grad efterkommer denne sin egentlige bestemmelse – alene i kraft af, at den psykologiske intelligensdiagnostik kun undtagelsesvist benyttes og man ellers nøjes med at selektere via karakterer; men frem for alt, fordi der af ovennævnte grunde “indtil nu” endnu ikke findes nogen intelligenstest, der kan angive den sande intelligens objektivt og uangribeligt, renset for forvanskende miljøpåvirkninger, så alle ville kunne tildeles lige nøjagtig de livschancer, som de har med fra fødslen af – denne indvending er ikke nogen kritik af den idealistiske opfattelse, at de samfundsmæssige forskelle i princippet er udtryk for forskelle i den individuelle natur. Indvendingen kræver derimod, at disse angivelige naturforskelle sættes konsekvent igennem. Uanset om man nu mener, at dette princip allerede er realiseret på tilfredsstillende vis og med Eysenck ønsker at beskytte negrene mod den kulturelle overanstrengelse, som ville blive resultatet af en placering på høje poster; eller om man gør indsigelser mod noget sådant på vegne af intelligente og måske yderst præstationsdygtige, men i kraft af “miljøpåvirkninger” “underpriviligerede” slumbørn, hvorfor man i stedet kræver “reel” gennemførelse af selektion efter intelligens: på den ene eller den anden måde er og bliver intelligensteorien demokratisk racelære.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s