Lange ansigter eller sågar tårer, når der uddeles karakterer – det prøver man at undgå i gymnasiet. Alle – bortset fra dem, der ikke behøver det – demonstrerer i sandhedens time, at karakteren ikke gør noget større indtryk på dem. Ikke fordi det faktisk ikke rører dem, når de med tørre tal får fortalt, hvad de pænt har at gøre, hvis de også i fremtiden vil nyde godt af gymnasieskolens uddannelsesanstrengelser – den påtagne nonchalance, som man modtager karakteren med, det tilfældigt henkastede blik på eksamensresultatet vidner udelukkende om den anstrengelse, som det koster at benægte sin bekymring offentligt. Imidlertid ved man godt, hvad der passser sig for en gymnasieelev, selv om tingene derved kun bliver sværere for en selv end ellers: at føle sig hævet over verden er sagen, derfor spiller man cool og prøver at berolige sig med at kommentere sammenligningen mellem præstationerne for på den måde at sætte resultatet af sammenligningen i et noget andet lys.
At klassens nummer ét kan tage et så strålende karakterblad med hjem, er nemlig – ret beset – egentlig ikke noget af være stolt af. For – sådan tænker dem fra midten og ned – han har jo kun fået sine gode karakterer, fordi han har morakket som død og helvede – hvormed man vil udtrykke, at man også selv kunne have opnået ganske respektable karakterer ved hjælp af tilsvarende anstrengelser, hvis man bare havde gidet. Man prøver altså at bevise noget: nemlig, at man i hvert fald ikke er mindre intelligent end ens medgymnasiaster – og det er en fejl. Når man ræsonnerer sådan, forestiller man sig nemlig en ideel præstationssammenligning, hvor elevernes rene naturlige intelligens bliver bedømt uden hensyntagen til deres arbejdsindsats. Det tåbelige ved dette er, at denne intelligens slet ikke findes. Man opfinder den ganske simpelt ved at slutte fra en elevs præstationer til en tilgrundliggende evne, der på den ene side skal være noget andet end tilvejebringelsen af disse præstationer, men på den anden side ikke viser sig på anden måde end denne. Argumentet om, at en person regner så godt, fordi han er så god til at regne, er ikke andet end den blotte gentagelse af det faktum, der skal forklares – med den lille tilføjelse “er … til”, der i første instans ikke gør en klogere end før, men i anden gør det klart, at en dårlig karakter har sin rigtighed, fordi den, som den går ud over, mangler grå celler. Eleverne beviser denne påstands vilkårlighed, når de selv tilbageviser den: De imødegår den officielle vurdering af deres påståede evner med, at de med den nødvendige læsning bestemt også ville kunne præstere helt andre ting. Det kommer de ganske vist kun i tanker om, når det er deres karakterer, der falder lidt middelmådigt ud. Hos de andre beviser det derimod, at de er dumme. Det samme gælder – med omvendt fortegn – for gode karakterer: Hvis man selv får dem, ser man sin intelligens bekræftet, hvorimod de 13-taller, der uddeles til klassens nummer ét, overhovedet ikke siger noget som helst om, hvorvidt han faktisk har pæren i orden. Kort sagt: Man drejer argumentet alt afhængigt af, hvad der passer bedst i ens kram. Drejer det sig om, at en anden skal udelukkes fra videre uddannelse på grund af sine dårlige karakterer, selvom han netop ville have mest brug for mere uddannelse, så deler man som gymnasieelev den dertilhørende ideologi: Han er dum, og derfor er enhver yderligere ulejlighed for hans skyld spild af tid. Kun når det drejer sig om en selv, vil man i sådanne tilfælde gøre sin egentlige intelligens gældende. Den intelligens, de har, misbruger eleverne altså til helt og fuldt at bakke op om gymnasiets gemene sortering. Hvis man holder sig for god til det, kan man henvende sig til os via GegenStandpunkt!
Arbejde og Rigdom 