En instruktør fra den tidligere kolonimagt Storbritannien modtager 8 Oscars for sin biograffilm om en indisk politiker: Sir Richard Attenborough’s „Gandhi“ er sæsonens filmhit. Som den tåreblændede instruktør sagde til the Academy i Hollywood! „You are honouring in fact Gandhi and his message of non-violence and peace for all mankind!“. Og det lige da der er optog til en 3. verdenskrig og samtidig med massakrerne i de indiske provinser Assam og Punjab.
Her skal ikke bringes nogen filmkritik. Attenboroughs film kommer med originale Gandhi-citater; filmen er fuldstændig realistisk hvad angår historiske facts og kostumer; og hovedrolleindehaveren har ikke bare lært at spinde garn perfekt, men har også smidt 30 kg for at kunne fremstille det historiske forlægs sultestrejker „realistisk“. Man kan ikke bebrejde instruktøren, at man ikke får noget at vide om kolonialisme, Indien, Gandhis politik og ideologi samt den imperialistiske afkolonisering ved at se filmen. Når alt kommer til alt drejer det sig om en spillefilm. Derfor bringer vi her et par oplysninger, der ikke kun er beregnet på biografgængere.
1. Indien før Gandhi
Den 31.12 år 1600 gav Hendes Majestæts Regering the East India Company koncession på handelen i Forindien og på den økonomiske udnyttelse af territoriet øst for Calcutta. Kompagniet købte retten til at udskrive skatter af de bengalske moguler; det åbnede guld- og ædelstensminer, indførte bomuld-, silke- og jutemanufakturer. Og efter at de britiske tropper havde erobret Assam oprettede det teplantager i stor stil. Kompagniet skaffede sig jorden til de pladskrævende afgrøder og arbejdskraften til manufakturvirksomhederne ved at ekspropriere de selvforsynende bønder og ved at ruinere småhåndværkerne i byerne. Dette fremkaldte modstand fra lokale fyrster, som mistede deres kilde til rigdom pga. kompagniet. Men England nedkæmpede hurtigt denne modstand gennem militære aktioner til „beskyttelse af Kompagniets rettigheder“. Og for at fuldføre værket proklamerede Westminster så i 1798 det britiske overherredømme over alle indiske fyrster. Derpå følger næsten l00 års kolonikrig indtil dronning Victoria i 1877 kunne antage titel af kejserinde over det „pacificerede“ Indien.
Den britiske imperialismes kolonisering af Indien fuldbyrdede ødelæggelsen af de oprindeligt selvstændige og selvforsynende indiske landsbyfællesskabers økonomier. Kolonimagten importerede bomuld fra Indien og ruinerede den lokale stofproduktion med den engelske industris produkter. Samtidig udbyttede engelske kapitalister indisk arbejdskraft ved at oprette bomuldsmanufakturer i selve Indien. Koloniadministrationen kastede sig over maharaja’ernes og deres skatteopkræveres forældede regeringssystem og udformede subkontinentets „civilisation“ fuldstændig i overensstemmelse med de behov, der udsprang af den koloniale udbytning. Den oldindiske produktionsmåde mistede således sin økonomiske uafhængighed uden at det betød ændringer i den dertil hørende samfundsmæssige organisation. De forarmede masser, som landsbyerne nu frisatte, blev til et kæmpe pjalteproletariat i byerne hhv. til en enorm reservearmé for den industri, imperialismen havde frembragt. Dette skete – som Marx bemærker – ikke „så meget i kraft af den britiske skatteopkrævers og den britiske soldats brutale indgriben men snarere i kraft af den engelske dampmaskines og den engelske frihandels formåen“. (Karl Marx: Det britiske herredømme i Indien)
2. Gandhi
Mohandas Kararamchand Gandhi (senere: Mahatma = den store sjæl) var søn af en minister, som briterne havde indsat i staten Porbandor, og blev derfor sendt til London for at studere jura. Efter sin hjemkomst til Indien opdagede han „Den Indiske Nationalkongres“. Det var en forening af indiske intellektuelle, der var ansat i koloniadministrationen. Kongressen var stiftet af briterne med det formål at delagtiggøre en indfødt elite i magtudøvelsen. Netop de studenter, der var uddannet i England, gjorde brug af det, de havde lært: I de britiske demokratiske princippers navn krævede de ligestilling med de engelske koloniembedsmænd. Gandhi Oawaharial Nehru forhindrede en gennemførelse af socialistiske ideer ved at vælte den venstreorienterede partiledelse i 1939. Over for ideen om en „folkerevolution imod kolonialisme og feudalisme“ opstillede de strategien om „civil u-lydighed“ ved hjælp af „passiv modstand“. Målet var at skabe en „folkeretsligt uafhængig“ indisk forbundsstat inden for de grænser, som kolonialismen havde skabt, altså inklusive de områder i øst, vest og nord, som England havde erobret udover det gamle Hindustan.
Ud over koloniadministrationens uddannede funktionærer, som bar kongressen organisatorisk, vandt Gandhi også de fleste fyrster for sig. Dette gjorde han ved i sine programmer at tage afstand fra at ændre de traditionelle ejendoms- og herredømmeforhold ved hjælp af magt. Stik imod de her eksisterende forestillinger gik Mahatmaen ikke ind for en ophævelse af kastesystemet. Han krævede blot „respekt, tolerance og næstekærlighed“ fra kastehinduerne over for pariaerne, som fik et par hektar jord, han havde tigget sammen til dem, med samt det smukke navn „Harijans“ ( = guds børn). Navnet har de stadigvæk, men naturligvis ikke jorden.
Gandhi tilbragte i alt 66 måneder i britiske fængsler. Størstedelen af denne tid efter 1942, hvor han, midt under 2. verdenskrig, lancerede parolen „Quit India“ imod kolonimagten. Hans sultestrejker i fængslet og den af ham propagerede vision om et „demokrati i Indien“ som skulle være venskabeligt og økonomisk nært forbundet med ex-moderlandet, gjorde ham også populær hos engelske kritikere af koloniherredømmet. De massakrer, som kolonitropperne anrettede på kongressens forsamlinger fra tid til anden, og som Gandhi førte sine værgeløse masser ind i, retfærdiggjorde bevægelsen i Indien moralsk i en sådan grad, at Labour under valgkampen til Underhuset i 1946 udfordrede og vandt over krigens sejrherre Churchill med kravet om, at Indien skulle være en u-afhængig stat.
Modsætningen imellem hinduer og muslimer, som kolonimagten nærede og fremmede for at svække kongressen, førte til at Muslimligaen udskiltes af kongressen og til planen om opdelingen af det britiske Indien i Bharat (den nuværende indiske republik) og Pakistan. Gandhi og Nehru accepterede den måde, opdelingen var udformet på. Det var sket efter princippet cuius religio, ejus regio (maharaja’erne afgjorde ud fra deres religiøse tilhørsforhold hvilken af de nye stater deres territorium skulle være en del af).
De var udmærket godt klar over, at dette ville medføre det blodbad, som Indiens uafhængighed blev indført under: 600.000 døde muslimer og hinduer fra de pågældende mindretal i de nye statsområder. Gandhi overtog ikke nogen statspost og overlod det således til sin fælle i den ikke-voldelige modstandskamp, Nehru, straks at udstyre den Indiske Union med hær og politi. Og det blev også overladt til Nehru at befale indmarchen i det overvejende muslimske Kashmir. Den 30.l. 1948 blev Gandhi skudt af en religiøs fanatiker efter afslutningen af en sultestrejke, der skulle bringe en ende på myrderierne imellem hinduer og muslimer. Gandhi blev selv offer for den vold, hvis anledning han selv havde accepteret „om end modstræbende“.
3. Indiens afkolonisering
Lige så lidt som f.eks. Kenyas befrielse fra britisk overherredømme og opnåelse af politisk uafhængighed skyldtes Mau-Mau-opstandens anvendelse af vold, lige så lidt var det naturligvis Gandhis bevægelse for „passiv modstand“, som bevirkede, at kolonimagten trak sig ud af Indien. Afkoloniseringen skyldtes også for Indiens vedkommende resultatet af 2. verdenskrig. USA havde opnået kontrol over verdensmarkedet, og alle de europæiske kolonimagters økonomier blev genopbygget på basis af amerikansk kredit og som anlægssfære for amerikansk kapital. I lyset af dette syntes det at være en helt og aldeles unødvendig hindring, at der eksisterede et kolonialt afhængighedsforhold imellem de stater, som var blevet til den førende verdensmagts juniorpartnere, og de områder med en natur samt med et menneskemateriale, som lod sig udnytte i en kapitalistisk værdiproduktion. Det var altså USA som gennemtvang befrielsen af kolonierne og deres politiske uafhængighed og følgelig gjorde dem frit tilgængelige for alle konkurrerende imperialistiske stater og kapitaler. Når Storbritannien overfarte sine kolonier til et Commonwealth af uafhængige, venskabeligt forbundne nationer, så skyldtes det – ud over den så ofte nævnte sunde fornuft – foruden presset fra USA også en cost-benefit analyse, som vejede den finansielle belastning, som forarmelsen af de indiske masser medførte for „moderlandet“, op imod det udbytte, som udførslen af subkontinentets rigdomme og anvendelsen af dets arbejdskraft gav. Denne analyse førte til det resultat, som også er gældende i dag: det kan bedre betale sig at gøre forretninger med et uafhængigt Indien end at udplyndre en besat koloni, hvor masserne lever i elendighed og gør modstand.
4. Indien efter uafhængigheden
Det indiske statsvæsen var baseret på koloniadministrationens højtstående embedsmænd, på det nationale handelsbourgeoisi og de kapitalistiske storgodsejere. For størstedelen af land- og bybefolkningen var forandringen i de politiske forhold uden nogen som helst økonomisk betydning. Det, der hertillands roses i høje toner som „det største demokrati i verden“ (tidligere blev det hele tiden holdt frem som et positivt alternativ til „Kommunistkina“ indtil Folkerepublikken efter Maos død blev „vores“ endegyldige partner imod Sovjetunionen i Asien), har intet som helst med demokrati at gøre. De demokratiske idealer individualitet, præstation, lighed, broderskab savner fuldstændig et grundlag i en stat, hvis økonomi endnu i udstrakt grad er baseret på personlige afhængighedsforhold og ikke på det frie lønarbejde. Det indiske demokratis måde at fungere på viser også dette, når det ikke blot er de såkaldte ekstreme tilfælde, sådan som det for nylig var tilfældet med massemyrderierne i forbindelse med det lokale parlamentsvalg i Assam, der får pressens opmærksomhed. Det har ingenting med „politisk meningsdannelse“ i hjemlig forstand at gøre, når Indira-kongressen fra det ene valg til det andet vokser fra 10% til absolut flertal og firedobler antallet af parlamentsmedlemmer ved hjælp af frafaldne fra andre partier. Herhjemme foretager man nemlig en relativering af interessen i forhold til det, der er „gennemførligt“ af et partiprogram, en relativering, som af og til tager form af, at man betror nogle andre personer ledelsen af staten. Men i et statsvæsen, hvor kun knap 5% af borgerne overhovedet behersker det sprog, som „det politiske liv“ foregår på (engelsk), er det andre faktorer, der er ansvarlige for valgresultatet end vælgerbefolkningens frie afgørelse til fordel for én herredømmevariant og til ugunst for en anden. Efter valghandlingen søger kommentatorerne i den indiske presse at finde frem til valgsvindelens omfang. Og forud for valget frembringer begivenheder, der hertillands ville være fuldstændig politisk irrelevante, pludselig et politisk parti, som kan ændre det indiske „partibillede“ – således som det netop skete i forbindelse med opgøret imellem Indira og hendes svigerdatter. Dertil kommer, at det indiske demokrati besidder en konstitutionel nødbremse, som skal forhindre, at vælgernes vilje kommer til udtryk, såfremt den skulle kunne anfægte de herskende klassers og elitens interesser. Der gøres regelmæssigt brug af muligheden for at stille oprørske delstater under „presidential rule“, dvs. faktisk at kassere valgresultatet, når der fremkommer kommunistiske flertal som i Kerala og Vestbengalen.
Når de indiske masser „gør oprør“, så gør de det aldrig imod øvrigheden eller andre af de instanser, der reelt er ansvarlige for deres elendighed. De gør det udelukkende imod lidelsesfæller, som adskiller sig fra dem i national eller religiøs henseende:
„Man må huske på, at denne stagnerende, vegeterende tilstand, som er mennesket uværdigt, denne passive levevis på den anden side kompletteredes af besværgelsen af vilde, planløse og hæmningsløse ødelæggelseskræfter. I selve Hindustan blev mord således til et religiøst ritual.“ (Karl Marx: Det britiske herredømme i Indien, 1853)
Denne Marxske beskrivelse af kolonitidens Indien passer – trods Gandhi og midt under Indiras indiske demokrati – den dag i dag på landsbyboernes massakre på de bengalske indvandrere i Assara og de grusomheder, som bryder løs imellem muslimer og hinduer på deres respektive religiøse højtider. Den konkurrencekamp imellem de regionale såvel som de nationale partiers lokalpolitikere, som er blevet Institutionaliseret med demokratiet, har først rigtig befordret menneske-slagterierne: på den aktuelle skueplads i Assam mobiliserer partierne for det tibetormanske flertal massernes angst for at blive „opslugt“ af hinduer og muslimske bengalere, mens Indira-kongressen ophidser delstatens oprindelige indbyggeres småstammer imod „dem, der havde erobret deres land“. Indira fremkaldte et nyvalg i denne delstat for at få fingre i 12 ledige pladser i Assams overhus og registrerede ganske upåvirket 6000 døde bengalere som et „massivt forsøg på fra oppositionens side at skræmme vælgerne“. Det vestlige udland, som holder urokkeligt fast ved fiktionen om det indiske demokrati, kommenterer hændelser som dem i Assam som en primitiv folkementalitets ukontrollerede manifestationer. Den slags gør, ifølge disse kommentarer, demokratiet i Indien til et så meget mere voveligt foretagende, som man må have beundring for. Og man hilser beroliget afsendelsen af tropper til „den urolige provins“ velkommen. De lig, som disse så producerer, tjener i det mindste et godt formål, der er til at forstå: genoprettelsen af ro og orden.
5. Gandhiismen
Tilbage står det spørgsmål, hvad det er, der gør den udtærede hindupolitiker Gandhi til den frie verdens helt i 1983? Hvad angår republikken Indien, som har støttet Sir Richards film og som henregner Oscarene til sine ideelle rigdomme, er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor Indira lægger vægt på sit eget slægtskab med Gandhi, selvom de ikke er blodbeslægtede:
Princippet om ikke-vold er den statslige magts ideal ikke bare i Indien, men i alle retsstater, især de demokratisk regerede. Det er borgernes forpligtelse til at udkæmpe deres indbyrdes interessemodsætninger hhv. deres konflikter med øvrigheden uden at anvende fysisk vold. I statens magtmonopol ligger der en sikring af et tvangsforhold, som sørger for, at konkurrencens resultater fremmer nationens magt og rigdom.
I Indien praler man af en statsgrundlægger, som samtidig skal være et symbol på ikke-vold: Dette ser bl.a. sådan ud, at der på nationaldagen frembæres kæmpeportrætter af Mahatmaen i spidsen for militærparaden i Delhi. Statsmagten fører sig frem med den påstand, at den slet ikke udgør en sådan (magt vendt imod folk). De dagligt forekommende oprør i denne eller hin af Unionens landsdele hænges ud som et brud på princippet om ikke-vold og slås ned af politiet og hæren, så at Gandhis ånd igen er fremherskende i Bharat. Denne ånd har ikke hindret den stat, som påberåber sig den, i at føre krig mod Pakistan tre gange og mod Kina en gang, i at besætte Goa eller i at marchere ind i Sikkim og Bhutan. De øvrige ingredienser i Gandhiismen, som af opfinderen selv benævntes „metafysik“, nemlig askese, stoicisme, næstekærlighed og seksuel afholdenhed gør også nytte: det tjener som den fra officiel side anbefalede moral til masserne, så at de kan og vil udholde et i øvrigt trøstesløst liv i sult og elendighed.
I Vesten nød den „ikke-voldelige revolutionære“ den største højagtelse allerede før Indiens uafhængighed, fordi der var tale om en „opstand“, hvor ingen britere kom til skade, og hvor hovedpressionsmidlet var døde indere, som skulle påvirke kolonimagtens samvittighed. Gandhis holdning er blevet foreholdt alle befrielsesbevægelser som påbud til de fordømte her på jorden og stukket enhver Guerilla i næsen som moralsk bebrejdelse. I Vestens demokratiske metropoler afprøvede 60-ernes utilfredse ungdom nogle former for gandhisk civil disobedience: De måtte konstatere, at de juridiske myndigheder anser dette for et strafbart forhold, nemlig pression, og forfølger de ikke-voldelige gerningsmænd pga. anvendelse af „kompulsiv vold“.
I det mellemstatslige samkvem eksisterer der også traktater om at give afkald på at anvende magt. Med disse overenskomster erklærer suveræne magter det som deres hensigt foreløbig ikke at indsætte deres respektive magtapparater på trods af deres modstridende interesser. Også dette er helt igennem i overensstemmelse med Gandhis ånd: hans princip om ikke-vold har aldrig bekymret sig om de objektive årsager og grunde til magtanvendelse under forhold, der opretholdes ved hjælp af magt. Derimod kræver princippet i stedet af ofrene, at de personligt giver afkald på voldsanvendelse. I en stat, ligegyldig hvilken, kan den slags kun have reel gyldighed som en dyd hos de regerede.
På et tidspunkt, hvor forberedelserne til den store krig behandles som opretholdelsen af freden og de daglige skærmydsler afvikles som sikring af freden, er det helt i tidens ånd, at en film om Gandhi, produceret af den tidligere kolonimagt og ex-kolonien i fællesskab, er en begivenhed af verdensformat, som præmieres af kulturbourgeoisiet i den førende imperialistiske magt. Hele den civiliserede menneskehed vil nyde den som den moralske opbyggelse den er, og måske vil den endog blive eksporteret til Mellemamerika og andre „urolige“ egne af verden som et eksempel til efterfølgelse. I Gandhi ærer den frie verden magtens gode samvittighed og forsikrer ofrene for den om sin dybeste deltagelse. Ronald og Nancy var efter sigende rørt til tårer.
Kilde: Københavns Universitetsblad, 4. Årg. Nr. 3 (24. maj 1983)
Arbejde og Rigdom 