Indvandringen af romaer fra Bulgarien og Rumænien rejser sigøjnerspørgsmålet i Tyskland – Om fattigdomsimmigrationens nyttige og skadelige virkninger

Fra 2014 gælder den fulde frie bevægelighed for arbejdstagere for rumænere og bulgarer – det vil sige, at de kan tage imod en stilling i et hvilket som helst EU-land, også Tyskland. Ledsaget af medierne, der som altid betragter sagsforholdet ud fra statens og nationens synspunkt, advarer demokratiske politikere allerede på forhånd om, at Tyskland er konfronteret med problemet: en massiv “fattigdomsindvandring”. Den østeuropæiske overbefolkning, som består af dårligt uddannede, ofte syge og/eller kriminelle og for en stor dels vedkommende af romaer, truer nu med at oversvømme Tyskland, hvor de så bor i vanrøgtede bygninger og provisoriske herberger, lader sig ansætte til sultelønninger eller fra starten går i gang med at tigge eller lave forskellige former for kriminalitet. I vores pluralistiske offentlighed, som officielt er så udlændingevenlig, betragtes denne vurdering hverken som ondskabs- eller fordomsfuld. Hvor denne elendighed stammer fra, hvordan det kan gå til, at der i EU på den ene side findes “verdensmestre i eksport” og på den anden side andre stater, som hovedsagelig producerer “fattigdomsflygtninge”, skal man ikke interessere sig for; og slet ikke for, at fattigdommen i det sydøstlige EU måske kunne have noget at gøre med produktionen af rigdom hos BRD, verdensmesteren i eksport. Tyskland optræder på en helt anden måde – som offer for disse menneskemasser, som simpelthen ikke er berettiget til at oversvømme dette land, som primært er forbeholdt ægte tyskere, bare fordi de er blevet berøvet ethvert eksistensgrundlag derhjemme. Den kristeligt-sociale indenrigsminister mener at det på tide med modforholdsregler i EU: blokering for indrejser, muligheder for at sende folk ud af landet, i hvert fald alt andet end den frie bevægelighed, som ellers gælder for borgere i Europa.

Allerede da de nye medlemslande fik EU-medlemskab tilbage i 2007, var der betænkeligheder med hensyn til, om de egnede sig som blomstrende kapitalinvesteringssteder. Men dengang ville EU ikke gå glip af den historiske chance for at kunne udvide sit territorium helt til de russiske grænser. Med de to Sortehavsnabostater rækker det nu helt ind i Centralasiens naboskab og de kaspiske olieområder. Det var den ubestridelige strategiske fordel for den europæiske statsunion. Men samtidig skulle de nye medlemslande ikke kun inkorporeres territorialt men også kapitalistisk og – i det mindste på længere sigt – til principielt egnede sfærer for kapitalistiske forretninger. Nu, syv år senere, er ingen af de to nye medlemslande blevet til blomstrende kapitalregioner, men til underskudsforetagender over hele linjen. Deres økonomier, som havde baggrund i de planøkonomisk orienterede strukturer i den østeuropæiske socialisme har slet ikke evnen og midlerne til at leve op til konkurrencekravene fra det internationale forretningsliv – netop disse midler har deres EU-naboer, frem for alt Tyskland, til gengæld så meget mere. De to nye medlemslande har altså straks tabt denne konkurrencekamp. Det er derfor helt igennem konsekvent, at den økonomiske udnyttelse af de tilbageværende industricentre og de 30 millioner nye EU-medborgeres elendige betalingsevne og deres billige arbejdskraft overvejende er blevet foretaget af de europæiske forretningsfolk og ikke af de nye medlemsstater selv. Resultatet er ødelæggelsen af deres hidtidige livsgrundlag, en lille gruppe af oligarker, der deltager i den udenlandske forretningssucces og et stort antal, der ikke bruges økonomisk og derfor betragtes som unyttig overbefolkning, som nu også mister sine sidste subsistensmidler. De første ofre for denne forarmelse var dem, der allerede forinden led nød og var udgrænsede. Hvor de gamle regeringer stadig var interesseret i at integrere romaerne i deres socialistiske folkerepublikker, har de i mellemtiden atter mistet ethvert perspektiv i deres hjemlande – afskåret fra skolegang, arbejde og sundhedsydelser og udsat for militant racisme fra dele af befolkningen. I forsøget på at finde en eller anden form for eksistensgrundlag vælger flere og flere af dem nu den vej at udskifte den udsigtsløse elendighed derhjemme med en eksistenssikrende udbytning hos den tyske kapital. Dér får de øje på en verdensdel, hvor der er penge og dermed en chance for at tjene nogle. Og hvad sker der: Midt i det herligste demokrati konfronteres de med en anden form for diskriminering med hårde konsekvenser for dem.
Ved synet af de mange “fattigdomsflygtninge” får Tyskland nemlig øje på et nyt “sigøjnerspørgsmål” og en skyggeside ved den frie bevægelighed inden for Europa, som man ikke ønskede sig. Det tyske erhvervsliv profiterer ganske vist i høj grad af arbejdstagernes frie bevægelighed, som de kan bruge til at rekruttere faglært arbejdskraft og akademikere fra hele Europa. Tyskland, vinderen af den økonomiske krise skummer den kvalificerede arbejdskraft fra de lande, som har tabt konkurrencen i krisen, fx Spanien og Grækenland, hvor store dele af den veluddannede ungdom ikke kan finde jobs på grund af den manglende økonomiske succes.  Den slags skulle det også være muligt at hente fra Bulgarien og Rumænien: De ville være yderst velkomne. Men en anden afdeling af det tyske erhvervsliv kan helt sikkert også bruge den mindre veluddannede del af den overflødige befolkning i disse lande profitabelt. For det (sorte eller grå) erhvervsliv i Tyskland er det attraktivt at få adgang til arbejdskraft på sulteløn, som lader sig udbytte for et minimalt beløb, fordi arbejderne på grund af deres absolutte fattigdom slet ikke har noget alternativ til  de mest elendige arbejdstilbud på afpresningsvilkår. De befolker sfærerne i den kapitalistiske ‘markedsplads for daglejere’, uden enhver sikkerhed og retsbeskyttelse. Og de sætter tyske grundejere i stand til at udleje selv de mest befængte huller for dyre penge. Store tyske byggepladser, “overskudsorienterede” som de jo nu engang er, udnytter i stigende omfang den billigste østeuropæiske arbejdskraft på elendige betingelser. De støder på meget velvilje fra statens side, der kun sjældent generer dem med stikprøvekontroller. Også den slags illegale arbejdsbetingelser tjener den tyske konkurrenceevne. Eventuelle bøder vil sagtens kunne sættes i det rigtige forhold til de omkostninger, man på den måde har sparet på arbejdet.
Mindre attraktive er til gengæld de “fattigdomsemigranter”, der rejser til Tyskland uden at blive afhentet af tyske arbejdsgivere ved ankomsten. Dette reservoir af elendige, som ingen har bedt om, forsøger alligevel at finde et eller andet eksistensgrundlag her, og de griber til de tilsvarende strategier for at leve og overleve. Og til forskel fra de fortvivlede, der risikerer livet i joller og plimsollere for at komme over Schengen-grænserne, ligger der ikke engang et Middelhav, som man kan lade dem drukne i, mellem deres hjemlande og den europæiske kapitalismes metropoler. Tyskland er altså konfronteret med et dobbelt resultat: På den ene side resulterer de uønskede indvandrere immervæk i den kollateralnytte, at de udrangerede arbejdere i hele Europa står til rådighed for den tyske kapital på Tysklands eget territorium: det kan den frie bevægelighed i Europa tjene til og dermed kunne romaerne også komme hertil; men til gengæld er der også den kollateralskadevirkning, at der med hæren af brugbare mennesker også følger den om muligt endnu større hær af ubrugelige. Disse ofre for  den tyske forretningssucces føler forvalterne af den tyske kapitals territorium sig ikke ansvarlige for. Det er og bliver op til fattighusene i den europæiske periferi at forvalte den del af deres beboere, der ikke kan anvendes her i landet, og i givet fald opbevare dem på en måde, så de ikke bryder ud.
Den tyske indenrigsminister meddeler i hvert fald allerede, at han mener, at der er behov for en betragtelig korrektur af den frie bevægelighed inden for Europa i den henseende.