Hvorfor er der så stor fattigdom i udviklingslandene?

Tredjeverdensgrupper, globaliseringskritikere og mennesker, der ikke ønsker at betragte fattig­dommen som naturnødvendig, stiller spørgsmålet:

Hvorfor er der så stor fattigdom i udviklingslandene?

1. del: Forsøg på et enkelt svar

Folk i udviklingslandene er fattige, fordi de er udelukket fra den rigdom, som helt klart også findes i deres lande. De tider er nemlig forbi, hvor mennesker var nødt til at sulte og dø, fordi der på grund af fejlslagen høst, utilstrækkelig kontrol over naturen og manglende medicinsk viden ikke ek­si­stere­de midler til at tilfredsstille de mest presserende behov. FN’s verdensfødevareorganisation be­ret­ter, at der er nok fødevarer på kloden til alle mennesker; om nødvendigt ville der også sagtens kunne frem­stilles endnu flere. Sult og hungersnød forekommer altså også, når fødevarelagrene er prop­ful­de, og det forekommer vel at mærke kun, fordi de sultende mangler penge. Det samme gælder mang­len på gode boliger, lægehjælp, uddannelse og andre forbrugsartikler. Privateje­ndommen er skyld i, at mennesker ude­lukkes fra rigdommen. Dette kapitalistiske retsprincip gælder i dag i de fjerneste af­kro­ge af klo­den. Ethvert stykke naturlig og produceret rigdom tilhører en eller anden. På et hvil­ket som helst styk­ke land er der en statsmagt, hvis retsvæsen sikrer nogle borgere fri rå­dig­hed over den ma­te­rielle rigdom og forbyder alle andre borgere at benytte sig af samme, selv om de også har brug for denne rigdom. Når levnedsmiddellagre eller fødevaretransporter igen og igen bliver plyndret i Afrika, så viser det ikke kun, at der er noget at hente, men også, at de sultende har forbud mod at tage det, som de har brug for.

Det hører med til privatejendommen, at den udelukker andre fra rigdommen. Dette forhold bliver endnu mere brutalt af, at de fattige ikke alene nægtes adgang til de producerede forbrugsgoder, som an­dre er i besiddelse af, men også til selve kilderne til rigdommen, produktionsmidlerne, og dermed de ar­bejdsredskaber, hvormed de selv ville kunne fremstille de ting, som de har brug for. Jord og land såvel som de fremstillede midler til produktionen – værksteder, maskiner, råstoffer – tilhører altsammen andre mennesker, dem, der kaldes de rige. Den måde, som mennesker skil­les fra deres pro­duktionsmidler på, tager sig forskellig ud i de forskellige lande i syden, men fører altid til sam­me resultat: Nomader kan ikke fortsætte deres måde at leve på, når jordejere indhegner jorden, og sta­ter drager nationale grænser og umuliggør den nødvendige bevægelse fra det ene græs­nings­om­rå­de til det andet. Andre steder fordrives småbønder fra deres halvvejs frugtbare jordlodder til fordel for storstilet minedrift, dæmningsbyggeri eller plantager, der producerer til ver­dens­mar­ke­det. Andre ste­der igen har de traditionelle småhåndværkere såsom vævere, skræddere, læder- og me­tal­­bear­bej­dere ingen chance for at klare sig mod verdenskoncernernes importerede indu­stri­pro­dukter, uanset hvor billigt de er parat til at arbejde. De har nu engang ikke adgang til de produk­tions­midler, som i dag er nødvendige for at deltage i konkurrencen om købekraften.

Den slags mennesker er ubemidlede og hjælpeløse. De kan ikke udføre det arbejde, som er nødven­digt for at sikre livets ophold, og kan dermed ikke få fat i midlerne til at tilfredsstille deres behov. Det har intet at gøre med flid og dovenskab, med indstilling til tilværelsen og ”fatalistisk sløvhed”: Millioner i den ”tredje verden” kæmper indædt og uden succes for en ordentlig tilværelse. For at finde arbejde udsætter mange sig for livsfare. Som flygtningeproblem lander de i slum­om­rå­derne i de store byer nordpå og bliver udnyttet nådesløst, hvis de er heldige, og sendt tilbage igen, hvis de er uheldige. Andre sidder fast i påtvunget uvirksomhed – ikke fordi det er så bekvemt at sul­te, men fordi de er udelukket fra adgangen til de nødvendige produktionsmidler og dermed fra en­hver løn­som arbejdsanstrengelse. Det er så de mennesker, som de moralske folkeopdragere peger på og kal­der for driverter uden ærgerrighed og arbejdsvilje samtidig med, at de udnævner den passivitet, afstumpning og vanrøgt af mennesker, som økonomisk hjælpeløshed og uovervindelig elendighed resulterer i, til at være den selvforskyldte årsag til elendigheden.

Også staterne i den tredje verden er fattige, men denne fattigdom er noget ganske andet end nøden hos store dele af deres borgere. Disse stater følger den logik, som i dag regnes for den eneste gæl­den­de: For at sikre deres magt og rigdom satser de på at forøge privatejendommen. Til det formål er fattigdommen hos befolkningen i den tredje verden yderst produktiv. Tredjeverdensstaterne lægger sig fast på, at de vil tilbyde sig selv og deres indbyggere til ejerne af produktionsmidlerne som in­stru­ment for deres profitter. At tjene penge via lønarbejde skal være den eneste tilladte måde at tje­ne til livets ophold på for folket, så det ikke nøjes med at ernære sig selv med sit ar­bejde, men også pro­du­cer en vækst i pengeform til ejerne af produktionsmidler, en vækst, som staten så får sin del af. Om og i hvilket omfang denne indtægt kommer i stand, afhænger imidlertid ikke af statens øn­ske om så stor ”beskæftigelse” som muligt, og da slet ikke af de arbejdssøgendes behov for at tjene penge. Det afgøres alene af de kalkulationer, som ejerne af produktionsmidler opstiller: De får ube­midlede fattige til at arbejde for sig, for så vidt, i det omfang og til den løn, som deres arbejde tjener til at for­øge deres rigdom – og kun under denne ene betingelse. Den moderne lønarbejder kan ikke ”tvin­ge” produktionsmidlernes ejere til at bruge ham – hverken via flid eller viljen til at sælge sig selv for næsten ingen penge. Om han bliver brugt eller ej afhænger helt af ejernes forretninger, der er forskellige fra land til land, men i sin totalitet er af en sådan art, at kun en brøkdel af de arbejds­sø­gende finder ansættelse.

De sande ”arbejdsgivere” er i dag under alle omstændigheder de koncerner, der opererer globalt. De sammenligner afkast, som de kan forvente af kapitalinvesteringer, investerer fordomsfrit deres pen­ge overalt afhængigt af, hvor de forventer sig det største udbytte – og efter dette kri­te­ri­um inddeler de kloden.

I landene i den såkaldte fjerde verden, Somalia, Etiopien, m.fl., kan den internationale profit­inter­es­se næsten ikke finde noget, som den kan udnytte. I disse lande foregår der derfor næsten intet øko­no­misk liv, ingen produktion af det nødvendige og nærmest ingen overlevelse. Men selvfølgelig slip­per heller ikke disse verdenshjørner for at blive en del af ejendommens verden, hvor alt er til salg, men også kun kan erhverves via penge hos en sælger. Et par dollars kommer der trods alt ud af dem, også dér kan man sælge sine varer; og som betingelse for muligheden af fremtidige forret­nin­ger er det naturligvis nødvendigt, at jord og land og hvad der ellers findes disse steder, er og bliver privat­ejendom.

I lande, som med urette kaldes udviklingslande, interesserer forretningsinteressen sig for det meste for specielle naturbetingelser: Kapital investeres i produktionen af fødevarer til verdensmarkedet – så­kaldte ”cash crops”, på dansk: ”pengeplanter” – i udbytningen af naturligt forekommende rig­dom­me og i turistindustrien. I disse tilfælde er det ikke den nationale arbejdskraft, der vækker de inter­nationale kapitalisters interesse, men derimod en særlig naturbetingelse. Bortset fra de få, som der er brug for til minedrift, plantagedrift og til at betjene turisterne, finder den globaliserede forret­nings­interesse ikke anvendelse for den lokale befolkning: Sammen med dem i de førstnævnte lande udgør de verdenskapitalismens absolutte overbefolkning.

De såkaldte tærskelnationer er de ulande, hvor de internationale koncerner ikke har nogen pro­ble­mer med at finde dele af befolkningerne, der lader sig anvende som billig arbejdskraft, som de kan udbytte som supple­ment til eller i stedet for arbejdskraften i metropolerne. De flytter dele af deres produktion til lavt­lønsområder, eksporterer det arbejdstempo og den produktivitet, som de kan pres­se ud af deres an­satte i hjemlandet, men betaler kun de lokale sultelønninger. De lokale regeringer bekæmper deres statslige fattigdom ved at gøre deres borgere til konkurrenceløst billigtilbud til den internationale kapital: De slår enhver modstand mod de elendige arbejdsbetingelser ned og præ­sen­te­rer sig med denne tjenesteydelse som anlægssfære for udenlandske kapitalinvesteringer. Når det rent faktisk hæn­der, at der i sådanne lande kom­mer alternative regeringer til magten, som har en an­den forestilling om nationalt frem­skridt og som tilstræber et mindstemål af forsyninger til deres be­folk­ninger, så skyr koalitio­nen af fri­heds­elskende verdensmagter intet middel til at få den slags so­cia­le ”eksperimenter” til at mislykkes – om nødvendigt via militærintervention. Uanset hvor lave løn­ningerne holdes via ydre og indre vold er det dog selv i tærskelnationerne kun en minoritet, der finder fast og fast aflønnet ar­bejde. Flertallet udgør den kapitalistiske reservearme, som kun i helt specielle vækstperioder er så heldige at blive beskæftiget lidt i en begrænset periode. Eller også er de bare totalt overflødig over­befolkning.

I ”industrilandene” forholder det sig ikke principielt anderledes: Her er der også hele tiden en del af arbejderklassen, der er arbejdsløse og ikke kun er truet af at blive kastet ud i elendigheden, men rent faktisk allerede er ramt af den. Også i ”højtlønsområder” udgør fattigdommen grundlaget og pro­duk­tiv­kraften for økonomien. Dette samfund bekender sig utilsløret til denne praksis, når politikere, øko­nomiske topfolk og opinionsdannere klager over alt for høje lønninger. Alle dårligdomme hen­fø­res til den høje løn: lige fra den økonomiske krise og underskuddet på statens finanser til arbejds­løsheden. Og måden at overvinde dem på er at sænke lønnen. På den måde bekræfter eksper­ter­ne, at rigdommen i dette samfund beror på de arbejdendes fattigdom, som de derfor gerne ser forøget.

Overalt på kloden er flertallet af mennesker så uheldige, at de i kraft af omstændighederne er hen­vist til et liv som proletarer, men uden at der er nogen efterspørgsel på deres arbejdskraft. For det er kapitalen med dens efterspørgsel efter arbejde, der træffer afgørelsen om, hvorvidt de kan leve eller ej. Det er den, der definerer, hvilke mennesker der har ret til at leve, fordi de skal bruges til at pro­du­cere dens pro­fit, og hvilke mennesker der er unyttige og overflødige ifølge alle gældende ret­nings­linier. Disse mennesker er derfor kun en byrde – og behandles derefter.

Hvorfor er der så stor fattigdom i udviklingslandene?

2. del: En kommentar til dette spørgsmål

Grunden til fattigdommen i udviklingslandene blev allerede nævnt i sidste udsendelse. Grunden til fattigdommen er den samme dér som alle andre steder: Privatejendommen er et kapitalistisk rets­prin­cip, som i dag gælder i selv den fjerneste afkrog af kloden. Ethvert stykke naturlig og pro­du­ce­ret rigdom tilhører en eller anden. Overalt er der en statsmagt, hvis retsvæsen tillader nogle borgere at disponere over den materielle rigdom efter forgodtbefindende, mens det forbyder alle andre bor­ge­re, som også har brug for disse rigdomme, adgang til dem. Denne udelukkelse fra rigdommen ud­strækker sig også til selve rigdommens kilder, produktionsmidlerne. Jord og landområder såvel som produktionens fremstillede midler – værksteder, maskiner, råstoffer – er privat ejendom. Ejerne an­vender dem til at forøge deres rigdom. Den profit, som privatejerne af produktionsmidler får ud af disse, er det eneste formål med den markedsøkonomiske produktion og distribution. Al produktion og dermed menneskehedens eksistens afhænger af deres forretninger. De lader ubemidlede fattige ar­bejde for sig, omend kun et begrænset antal af dem og kun når og kun til en arbejdsløn, hvor deres arbejde kaster profit af sig til dem. Overalt på jorden er flertallet af de mennesker, der ikke dispo­ne­rer over ejendom, så uheldige, at de i kraft af forholdene er henvist til en pro­le­tarisk eksistens. Ingen steder er proletarer rige: Deres løn er et fradrag i profitten og derfor ringe. Men hvis man som prole­tar ikke er efterspurgt, så er det i dag overalt på kloden ensbetydende med tabet af enhver eksistens­mu­lighed. Det er kapitalen og dens efterspørgsel efter arbejde, der bestemmer, om de ejendomsløse milliarder kan leve eller ikke kan leve. Kapitalen definerer, hvilke mennesker der har en ret til at le­ve, fordi de er nødvendige for produktionen af dens profit, og hvilke mennesker der er ubrugelige og overflødige ifølge de eneste gyldige retningslinier. Og det er så for dem ens­be­ty­den­de med elen­dighed – med hungersnød og sultedød som de værste konsekvenser.

Dette svar tilfredsstiller ikke dem, der opfatter spørgsmålet om fattigdommen i den tredje verden på en helt anden måde: Der er nemlig forskel på, om man spørger om årsagen til fattigdommen eller om man spørger om år­sagen til den særligt store fattigdom. I sidstnævnte tilfælde betragtes over­dre­ven fattigdom som en kritisabel skandale, og den årsag, som man søger efter, er årsagen til en af­vi­gelse fra et ni­veau, som man betragter som normen. Denne udgave af spørgsmålet er populær i solidaritetsbevægelsen i anti-globaliserings­grup­per­ne såvel som i de kristelige kirker med deres ind-samlinger: ”Brød til ver­den”. Og forskellen i sundhed, forventet levetid og levestandard er jo også enorm: I den ”tredje ver­den” sulter de ihjel, i den ”første” ser man dem dø i farvefjernsynet – og glæ­der sig over, at det går en så godt, i det mind­ste relativt. En del lønarbejdere i norden har til og med råd til at rejse til fat­tig­dommens male­ri­ske områder i syden og dernede opføre sig herskabeligt for deres feriepenge. Alli­ge­vel ændrer det ikke noget ved deres økonomiske stilling – som de har til fælles med fattig­lem­mer­ne i den tredje ver­den, som er deres tjenestefolk, når de er på ferie. Forskel­len på dem opstår på ba­sis af ligheden mel­lem dem: Begge kan de kun leve, hvis de lever for ka­pi­ta­len. Af samme grund tjener den ene gruppe en løn, som de overlever på, mens de andre sulter.

Men hvis man anser den egentlige skandale for at være den overdrevne fattigdom i den ”tredje ver­den”, så drejer det sig om et helt andet spørgsmål. Man måler kapitalens ofre i forhold til hin­anden og finder afvigelsen mellem ”Nord” og ”Syd” uretfærdig: Så virker lønarbejderne i den ”første ver­den” rige, fordi de sammenlignes med ofrene for hungersnøden i den ”tredje verden”; omvendt ta­ger disse sig fattige ud alene i kraft af sammenligningen. Protesten, som beror på sammen­ligningen og stiller krav om udligning, bliver tilsvarende beskeden: Den opfatter prisbillige lønarbejdere som en ægte og i grunden unødvendig luksus. Så gælder det snarere om at afgive noget af den ufortjente rigdom, og det betragtes som upassende at kræve at få større del i den eksisterende rigdom. De pro­testerende solidariserer sig med de fat­tige i ”syden”, som de ønsker et beskedent udkomme. Frihed for sult og rent drikkevand, det er nok. Den trøstesløse ”subsistens”, som er blevet ødelagt med ver­densøkonomiens indtog i de­res lan­de, skønmales som et ”liv i harmoni med naturen”; en proletarisk eksistens over den officielt defi­ne­re­de fattigdomsgrænse betragtes som ”middelstand”. Den mere el­ler mindre eksplicitte sam­men­lig­ning mellem fattigdommen her og i ulandene betragtes ud fra be­døm­melseskriteriet, om man kan over­leve eller ej. Og det er noget, som man finder på midt i denne verden af rigdom, hvor der ville kun­ne være nok, ja, mere end rigeligt, af alting til alle.

Når man ikke erklærer de levevilkår og den afpresning, som lønarbejdere overalt er udsat for, for at være den egentlige skandale, men i stedet forarges over forskellen i levevilkår og anser graden af elendighed i den tredje verden for det, der kræver en forklaring, så skelner man mellem en nor­mal, en fungerende kapitalisme på den ene side og en mangelfuld, ikke-fungerende, abnorm ka­pi­ta­lisme i de fattige lande i syden. Man rejser spørgsmålet om, hvorfor ”udviklingslandene” mang­ler det, som ”industrinationerne” i nord har. I den forbindelse er der i øvrigt ikke noget, der er ab­normt. Det står ingen steder skrevet, at kapitalen også er tvunget til at tjene penge ved at gøre brug af de menne­sker, som den underkaster under sin verdensorden. Globalt set er det under alle om­stæn­dig­he­der und­tagelsen. ”Syden” mangler ikke noget for at kunne spille den verdensøkonomiske rolle, som den rent faktisk allerede har i verdensøkonomien. For der blev ikke lovet mere end, at ejendommen først og frem­mest monopoliserer alle produktions- og levevilkår og bagefter udregner, hvordan den kan bruge disse betingelser til at formere sig selv med.

Når det angiveligt skulle være en mangelfuld kapitalisme, der er grund til den særligt sto­re elen­dig­hed i udviklingslandene, så tildigter man kapitalismen et formål, som den ikke har: Den skulle an­gi­veligt have til formål at ernære verdensbe­folk­­ningen, hvilket den også ville gøre, hvis den bare fun­ge­rede rig­tigt. Dermed har man vendt op og ned på det hele: Problemet er ikke længere, at hele ver­den er un­der­kastet under interessen i forretninger, men derimod, at den endnu kun er underkastet den­ne in­ter­esse i utilstrækkeligt omfang. Når man mener, at ”syden” mangler noget, for at alle kan have den samme overdådige livsstil som i ”norden”, så mener man også at vide, hvad det er, der mang­ler: ka­pital, dette uundværlige levnedsmiddel for mennesker i en kapitalistisk verden. Elen­dig­heden skyl­des så ikke kapitalens herredømme, men derimod mangel på kapital. Og hvis man også stiller det for­kerte spørgsmål om, hvorfor kapitalen ikke er ensartet fordelt ud over kloden, hvorfor ”syden” ik­ke også er velsignet med kapital i samme omfang som ”norden”, når nu der er så hårdt brug for den, så får man øje på tusindvis af forkerte specielle betingelser som forklaring i stedet for den ene og af­gø­rende årsag til elendigheden. Det, der formentlig forhindrer en ”sund udvikling” af den vel­sig­nel­ses­rige kapitalisme i syden, er dårlige regeringer, korruption blandt samfundets spid­ser, massernes dovenskab, manglende demokrati, kolonial forfordeling, protektionisme i norden, for stor statsgæld etc. Løsningsforslagene er tilsvarende idealistiske og verdensfremmede: Den politi­ske korruption og de lokale befolkningers dovenskab skal bekæmpes. De fattige staters penge­man­gel skal afhjælpes via ny kredit og eftergivelse af gammel gæld og de fattige menneskers penge­man­gel skal løses via gav­mildhed. Demokratiet, infrastrukturen og arbejdsviljen skal hjælpes på be­ne­ne. Og så, når man gør alting ”rigtigt”, sørger kapitalismen også for velstand i den tredje verden. For det står uden for en­hver tvivl, at kapitalen ”egentlig” gør det; det kan man jo se, når man sam­men­ligner med forholdene her. At tilstandene her til lands er det normale og sulten en undtagel­ses­vis afvigelse fra normen, er man stensikker på, selv om man hele tiden kan iagttage det modsatte.

I øvrigt foretages sammenligningen mellem en ”sund kapitalistisk normalitet” og en ”unormal fejl­udvikling” i dag snarere den modsatte vej. De tyske chefer siger til deres lønarbejdere, at de er for dyre til, at man kan producere et overskud med deres arbejde, som bliver udført meget billigere i Tjek­kiet, Portugal eller allerhelst i Sydøstasien. Andre folkeslag arbejder længere og gør det til en min­dre løn – og det kan også lade sig gøre! Så tager kapitalen derhen, og arbejderne har sig selv at takke for arbejdsløsheden, når de er så ufleksibelt indstillet, at de ikke vil gå med til at forny deres levestandard i retning af tredjeverdensniveau. 35-timers uge, løn efter overenskomst, syge­sik­ring og pleje af de gamle – det bliver alt sammen betragtet og behandlet som en luksus, som skader den for­retningsmæssige succes i den markedsøkonomiske konkurrence og derfor heller ikke passer til mar­kedsøkonomien. I dag regnes lønniveauet i norden for at være en fejludvikling, som bør korri­ge­res, og fattigdommen i den tredje verden tjener som forbillede. Eksperterne i markedsøkonomi har ikke noget problem med at indrømme, at rigdommen i dette samfund beror på de arbejdendes fattigdom. Tvært­imod klager de over, at fattigdommen ikke er stor nok her i landet.

Det er rent faktisk altid det samme: Den kapitalistiske ejendomsorden fratager mennesker evnen til at sørge for deres eget liv. Den tvinger alle til at søge lykken ved at gøre sig anvendelige for kapi­ta­len. Mens venner af den sociale retfærdighed sammenligner leveforholdene under kapitalen her og i de sydlige lande, sammenligner kapitalen, hvor meget de forskellige folkeslag yder og hvor billige de er – dvs. den spiller dem ud mod hinanden. Når menneskene så endegyldigt afpresses af denne or­den i omfattende målestok og ingen mere kan leve, hvis de ikke lever for kapitalen, så er der nog­le, der vender op og ned på virkeligheden: Med henvisning til denne mangel på alternativer ud­næv­ner de kapitalen til at være menneskehedens eneste virkelige levnedsmiddel.